fredag den 23. januar 2015

Ærøs Natur blandt bedste bogudgivelser

Kristeligt Dagblad 16. januar 2015. Med mere ros til Ærøs Natur.
Jeg er lidt bagud i forhold til aviserne, så jeg nåede dårligt at få postet nyheden om den flotte anmeldelse af Ærøs Natur i Kristeligt Dagblad, før der i samme blad var mere godt nyt på vej. I fredags blev bogen nemlig valgt som en af de tre bedste bogudgivelser.

fredag den 16. januar 2015

Ærøs Natur kaldes: "Et lille mesterværk"

Kristeligt Dagblad er fremme med de helt store roser til Ærøs Natur.
Jeg havde knap nok skrevet, at der var rygter om flere gode nyheder, før Kristeligt Dagblad kom på gaden med disse smukke ord om Ærøs Natur:

"Michael Larsen har begået et lille mesterværk om fugleliv, dyr og blomster på Ærø i Det Sydfynske Øhav".

Herefter skal bare citeres fra anmeldelsen, som jeg endnu ikke har set i sin helhed, men jeg tænker, at med den start tager det næppe en helt anden drejning:

"De fleste kender sikkert Michael Larsen som forfatter til gennembrudsromanen "Uden sikker viden", efterfulgt af læsersucceserne "Slangen i Sydney" og "Femte sol brænder". Sidst har han skrevet de to store romaner om Georg Brandes og hans tid: "Den store tid. Aftenlandet" og "Stormen". Men nu viser det sig, at Michael Larsen, der er uddannet journalist og dertil en glimrende akvarelmaler, kan meget mere end det. Han er nemlig også intet mindre end en fremragende naturfotograf med en dertil hørende særdeles omfattende viden om ornitologi, flora og fauna, geografi og geologi. Og Michael Larsen har med brug af disse egenskaber begået et lille mesterværk - eller rettere en vidunderlig stor bog netop om fugleliv, dyr og blomster på det smukke Ærø i Det Sydfynske Øhav."
 
Herefter kan jeg desværre ikke tyde mere i den netbårne version af Kristeligt Dagblad. Men selvsagt har jeg nu også bare travlt med at få anskaffet et fysisk eksemplar af avisen. Og så bare lige: tusind tak for de smukke ord.

tirsdag den 13. januar 2015

Ærøs Natur får flot modtagelse

Omslaget til den første bog om Ærøs natur.
Ærøs Natur lå under mange ærøske juletræer, og det glæder mig naturligvis meget. Men også uden for Ærø har der været stor interesse for bogen. Det skyldes sikkert ikke mindst de fine ord, bogen allerede har fået med på vejen.
   Natursitet Outsite.org roser bogen for at de velskrevne og levende skildringer og for at give et fint overblik over øens natur og skriver bl.a.: "Bogen gennemgår Ærøs forskellige biotoper og er illustreret med et væld af stemningsfulde billeder, og når man læser bogen, er man ikke et øjeblik i tvivl om, at forfatteren er dybt betaget af øen og dens natur, der faktisk i sig selv rummer et helt lille miniunivers."
   Også fra naturguide.dk er der ros: "Michael Larsen har en entusiastisk tilgang til øens natur. Sproget er levende og fortællende - som at være på tur med en engageret naturvejleder. Og selv om man ikke umiddelbart har tilknytning til Ærø åbner teksten også op for generelle betragtninger og viden om dansk natur. Bogen kan derfor sagtens læses af andre end Ærøboere eller læsere med særlig interesse i Ærø. Bogen er tydeligvis unik som indgang til Ærøs natur og dyreliv, men også en informativ og læseværdig indgang til øriget Danmarks kystnære natur."
   Rygter vil vide, at der er flere pæne ord på vej. Indtil videre takker jeg bare og ønsker alle god fornøjelse med Ærøs Natur.