Har du hørt eller læst om insektplagen i Asien og Afrika? Den, der nærmest har antaget bibelske proportioner? Den er beskrevet i DEN DER FALDER - blot længe før, det begyndte. Har du overvejet, om det er naturen (eller noget andet?), der slår tilbage i øjeblikket? Har du hørt om panpsykisme (alt har en bevidsthed)? Om Jungs synkronicitet? Om prædestination? Mon ikke mange har?
Har du hørt om Kina? Eller Italien på det seneste? Mon ikke
alle har?
Ligesom alle formentlig uden undtagelse på et tidspunkt i deres liv har overvejet, om der er mere mellem himmel og jord. Er det hele bare tilfældigheder? Eller er der en anden mening med galskaben?
Jeg skriver disse ting her, fordi alt er blevet vendt på
hovedet på grund af coronaen. Ting, der var planlagt, er aflyst, og der er
ingen steder, man rigtig kan forvisse sig om, hvad DEN DER FALDER er for en
størrelse.
For mig er den uden tvivl den vigtigste og mest personlige bog, jeg nogensinde har skrevet. Og i den grad en bog til tiden netop nu, hvor en uvirkelighedsfølelse, præcis som den i romanen, kendetegner hele verden.
Forudanelser
Og DEN DER FALDER handler netop om det: forudanelser. Og det - tilsyneladende - uforklarlige.
I en bog, der også handler om en anden bog og bogen selv, en bog inde i en bog, inde i en bog.
DEN DER FALDER er en mise en ambîme. Det fine ord stammer
fra min dygtige redaktør, Sine Norsahl. Virkeligheder i virkeligheder i
virkeligheder. Og det er rigtigt nok. Ifølge Gyldendals Den Store Danske gør de
mange perspektivskift og brud på den forventelige dramaturgi læseren usikker og
stiller fundamentale spørgsmål til, hvordan vi egentlig kan vide noget. Præcis
sådan er DEN DER FALDER. Og er således i direkte slægtskab med UDEN SIKKER
VIDEN, SLANGEN I SYDNEY og FEMTE SOL BRÆNDER.
DEN DER FALDER er fiktion. Og skal læses som sådan.
Alligevel synes jeg, det er vigtigt at understrege, at stort set alle væsentlige ting i romanen er virkelighed fra ende til anden. Hændelserne er ægte. Disse ting er virkelig sket. Selv de ting, hvor man som læser nok vil sige, at dette er ikke sket, dette kan umuligt passe - jo, netop der. Julies vigtige drøm og ALLE detaljer omkring den - jo, den og de er ægte helt ned til kommaerne, Julies søvnlammelser - jo, de er ægte, og eksemplerne på hvor vild og fantastisk, skræmmende og fascinerende vores verden egentlig er - ja, de er ægte fra ende til anden.
De mystiske svirrefluer
DEN DER FALDER
handler om alt det, vi ikke kan forklare eller sætte ord på, den handler om
det, vi ofte kalder 'det overnaturlige', 'det uforklarlige'. Men der er ord for
disse ting. Panpsykisme, epigenetik, determinisme, prædestination og Jungs
synkronicitet. Og så er der naturligvis også lige det, der faktisk ikke rigtigt
er ord for.
På Ærø, hvor også MORDET PÅ ØEN og DØDENS KODE, udspiller sig (og ja, de to romaner spiller faktisk også en rolle i forhold til denne roman), foregår også vigtige dele af handlingen i DEN DER FALDER. I romanen, som i virkeligheden, med mystiske og næsten uforklarlige fund af en stribe nye og meget sjældne svirrefluer. Undervejs i bogens tilblivelse var det sådan, at landets fremmeste dipterologer landet over nærmest sad og gned sig selv i øjnene: Hvordan kunne det lade sig gøre, at Ærø på ét år kunne mere end fordoble den faktiske bestand af svirrefluer - på en ø, der allerede var grundigt og videnskabeligt undersøgt?'
