Brandes’ fortiede overfald på Herman Bang

Brandes-brødrenes skamløse angreb på Herman Bangs homoseksualitet hører til et af de underbelyste kapitler i historien om det moderne gennembrud og er udførligt beskrevet i andet bind af Den store tid – Stormen. Af en eller anden grund er litterater og kulturskribenter altid veget tilbage for dette afsnit af dansk litteraturhistorie. Med nydelsesfuld væmmelse har man opholdt sig ved Johannes V. Jensens stort set identiske angreb på Bang i 1906, når man skulle pege på et lavpunkt i dansk debatkultur. Men trods de mange paralleller til især Georg Brandes’ overgreb, som i virkeligheden blev en slags forudsætning for netop Johannes V. Jensens angreb, hører kapitlet om Brandes versus Bang til et af de mørke og fortiede kapitler. Da Weekendavisens Arne Hardis i fredags i en gennemgang af ’Stormen’ (13-6-08) behandlede netop dette punkt, pegede han på uvidenhed som en mulig årsag.
”Da jeg fortalte det (Brandes’ angreb på Bang, red.) til en kulturradikal på redaktionen, blegnede han i vantro,” skriver Hardis.

Uvidenhed er bestemt en mulighed. Med den megen - og megen glorificerende - litteratur, der foreligger om Brandes, er det de færreste kulturskribenter, der i virkeligheden har de nødvendige forudsætninger for at vurdere Brandes og det moderne gennembrud for ikke at tale om kritiske bøger om ham. Men uvidenhed er ikke den eneste mulighed. Efter at have skrevet knap 3.000 sider om Georg Brandes kan man vel dårligt anklage forfatteren Jørgen Knudsen for uvidenhed om Brandes. Ikke desto mindre gør Brandes-skribenten sig i behandlingen af overgrebet mod Bang skyldig i en række vildledende manøvrer, der så må bero på enten en intellektuel brist eller en bevidst fordrejning af kendsgerningerne.
Optakten til det dramatiske opgør, da Brandes-brødrene blev bragt til fald i slutningen af 1883, startede allerede i sommeren samme år. På dette tidspunkt havde broderen Edvard allerede et par år forinden givet en opvisning i, hvor perfidt man fra brandesiansk hold var parat til at angribe en modstander, når lejligheden bød sig.
Edvard hadede og misundte Herman Bang. Så den 30. December 1880 skrev Edvard, rasende over, at der skulle lægges sag an mod Herman Bang på grund af dennes roman Håbløse slægter, til forfatteren J. P. Jacobsen: ”I hvilket land vi dog leve. Der skal anlægges sag imod Herman Bang for utugt. Dommerne skulle afgjøre et rent æsthetisk spørgsmål, om Liderligheden er der for dens egen Skyld eller for Kunstens. Hvilken Reklame for Bang! Det vender sig somme Tider i mig af ren Lede mod alt og alle”.
Edvard Brandes var misundelig på Herman Bang over den opmærksomhed, skandalen skaffede ham og lagde ikke skjul på det. Herman Bang havde i forvejen tirret brødrene Brandes ved allerede året før at have udgivet Realisme og Realister omhandlende samme stof og samme emner som Georg Brandes først fire år senere gentog blot i en langt, langt ringere form. Topsøe og Bangs ”program” for litteraturen og realismen var rummeligt og moderne og sikrede kunsten sin uafhængighed, mens Georg Brandes' egen version var snævert agitatorisk, ideologisk og ekskluderende. Og hvad næsten var værre: Bang havde først offentliggjort artiklerne, der lå til grund for bogen, i Vilhelm Topsøes toneangivende avis Dagbladet. Samme år skiftede Bang til den ligeledes nationalliberale avis Nationaltidende, hvor han fortsatte sine skriverier om især fransk litteratur, som Brandes-brødrene mente at have eneret på at omtale.

