En tomhjernet gås fra Fyn

Det er ikke nyt, at anmeldere giver sig af med at anmelde bøger, de ikke har læst, men at de ligefrem offentligt praler med deres hårrejsende idioti, det er godt nok nyt.
En eller anden fynsk bimbo pralede for nylig i Tv-programmet Smagsdommerne af ikke at have læst Leif Davidsens nye roman, På udkig efter Hemingway, hvad der dog ikke holdt hende tilbage fra at have en meget klar mening om den. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg blev mere forarget over efterfølgende at opdage, at hun ved Gud også har anmeldt den i en avis og givet den nul stjerner. Stadig uden at have læst den. Jeg tror, det hænger sammen med, at man i denne X-factor tid ligesom har vænnet sig til på TV at se den ene landsbytosse efter den anden blamere sig for åben skærm uden at én eneste ansvarlig sjæl griber ind og standser pinlighederne. Men i en avis? Pigebarnet, som Davidsen yderst barmhjertigt nøjedes med at kalde for en ”sminkedåse”, burde naturligvis ikke kunne overleve tre sekunder efter dette talentløse X-factor forsøg på at skyde genvej til ”berømmelsen”. Men hun står såmænd nu nok til lønforhøjelse, og ellers kan hun med garanti få ansættelse på Berlingske Tidende, Information eller Weekend-Avisen, hvor der i forvejen er så mange sinker og skruppelløse psykopater ansat. Men indtil videre er det den ellers så udmærkede Fyens Stiftstidende, der må trækkes med denne tomhjernede gås, der i mangel på talent for tilsyneladende hverken at kunne læse eller skrive, må sværte en hæderkronet forfatter og journalist for selv at blive bemærket.
Forstår jeg, hvorfor Leif Davidsen optrådte i Smagsdommerne? Ja. Skulle han have gjort det? Nej. Eller rettere: ja og nej. Ja, fordi det efter min mening er fuldstændig legitimt at blive rasende oven på sådan en behandling, når man har brugt år af sit liv på et romanprojekt, ligesom det for så vidt er helt i orden at have den holdning, som den antropomorfe skabning havde – hvis denne dog havde læst romanen. Men selv om pigebarnets offentlige tilståelse af hendes håbløse situation som funktionelt analfabet naturligvis burde kalde på overbærenhed og tilgivelse, er det naturligvis helt uden for nummer at forsøge at gøre en dyd ud af dumheden – oven i købet på en andens bekostning. Og nej, fordi Davidsen i sit gensvar forsømte at komme ind på lige netop dette mest angribelige punkt i sit forsøg på at svare igen. Man kan ikke kritisere, at folk af den ene eller den anden grund ikke kan lide eller keder sig under læsning af ens bøger. Men at en anmelder skriver en anmeldelse – og tilmed en rigtigt stinker – uden at have læst og tilmed praler af det, det kan man og skal man angribe. Davidsen skulle kun have svaret bemeldte person i sin replik. Og han skulle have sagt som Al Pacino i Insomnia:
‘You're about as mysterious to me as a blocked toilet is to a fucking plumber. Reasons for doing what you did? Who gives a fuck?’