Jung kalder fænomenet 'synkronicitet'. Dette begreb, der dækker over 'umulige sammentræf', der ikke desto mindre udfolder sig for vore øjne. Et fænomen, som mange mennesker oplever. Og som mange naturfotografer uden at blinke vil kalde 'magi'.
Også derfor er svirrefluen valgt som ledemotiv. Som et symbol på alt det, vi endnu ikke ved om den verden, vi lever i og ellers mener at kende så godt. Et lille, smukt og helt vildt fantastisk nyttedyr, der trods at det har været her i millioner af år, også længe før menneskene kom til, har formået at holde sig skjult og ude af stort set alle mytologier, hvor dyr og fabelvæsener ellers hyppigt optræder.
Den 25-årige Julie Viver studerer dem, er nærmest besat af dem. Desværre er hun også psykisk ustabil, lider af søvnlammelser, og da hun finder ud af, at dem, der burde hjælpe hende, vist i virkeligheden ikke vil hende det godt, og to bekendte brutalt myrdes, tager hun flugten sammen med en ældre, falleret forfatter, der også viser sig at gemme på både særheder - og hemmeligheder.
Filosofiske spørgsmål
'Julie og Magnus må slå sig sammen i jagten på sandheden og
virkeligheden. Men konstant sker der mærkelige ting omkring parret, og de
virker til at være koblet sammen med menneskehedens store spørgsmål. Det bliver
en hæsblæsende rejse gennem konspirationsteorier, oldgamle civilisationer og en
opdigtet sandhed. For hvad sker der egentlig, når man afslører noget, der helst
vil leve i det skjulte?,' som bogbloggeren Catsbooksandcoffee.com skriver.
Det kulminerer i dybe og filosofiske spørgsmål: 'Findes fremtiden allerede? Er der mere end én virkelighed på spil i vores verden? Er det hele bare 'fiktion'? Jeg mener ikke, det er, eller bør, være afgørende for romanen, om man ved disse ting. Jeg tror bare, det tilfører den en ekstra dimension at vide, at dette ikke er opspind, men forfatterens egne oplevelser. Og dermed også et vidnesbyrd.
Trods et efterord, der forklarer en del af dette, synes jeg, det er vigtigt at få med. For jeg tror, at mange andre mennesker bærer rundt på oplevelser af lignende karakter. Så sent som i første afsnit af dokumentaren om tragedien og mordbranden på Scandinavian Star fortæller en bedstemor om det, der kunne være et forvarsel om barnebarnets ubarmhjertige skæbne. Disse besynderlige historier er omkring os hele tiden.
Forudsigelser, fremtidssyner, overtro, varsler. En journalist, jeg talte med, kaldte det 'uhyggeligt', da jeg fortalte om bogens indhold og grænseoverskridende oplevelser. Her slog det mig, at det var vigtigt at få understreget ægtheden af det oplevede, der ellers let ville kunne afvises som blot og bar fiktion.
Uhyggeligt
Ja, det er uhyggeligt. Ikke så meget, fordi Kina fylder så meget. At Italien gør. Eller at 'det hele rumler'.
Det er mere det, at også hele skriveprocessen er foregået i en slags ærefrygtindgydende rædsel, en frygt for og en forvisning om, at der måske er en grænse for, hvad man må - eller måske kan - fremskrive, udskrive, opskrive, skrive simpelt hen, og navnlig, at det er umuligt at vide, hvor den grænse går.
Den slags er umuligt at forklare, er en intim del af skriveprocessen - og handler om forfatterens eget, helt personlige mareridt og helt personlige dæmoner. Men mon ikke mange andre skrivende af og til rent ud sagt bliver skideræd for de ord, de sætter på papiret.
Forhåbentlig er jeg kommet tæt på grænsen. Det vil man altid gerne. Men uden at
overskride den :)