Edvard Brandes talte i private breve frustreret om, at Bang ”tog brødet ud af munden” på ham, og Georg Brandes skummede over, at den kun 22-årige Bang var kommet først med markeringen og definitionen af realismen, et raseri, der skulle blive bragt til en helt ukontrollabel eksplosion i sommeren 1883
I 1880 var Edvard netop kommet til magten igen på det generobrede Morgenbladet, hvor han sammen kampfællen, politikeren og avismanden Viggo Hørup lagde den ekstremt krigeriske linje over for alle anderledestænkende de næste tre år.
Til trods for at Edvard i netop sagen om anklager for usædelighed lå helt på linje med Bang og burde have stået last og brast med den unge digter, trak han i stedet en af de lange knive frem og skrev som et andet dydsmønster i avisen: ”at opponere mod Politidirektørens og Justitsminiteriets forenede Beslutning mod Hr. Bangs ”Håbeløse Slægter” er det samme som at ville anklage disse Avtoriteter for at holde sig Loven efterrettelig. Dette må vi alle forlange at de skulle gjøre, og det er i så Henseende uden Interesse om Forfatteren hedder Herman Bang eller Julius Strandberg, Valdemar Korfitsen eller Erik Bøgh.”
Og helt uden - eller netop med - tanke på de meget alvorlige implikationer sagen kunne få for Bang, fortsatte Edvard sit enestående hykleri og raffinerede hånen til et direkte angreb på den unge rival. I en anmeldelse af Bangs roman den 9-1-1881, lagde Edvard ikke det mindste skjul på, at det frisind, han mente selv at stå for, ikke omfattede en skribent som Herman Bang, ”en Skribent af Højrepressen” og så faldt den første ondsindede insinuation af Bangs seksuelle tilbøjeligheder, da Edvard anklagede romanen for at lide af den afgørende svaghed, at ”Heltens Lidenskab synes saa lidet mandskraftig”. Herman Bangs homoseksualitet var mere eller mindre en offentlig hemmelighed, men naturligvis var der i pressen - også dengang - et kodeks for, hvad man kunne tillade sig at skrive. At det blev Edvard Brandes, der blev normbryder også på dette felt var vel den mindste overraskelse - han var på dette tidspunkt i fuld gang med at oparbejde et ry af at være det mest hadede menneske i Danmark.

Angrebets ubehagelighed til trods satte nedrighederne alligevel en helt ny rekord, da broderen Georg Brandes kom til fadet i det andet opgør med Herman Bang i sommeren 1883. Her lykkedes det den berygtede kritiker - endda i flere omgange - at anlægge et helt nyt bundniveau for dansk debatkultur.
Anledningen var Karl Gjellerups roman Romulus. På dette tidspunkt var Brandes-lejren desperat. Forfatterne var trætte af de to brødres dekreter om, hvad litteraturen skulle indeholde, og flere havde allerede vendt dem ryggen. Georg Brandes, der var vendt hjem til København efter sit årelange eksil i Tyskland og havde troet, at han skulle krones som en anden konge, forsøgte i en art panik over at erfare, hvor forhadt han og især broderen Edvard var blevet i litterære og politiske kredse, at stemme de resterende i gruppen sammen ved at belære Gjellerup offentligt.

Romulus var et frigørelsesforsøg fra Gjellerups side. Det så Bang. Og det så Georg Brandes. Man var ved at miste Ibsen, Bjørnson, Drachmann. Udsigten til også at miste Gjelllerup, der havde været en af brødrenes mest trofaste forkæmpere, hidtil helt i agitationens og tendensens vold, ville være katastrofalt i en sommer, hvor alt andet i øvrigt gik galt.
I sin udførlige omtale af Romulus 21-6-1883 fremhævede Brandes, at Gjellerups fremskridt ikke uden videre var lykkelige, for de var vundet ved en moderation af tendensen og en uafhængig kunstnerisk stræben, som Hakon Stangerup skriver i Kulturkampen (2. Del s. 180). ”Det centrale sted i Georg Brandes’ anmeldelse er imidlertid det,” skriver Stangerup, ”hvor han mener at måtte fratage bogen navn af roman. Hvis den ville have været en roman, burde den have været mere udbroderet med vægten lagt på social-agitatorisk stof, belyst gennem mange eksempler og henpegende på den svageres uret – symboliseret i hesten Romulus.”
Gjellerup protesterede 14-7-1883 over Brandes’ kritik i Morgenbladet. Men protesten gjaldt alene de tekniske overvejelser. Gjellerup var klar over, at uenigheder i det ideologiske ikke skulle føres i offentligheden af hensyn til den trængte litterære bevægelse. Men privat protesterede han mod bebrejdelsen over, at han ikke havde skrevet en social-tendentiøs roman i et brev til Brandes dateret 18-7-1883. Brevet afslører, at Gjellerup på det tidspunkt var på vej væk fra tendens- og indignationslitteraturen og overhovedet ikke havde tænkt i samfundssymboler eller havde haft lyst til revolte i sin roman. Men selv om Herman Bang naturligvis ikke kendte til brevet, havde han efter Gjellerups protester og ikke mindst ved at have læst, hvad Georg Brandes havde at sige om Romulus, lugtet problemer. Derfor rykkede han ud den 29-7-1883 med en kommentar i Nationaltidende under overskriften: Teknik i vor nye litteratur. Artiklen var venlig og respektfuld og anerkendende over for Brandes’ indsats for den realistiske litteratur og handlede overfladisk set om definitioner og distinktioner på genrerne novelle og roman. Men på et dybere plan handlede den om de fundamentale forskelle på Bangs og Topsøes realistiske skole og Brandes-brødrenes, den handlede om selve kernen i stridspunktet mellem Georg Brandes og Gjellerup og alle de andre kunstnere, der havde fået nok af Brandes’ rigide program for litteraturen. Det er decideret besynderligt, at Jørgen Knudsen kan overse det, men ikke desto mindre er det lykkedes ham.

