onsdag den 12. marts 2008

Den store tid - Stormen

Intet her i livet er bedre end at afslutte en roman. Og snart foreligger endelig andet bind af Den store tid. I disse dage og uger lægger jeg absolut sidste hånd på romanværkets anden del, som jeg godt tør love indeholder en del overraskelser.
Romanen får titlen Den store tid – Stormen. Og jeg takker i den forbindelse for den tålmodighed, folk har udvist over for det langsommelige opklaringsarbejde af mordet på de unge, halshuggede piger i 1800-tallets København. Jeg takker også for at, folk har respekteret nødvendigheden af et vist hemmelighedskræmmeri trods de uafvendelige forsøg på at fralokke forfatteren morderens identitet. Hans eller hendes hemmelighed er forblevet intakt. Og forbliver intakt lidt endnu.

Den store tid – Aftenlandet vandt i efteråret ”De frankofone landes ambassadørers litterære pris" og har i det hele taget tiltrukket sig en del opmærksomhed. Da den udkom i 2004, afstedkom den en rasende debat om det Georg Brandes-portræt, den tegnede, en debat, der bredte sig og fortsatte i Morgenavisen Jyllands-Posten og Berlingske Tidende som en mere generel diskussion af kulturradikalismen som fænomen. Jeg har altid forsøgt at styre fri af politisk stof i mine bøger, og faktisk er en af de bærende pointer i Den store tid netop nødvendigheden af kunstens uafhængighed. Kunsten, litteraturen, realismen som form, ikke tendens, som Herman Bang dygtigt hævdede. Men når man nærmer sig personer og tiden omkring det moderne gennembrud, som i den grad er blevet brugt og især misbrugt politisk, og når man insisterer på at skrive et nødvendigt korrektiv til lattervækkende og falske påstande og urimelige myter, tildeler modstanderne automatisk en et politisk ståsted. Selv om det vist er meningen, at det skal virke intimiderende, kan man kun trække på skulderen og minde sig selv om, at det var præcis de metoder, der blev så kendetegnende for brødrene Georg og Edvard Brandes og gjorde dem så forhadte.

Undervejs i arbejdet har jeg haft nogle sammenstød med Brandes-kenderen, forfatteren Jørgen Knudsen. Bl.a. i en tv-duel i Deadline 2. Sektion, hvor han efter for ukritisk avislæsning afslørede, at han ikke var i stand til at skelne mellem et forfatterjeg og et fortællerjeg. ”For Fædrelandets Plov og de historiebevidste litterater forekom han fuldkommen historieløs” – dette citat fra bogen fik Knudsen udlagt, som om at jeg fandt Brandes historieløs. Denne svigtende intellektuelle formåen kan man ikke uden videre overføre på det hestearbejde, han vitterlig har udført med at få kortlagt mange interessante ting om Brandes. Og det glæder mig faktisk, at han har lyttet til mit råd om at udsende en folkeudgave af de uendeligt mange bøger om litteraturkritikeren. Da jeg før tv-udsendelsen dengang foreslog det, fnøs han i brandesiansk foragt for det populistiske i tanken og afviste blankt. Man har et ståsted …

Når det er en god idé med sådan en folkeudgave, er det, fordi det sikkert er de færreste, der, som jeg, har eller får tygget sig igennem Knudsens mange tusinde sider om Brandes. Og mange, der er blevet fyldt med nonsens om Brandes' mange hellige dyder, vil nok ændre mening, når de har læst Knudsen. Og så alligevel. Man skal nemlig læse Knudsen med yderste agtpågivenhed, for han er en gammel, snu ræv. En revolutionsromantiker, en ægte kulturradikal. Hans mange bøger, der både ligner historieskrivning og kritisk afdækning, er det ikke i sin essens. Alene hans brug af ordet ”helt” om Brandes burde advare enhver. Når hans forsvarstale alligevel minder om den, som Antonius hos Shakespeare holdt for Cæsars mordere – den gav gode præmisser til en modsat dom - er det, fordi Knudsen ved, at det er snedigt at lade det se så kritisk ud, for så tror folk, at det er sandheden, hele sandheden, han fortæller. Og pressen er allerede – endnu en gang - hoppet på den. Brandes var vidunderbarn – nej, det var han mildest talt ikke. Brandes stod bag det moderne gennembrud – nej, han stod bag et regulært sammenbrud. Brandes var ikke magtgal – jo, han var i den grad magtgal. Det jødiske betød ingenting for Brandes – jo, det betød alt. Brandes var en stor videnskabsmand – nej, han blev den ene gang efter den anden afsløret i videnskabelig uredelighed. Brandes var omgivet af de rene åndelige dværge – nej, han mødte kvalificeret modstand, så man i dag ikke gør sig begreb om det. Det er altså mildest talt ikke sandheden, Knudsen fortæller. Det, og meget andet, vil jeg fortælle mere om i Den store tid – Stormen og her på denne blog.

Send en kommentar