I Georg Brandes – Symbolet og manden 1883-95 del 1 s. 90 skriver Knudsen, at Bangs indvendinger ”bærer præg af, at han søger en strid, som den uideologiske artikel om Gjellerups romanteknik ikke giver basis for. De tanker, Bang fører frem, er ikke meget forskellige fra Brandes’ egne. Den uenighed mellem de to, som var den afgørende – den mellem samfundsreformatorens og sjæleskildrerens målsætninger – lader han helt ligge …” Hvorefter Knudsen selv opremser netop de eksempler fra Bangs artikel, der understreger de ideologiske stridspunkter og forskelle mellem de to litterære skoler. Han citerer Bang for at skrive: ”Vi er blevet forfærdede over at læse ord som ”symbol på samfundets uret” eller som: En ædel ung pige repræsenterer retsfølelsen og barmhjertigheden.” I en moderne digtning repræsenterer personerne kun sig selv, og det er også stoffet selv – en persons sjæleliv, et socialt miljø – der dikterer formen, idet alt hvad der kan belyse emnet tages med og alt andet udelades.”
Og det kan godt være, at Knudsen stadig ikke kan se det. Men Brandes kunne. Og herefter overlader vi ordet til Iben Holk (litteratursiden.dk), der har skildret Brandes’ reaktion og de efterfølgende begivenheder så glimrende:

”Georg Brandes' svar i Morgenbladet (1.8. 1883) er chokerende læsning. Ude af sig selv af raseri skriver han: "Lad ham imødegå mig, men ikke udtvære mig under Skin af Imødegaaen. Sligt er Epigoners Sæd og Skik." Herpå skal afstanden imellem dem for alvor sættes ind, og med ord, der for lange tider mærkede Herman Bang: "Han har et dødt Punkt i sit Hoved, thi han kan ikke tænke; jeg mener ikke tænke videnskabeligt. Han har ingen Sans for Filosofi, ingen Evne til begrebsbestemt Tænkning… Hans Forstand er en Middelgod Fruentimmerforstand. Der er ingen mandlig Gang i hans Tanker; de har tydeligt nok aldrig været underkastet den Tugt, der styrker og sikrer mod en evindelig Snublen." Således Georg Brandes, der bl.a. skabte sit ry på at være talsmand for kvindernes frigørelse. Bang svarede samme dags aften i Nationaltidende under overskriften: "Til Dr. Georg Brandes". Han skrev, at han var "uøvet i den lille Ondskabs Fægteskole" og derfor gav afkald på en "Fægtekunst, hvor Modstanderen dog havde al den store Kundskab, al Alderens og den lange Rutines Overvægt". Han ønskede ikke at deltage i stridigheder om livsanskuelse og litterære spørgsmål, hvor våbnene ikke var "Argumenter, moralske eller kunstneriske, men Skældsord". Og han tilføjer: "Dr. Brandes' Kampaand bliver dog aldrig min." Således mødtes to store navne i dansk litteratur. Hvem er egentlig mest mandig af de to? Vi ser, hvorledes Georg Brandes repræsenterer den mest modbydelige form for chauvinisme. At inddrage - ad hominem - sin modparts sårbare kønskarakter i en litterær debat er infamt. I sit svar (Morgenbladet, 2.8. 1883) forsøger han, hvilket næsten er det værste, nedladende at glatte ud: "Hr. Bang behøver ikke at tage sig de smaa Spydigheder i min Artikel saa nær. De er jo kun Stød af en Fleuret med Dup. Dersom jeg havde villet ham til Livs, havde jeg skrevet i en ganske anden Tone, og dersom jeg ingen Interesse havde næret for ham, havde jeg slet ikke svaret." Herpå svarede Herman Bang ikke.”

Det hører med til historien, at Brandes i sit gensvar 2-8-1883 ikke holder sig for god til atter at hentyde til Bangs homoseksualitet ved at tilføje sætningen om, at Bang skriver ” … med en ægte kvindelig vending”.
Herefter skulle man ikke tro, det kunne blive meget værre. Men det kan det. Og for at se det skal man gå til en æresdoktor ved Københavns Universitet, der selv på så mange års afstand uden held og uden skam i livet forsøger at forvare og bagatellisere et af de mest rystende og grænseoverskridende personangreb, der er set i dansk litteraturhistorie. For at finde et forsvar for Brandes i denne sag har Jørgen Knudsen bidt sig fast i, at Bang hele tiden i sin artikel hentyder til, at Brandes vist har nået udløbsdatoen ved hele tiden at tale om ”ungdom” og ved at omtale sig selv som ”ung”.
”Det med fortsat at minde om Brandes’ alder stammer dog vist fra samme fægteskole, og det er derfor kun råt for usødet, når Brandes i sit gensvar refererer Bang for at skrive noget ”med en ægte kvindelig vending,” skriver Jørgen Knudsen i ramme alvor. Og han overtager derefter næsten fuldkommen Brandes’ identitet og ordvalg, da han skriver: ”Han (Brandes) er ellers nedladende velvillig: han kunne have svaret langt ondere”.
Det er et lettere rystende afsnit. Og man fristes til at spørge Knudsen, hvordan man kunne have svaret meget ondere, end der gøres her? Det er Brandes, der starter med at gå under bæltestedet og ham, der slutter der. Der er også en besynderlig fornægtelse i udsagnet. Er det virkelig samme fægteskole? Nej, det er det ikke. Den ene er direkte nedrig og ondskabsfuld, den anden er fræk og charmerende polemisk. Intet havde jo for Brandes være lettere end at gå efter Bangs ungdom, som Bang går efter Brandes' alder. Men hans våben af en helt anden kaliber, og han åbenbarer dermed sin egen personlighed og sande natur for os. Efter denne omgang, der efterlod en ung Herman Bang dybt rystet, vil Jørgen Knudsen i ramme alvor have os til at tro, at alt igen var fryd og gammen mellem de to, og at Bang ikke havde taget Brandes' "små spydigheder nær". Det angivelige bevis er, at Bang ved en senere festlig lejlighed udråber Brandes' skål og et klip fra Brandes' dagbog: "Herman Bang, spadserende med børnene og ham." Et halvt år efter, i december 1883, fik man en forklaring på, hvordan det virkelig var fat: Bang havde forholdt sig så tavs, chokeret, skrækslagen og ubevægelig som ethvert andet fornuftigt menneske ville ved synet af en spyttende kobra, der smyger sig i ens umiddelbare nærhed. Da Bang fik sin hævn, skete det på den mest elegante og overlegne facon. Hvordan det gik for sig kan man læse udførligt om i Den store tid - Stormen.


Det hører med til historien, at Jørgen Knudsen har brugt 19 år på at skrive sine bøger om Brandes. Han er født 1926 og mag.art. i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie. Han blev æresdoktor ved Københavns Universitet i 2000. Han vil nok betegne sig selv som kulturradikal.
Det hører også med til historien, at da Herman Bang af Johannes V. Jensen i en kronik i Politiken blev angrebet for sin seksualitet i 1906, stod en kreds af venner bag ham, og Jensen blev truet med eksklusion af Forfatterforeningen.

Det moderne sammenbrud

Alle har hørt om det moderne gennembrud. Alligevel er det nok de færreste, der kan redegøre for, hvori det egentlig bestod og hvornår det fandt sted.
”Men hvornår skete egentlig dette meget omtalte ”moderne gennembrud”? spørger historikeren Kristian Hvidt i sin bog Edvard Brandes – portræt af en radikal blæksprutte uden at give et klart svar.
”Spørgsmålet er lige så relevant som det, historikerne har diskuteret gennem årtier: hvornår skete det industrielle gennembrud? Det stadigt stigende antal dampmaskiner er udtryk for en glidende udvikling, hvor ingen historiker kan stå fast på et bestemt år. Det samme gælder det litterære, som måske snarere burde kaldes det kulturpolitiske gennembrud, fordi bevægelsen indeholdt så meget andet end blot litterære idéer.”

Hvidts betegnelse, det kulturpolitiske gennembrud, er i virkeligheden en langt bedre og mere dækkende betegnelse, hvis man vel og mærke reserverer den til det rent oppositionspolitiske og indignationslitteraturen i 1870´erne og 1880´erne og så - giftigt sagt - lader den litteratur være i fred, der endnu læses i dag. Når Hvidt derimod skal til at konkretisere, hvornår gennembruddet fandt sted, og hvad og hvem det præcist drejer sig om, bliver han lige så uklar i mælet som alle andre. Peter Nansen og Strindberg - det er ikke lige de forfattere, der er forbundet med den traditionelle opfattelse af gennembruddet. Og Herman Bang. Jo, det lyder jo rigtigt, men faktisk var hverken Bang, Nansen eller Strindberg en del af gennembruddet ifølge den konventionelle opfattelse, hvis man med den forstår Georg Brandes´ moderne gennembrud.
Hvordan går det til? Hvordan kan vi være i tvivl om, hvornår en af de mest beskrevne epoker i Danmarks-historien fandt sted, og hvem og hvad den bestod af? Svaret er enkelt: fordi gennembruddet er resultatet af konstruktivistisk historieskrivning, subjektiv fremstilling, og hvis man accepterer betegnelsen kulturpolitisk om gennembruddet, så er historien om det så at sige et logisk produkt af sig selv. En kulturpolitisk sandhed og derfor kun en sandhed med mange modifikationer. Eller sagt mere polemisk: ren og skær fiktion.

”Et studium for sig og intet let er Brandes’ brug af sine kilder. Hvor nemt tillægger man ham ikke kundskab om en digter eller filosof, som han kun kendte på anden hånd! Navnlig i disputatsen søger han at give sig skinnet af større belæsthed end på nogen måde forsvarligt. At ikke mindst citaterne hyppigt er lånte fjer er beklageligt, thi påvisningen af Brandes´ kendskab til en bog eller en digter står og falder ofte med et enkelt citat”.
Henning Fenger Georg Brandes’ læreår, 1955.

De fleste tænker nok på Georg Brandes i forbindelse med det moderne gennembrud. Og det da også hans bog fra 1883, Det moderne gennembruds mænd, der har lagt navn til epoken. Men stik modsat af hvad der i generationer har været overleveringen, var og er sandheden om denne bog, at den var ”et moderne sammenbrud”, som den kaldes af først Harald Nielsen og senere Hakon Stangerup, der i Kulturkampen overbevisende redegør for hvorfor og i hvilken helt overvældende grad, der var tale om et sammenbrud.
Allerede Vilhelm Andersen konstruerede en dansk realisme-tradition helt uden om Brandes og hans ”gennembrud”, og som Iben Holk pænt antyder på Litteratursiden.dk, var der i det hele taget en god del komik i og Jean de France over en person, der i 1883 ville hævde gennembruddet af noget, der fandt sted mange, mange år tidligere.
”I sin monumentale biografi om Georg Brandes udnævner Jørgen Knudsen i bind 2, "Frigørelsens vej" (1985) følgelig Brandes til at være "realismens fader" (S.340). Det er ikke sandt, ” skriver Iben Holk.
” Realismens fædre i dansk litteratur er Steen Steensen Blicher og Poul Martin Møller med deres realistiske miljøstudier i hhv. "En Landsbydegns Dagbog" og "En dansk Students Eventyr", der begge udkommer i 1824.
Realisme kendetegner ligeledes Thomasine Gyllembourgs række af Hverdags-Historier fra 1820erne, der desuden foregriber kvindefrigørelsen og emancipationsdebatten et halvt århundrede senere med Mathilde Fibigers debutbog "Clara Raphael" (1850). ”Med H.C. Andersens romantrilogi "Improvisatoren" (1835), "O.T." (1836) og "Kun en Spillemand" (1837) skærpes realismen i stort format i dansk litteratur med inddragelse af arv og miljø-forholdets betydning for udvikling og dannelse (der normalt tillægges naturalismen). Æstetisk introducerer litteraturkritikeren P.L. Møller i sit tidsskrift Gæa. Æsthetisk Aarbog (1845-1847) som den første Blicher og Andersen som realistiske forfattere. Ligesom samme i øvrigt anvender Sainte Beuve's biografiske metode og Hippolyte Taine's realismeteori."

Det er altså – naturligvis - en myte, at der ingen realisme fandtes i Danmark før Georg Brandes. En anden af de helt store kollektive myter, der effektivt er blevet plantet i de fleste danskernes bevidsthed er, at Georg Brandes glimrede på en baggrund af nærmest ideoplastiske sinker og et bundløst dyb af uvidenhed. At Danmark åndeligt set henlå i et tæt, middelalderligt mørke, før litteraturkritikeren kom og lyste det hele op, Danmark, Norden, ja hele Europa. Det var mildest talt ikke tilfældet. De fleste har sikkert også allerede undret sig over at høre, at Herman Bang ikke var en del af Georg Brandes´ gennembrud. For mon ikke mange endnu i dag i umiddelbare refleksioner over gennembruddet får rodet Brandes og Bang sammen i én uskøn forvirring? Sandheden er da også, at Bang var og er selvskreven i noget, der vil kalde sig det moderne gennembrud, og eksemplet er derfor en ypperlig illustration af, hvorfor det moderne gennembrud rettelig burde hedde noget helt andet. For ikke alene var Brandes og Bang ikke venner, de var derimod konkurrenter og fjender og stod for to helt forskellige litteratur- og menneskeopfattelser. Og den opmærksomhed der automatisk retter sig mod Brandes ved betegnelsen ”det moderne gennembrud”, burde langt snarere rettes mod Bang, hvis man med det moderne gennembrud får associationer til lys og luft og frihed.

”Når Georg Brandes 1872 påstod overalt at være gået til kilderne og ikke at have ”omtalt et eneste skrift, som jeg ej på det omhyggeligste – mange gange atter og atter – har gennemlæst,” så er det en elskværdig omskrivning af den kendsgerning, at Brandes næsten intet kendte til de behandlede digtere.”

Henning Fenger (om Emigrantlitteraturen – Georg Brandes´ berømte og berygtede forelæsninger på universitetet) Georg Brandes’ læreår, 1955.

Herman Bang havde tirret brødrene Brandes ved allerede fire år før Georg Brandes´ bog om realismen, at have udgivet Realisme og Realister omhandlende samme stof og samme emner. Og hvad næsten var værre: Bang havde først offentliggjort artiklerne, der lå til grund for bogen, i Vilhelm Topsøes toneangivende avis Dagbladet. Samme år skiftede Bang til den ligeledes nationalliberale avis Nationaltidende, hvor han fortsatte sine skriverier om især fransk litteratur, som Brandes-brødrene mente at have eneret på at omtale.
Brødrene Brandes hadede og frygtede og misundte Herman Bang, og vi skal senere se, hvordan det udviklede sig til et af de mest rystende og grænseoverskridende angreb, der overhovedet er set i dansk litteraturhistorie. Vi skal også se kritisk på, hvordan Jørgen Knudsen selv på så mange års afstand uden held og uden skam i livet forsøger at forsvare og bagatellisere angrebet, som Iben Holk med rette kalder ”chokerende”, ”infamt” og ”modbydeligt”. Og så skal vi se, at angrebet, som Holk tydelig indigneret kalder ”et af de underbelyste kapitler i dansk litteraturhistorie”, endda havde et ret ukendt brandesiansk fortilfælde, hvilket kun understreger omfanget af den kulturpolitiske historieskrivning og den tendentiøse fremstilling af epoken.
Edvard Brandes talte frustreret om, at Bang ”tog brødet ud af munden” på ham, og Georg Brandes skummede over, at den kun 22-årige Bang var kommet først med markeringen og definitionen af realismen. Oven i købet med et ”program” for litteraturen og realismen, som var rummeligt og sikrede kunsten sin uafhængighed, mens Georg Brandes´ egen version var snævert agitatorisk, ideologisk og ekskluderende.
”Det er på dette centrale felt, vejene skilles imellem Bang og Brandes. Afgørende er det, at naturalisme/realisme i 1870erne under ét bruges i et politisk opgør med 'æstetik' (romantik) i kampen for et nyt menneskesyn og en ny samfundsform, hvor 'politik' sættes lig med 'realisme'. Det er en sådan politisering af litteraturen, der er det nye,” skriver Iben Holk.
”Derfor bliver ALT, hvad der går forud for 1870, over én kam erklæret for 'romantik'. Det er en forenkling, der er til at tage og føle på …”

Sammen med kampfællen, politikeren og avismanden Viggo Hørup lagde den ekstremt krigeriske og magtgale Edvard Brandes strategien. Først med venstreavisen Morgenbladet, som de i de tre første år af 1880´erne radikaliserede til et selvforherligende kamporgan. Fra sit eksil i Berlin afleverede Georg Brandes i en treårig periode en lang række artikler til bladet men deltog ikke i den direkte ledelse af bladet.
”Det var ikke noget for Georg Brandes' mere varmblodige, impulsive temperament,” skriver Iben Holk. ”Men til det litterære fysiognomi hører i tråd hermed, at han som litterat desuden er politiker og kulturjournalist: litteraturen skal underordnes det politiske program, hvor netop realisme er ensbetydende med politik. Det er derfor, deres nye avis (grundlagt 1884) får navnet Politiken.”

”De værker, vi med nogenlunde sikkerhed kan fastslå Georg Brandes har læst i deres helhed i månederne før forelæsningerne, bliver da Werther, Misantropen, René, Adolphe, Delphine og Corinna, ingen meget imponerende litteraturliste for en ansøger til universitetets lærestol i det videnskabelige studium af digtekunsten”.

Henning Fenger, Georg Brandes’ læreår, 1955.

Man må ikke være naiv i forhold til det kulturpolitiske/kulturradikale gennembrud og dets implikationer helt frem til i dag. Når Holk nævner Politiken, er det ikke tilfældigt. Det var Georg Brandes, der tidligt i 1870´erne fandt på avisens navn og senere kom til at skrive i den, og hans bror, der kom til at redigere den. Flere nutidige aviser og politiske partier så på dette tidspunkt dagens lys for første gang og har af den grund selv i dag en interesse i, at en bestemt historie fortælles på en bestemt måde. Men man må i dag spørge sig selv om, hvorfor så mange generationer skulle undervise og undervises i et gennembrud, der aldrig fandt sted? Som dybest set var én stor konstruktion og manipulation, hvilket blev gennemskuet og kommenteret straks ved udgivelsen af Georg Brandes´ bog og siden ”glemt”. Om hvordan så mange skribenter gennem så mange år næsten uimodsagt har kunnet få vendt et litterært sammenbrud til et kulturpolitisk gennembrud og fået gjort størrelserne ens i folks bevidsthed?

En oplagt løsning på skismaet er at gøre Hvidts betegnelse ”det kulturpolitiske/kulturradikale gennembrud” betegnende for den del af det, der vitterligt var et snævert, kulturpolitisk/kulturradikalt gennembrud, så også Georg Brandes frem for den alt for centrale og dominerende plads, han hidtil har indtaget i historien, får tildelt den langt mere marginale, der tilkommer ham. At uendelig mange roder begreberne sammen, taler for klarhed og forenkling af det, der ved i første omgang at blive simplificeret og narrativiseret til ukendelighed i stedet er blevet til forvirring og falske forestillinger, hvor man ofte ærer den forkerte for andres dyder. At sætte Brandes´ navn i forbindelse med eksempelvis ordet frigørelse, som det ofte sker, er en uanstændighed i forhold til litteraturen og ret beset en fornærmelse mod Herman Bang, der netop forfægtede dette synspunkt, mens Brandes´ opfattelse af forfatterne var, at de ikke kunne tænke selv, og at de skulle skrive med en bestemt tendens og under én ”fører” – gæt selv hvem. At ikke alle adlød, at faktisk næsten ingen gjorde det til sidst, er underligt nok også ”et særdeles underbelyst kapitel i dansk litteraturhistorie”, og var det, der førte til sammenbruddet.
Selv Danmarks nye demokratikanon har vist sig som et offer for den falske overlevering og har fået klasket det hele sammen og smurt J.P. Jacobsen godt og grundigt ind i Brandes´ ”moderne litterære gennembrud”. At det altid går lidt for stærkt med at cementere falske myter i forbindelse med gennembruddet ses næsten symbolsk af, at man ikke engang har stavet digterens navn rigtigt. Men J.P. Jacobsen og Georg Brandes, det lyder da rigtigt? Ja, det gjorde Herman Bang og Georg Brandes også, ikke? Men uanset hvordan De vender og drejer Det moderne gennembruds mænd, så nævnes Bang ikke med en linje.
Senere ser vi nærmere på sammenbruddet, og hvorfor det er helt urimeligt at nævne Brandes og J.P. Jacobsen i samme åndedrag …

Den store tid - Stormen

Intet her i livet er bedre end at afslutte en roman. Og snart foreligger endelig andet bind af Den store tid. I disse dage og uger lægger jeg absolut sidste hånd på romanværkets anden del, som jeg godt tør love indeholder en del overraskelser.
Romanen får titlen Den store tid – Stormen. Og jeg takker i den forbindelse for den tålmodighed, folk har udvist over for det langsommelige opklaringsarbejde af mordet på de unge, halshuggede piger i 1800-tallets København. Jeg takker også for at, folk har respekteret nødvendigheden af et vist hemmelighedskræmmeri trods de uafvendelige forsøg på at fralokke forfatteren morderens identitet. Hans eller hendes hemmelighed er forblevet intakt. Og forbliver intakt lidt endnu.

Den store tid – Aftenlandet vandt i efteråret ”De frankofone landes ambassadørers litterære pris" og har i det hele taget tiltrukket sig en del opmærksomhed. Da den udkom i 2004, afstedkom den en rasende debat om det Georg Brandes-portræt, den tegnede, en debat, der bredte sig og fortsatte i Morgenavisen Jyllands-Posten og Berlingske Tidende som en mere generel diskussion af kulturradikalismen som fænomen. Jeg har altid forsøgt at styre fri af politisk stof i mine bøger, og faktisk er en af de bærende pointer i Den store tid netop nødvendigheden af kunstens uafhængighed. Kunsten, litteraturen, realismen som form, ikke tendens, som Herman Bang dygtigt hævdede. Men når man nærmer sig personer og tiden omkring det moderne gennembrud, som i den grad er blevet brugt og især misbrugt politisk, og når man insisterer på at skrive et nødvendigt korrektiv til lattervækkende og falske påstande og urimelige myter, tildeler modstanderne automatisk en et politisk ståsted. Selv om det vist er meningen, at det skal virke intimiderende, kan man kun trække på skulderen og minde sig selv om, at det var præcis de metoder, der blev så kendetegnende for brødrene Georg og Edvard Brandes og gjorde dem så forhadte.

Undervejs i arbejdet har jeg haft nogle sammenstød med Brandes-kenderen, forfatteren Jørgen Knudsen. Bl.a. i en tv-duel i Deadline 2. Sektion, hvor han efter for ukritisk avislæsning afslørede, at han ikke var i stand til at skelne mellem et forfatterjeg og et fortællerjeg. ”For Fædrelandets Plov og de historiebevidste litterater forekom han fuldkommen historieløs” – dette citat fra bogen fik Knudsen udlagt, som om at jeg fandt Brandes historieløs. Denne svigtende intellektuelle formåen kan man ikke uden videre overføre på det hestearbejde, han vitterlig har udført med at få kortlagt mange interessante ting om Brandes. Og det glæder mig faktisk, at han har lyttet til mit råd om at udsende en folkeudgave af de uendeligt mange bøger om litteraturkritikeren. Da jeg før tv-udsendelsen dengang foreslog det, fnøs han i brandesiansk foragt for det populistiske i tanken og afviste blankt. Man har et ståsted …

Når det er en god idé med sådan en folkeudgave, er det, fordi det sikkert er de færreste, der, som jeg, har eller får tygget sig igennem Knudsens mange tusinde sider om Brandes. Og mange, der er blevet fyldt med nonsens om Brandes' mange hellige dyder, vil nok ændre mening, når de har læst Knudsen. Og så alligevel. Man skal nemlig læse Knudsen med yderste agtpågivenhed, for han er en gammel, snu ræv. En revolutionsromantiker, en ægte kulturradikal. Hans mange bøger, der både ligner historieskrivning og kritisk afdækning, er det ikke i sin essens. Alene hans brug af ordet ”helt” om Brandes burde advare enhver. Når hans forsvarstale alligevel minder om den, som Antonius hos Shakespeare holdt for Cæsars mordere – den gav gode præmisser til en modsat dom - er det, fordi Knudsen ved, at det er snedigt at lade det se så kritisk ud, for så tror folk, at det er sandheden, hele sandheden, han fortæller. Og pressen er allerede – endnu en gang - hoppet på den. Brandes var vidunderbarn – nej, det var han mildest talt ikke. Brandes stod bag det moderne gennembrud – nej, han stod bag et regulært sammenbrud. Brandes var ikke magtgal – jo, han var i den grad magtgal. Det jødiske betød ingenting for Brandes – jo, det betød alt. Brandes var en stor videnskabsmand – nej, han blev den ene gang efter den anden afsløret i videnskabelig uredelighed. Brandes var omgivet af de rene åndelige dværge – nej, han mødte kvalificeret modstand, så man i dag ikke gør sig begreb om det. Det er altså mildest talt ikke sandheden, Knudsen fortæller. Det, og meget andet, vil jeg fortælle mere om i Den store tid – Stormen og her på denne blog.