Berlingskes betonhoved

Berlingskes betonhoved, Lisbeth Knudsen, sætter en helt ny standard for enestående hykleri og dobbeltmoral (eller slet ingen) i et forsvar for sin detroniserede tv-kommentator Thomas Larsen. Samtidig bekræfter hun alle fordomme om, at man under hendes ledelse har ét bogholderi for fremmede og et helt andet for bladets egne ansatte, og dermed bidrager hun heftigt til den ekspanderende avislede.
Et urimeligt ”forsøg på at begå karaktermord” kalder hun kritik fra Henrik Qvortrup, der angiveligt skulle have anfægtet hendes medarbejder Thomas Larsens integritet. Med fråden næsten skummende ud af hver anden sætning er hun oprørt over, at Qvortrup ”har følt behov for at begå et usmageligt offentligt karaktermord”. Hun taler om Qvortrups ”egen udokumenterede påstand”, om hendes egen medarbejders ”større net af fortrolige kilder” og hun er næsten grådkvalt i selvretfærdig harme, da hun konkluderer, at det hele efterhånden åbenbart handler om, hvem ”man kan intimidere og mistænkeliggøre for selv at komme mere til fadet”.
Og man gnider sig selv i øjnene. For det er ikke længere siden end i sommer, at hendes egen medarbejder, Lars Handesten, ”forsøgte at begå et karaktermord, ”et usmageligt offentligt karaktermord” med ”egne udokumenterede påstande” på en ”yderst veldokumenteret bog”, Den store tid – Stormen. Bogens overvældende dokumentation gjorde åbenbart så ondt på Berlingskes medarbejder, der samtidig sidder i repræsentantskabet for Georg Brandes-selskabet (i selskabet uddeler man Georg Brandes-plakater til de studerende ved loyale og rosende omtaler af koryfæet), at han helt bevidst løj, så vandet drev i bladets spalter. I en rystende og helt usædvanlig ondskabsfuld artikel, som under tidligere ansvarlige chefredaktører på Berlingske Tidende naturligvis aldrig havde nået bladets spalter, forsøgte han af al hjertets magt at ”intimidere og mistænkeliggøre”, men naturligvis så nedrigt, fejt og udspekuleret, at man ikke ville kunne vinde en retssag, selv om mulighederne blev undersøgt. Men selv ikke dynget til i ”bevismateriale” om hendes løgnagtige medarbejder mente Lisbeth Knudsen, at avisen havde noget at beklage. Selv på konkurrende bogforlag var man rystet over Berlingske Tidende.
Det er samme Lisbeth Knudsen, der nu vil have, at vi skal føle os oprørte på bladets vegne. Samtidig er hun helt nede på knæ over for de ”villige hjælpere i andre dele af pressen”, der har stillet Berlingske i et dårligt lys. Det har avisen under Lisbeth Knudsens ledelse (eller mangel på samme) nu klaret udmærket selv i den ynkværdige leflen for netop den venstrefløj, der nu ydmyger hende. Hvis udtrykket ”en elefant i en porcelænsbutik” nogensinde har givet mening, må det da være her.

Bukkerøv har bukket sig igen, eller da Bukdahl vandt en pris

Som en påskønnelse af den humor Kunstrådet har udvist i tildelingen af Formidlingsprisen til Lars Bukdahl (Bukkerøv mellem venner) genoptrykker jeg hermed – og på utallige opfordringer - en række tv-anmeldelser fra Ekstra Bladet, som jeg skrev i efteråret 2005. Det var ganske vist ikke disse, der fik Lillemanden fra Weekendavisen til at gå grassat og hævne sig i Danmarkshistoriens vist mest forsinkede boganmeldelse. Den begivenhed fandt sted allerede året før, efter at jeg i en artikel i Information havde gjort grin med ham og den anden Dupond oven på parrets fjumren rundt i ledninger og lange sætninger på tv. Men heller ikke de nedenstående anmeldelser af anmelderen brød Lillemanden sig om, har jeg forstået :-) Faktisk bragte de mig på kant med store dele af det litterære establishment. Resten af det. Men som man siger: En dumhed er kun mod, hvis man gentager den. Og hvem vil ikke gerne være modig som Bukdahl? Her er en mand, der har mod til at … til at … til at ... til at bukke sig ned.
"Det er høj humor. Lars Bukdahl repræsenterer i mine øjne det formentlig mest ukritiske litteratursyn. Den mest gammeldags finlitterære tankegang, man overhovedet kan opdrive herhjemme." Sådan siger Jyllands-Postens Jakob Levinsen til Information om valget af Bukdahl. ”Og jeg vil også sige, at hvis det er en formidlingspris, så er han da et forbløffende valg. Dengang jeg arbejdede i forlagsbranchen, sagde vi, at det værste, der kunne ske for en bog, var, at den fik en god anmeldelse af Bukdahl. For så var der ikke nogen, der tog den alvorligt," siger Jakob Levinsen.

Men er han ikke for hård, Jakob Levinsen? Jeg synes det. For udover et par af Bukdahls venner sad der trods alt kun én fra Weekendavisen i det fire mand store præmieringsudvalg.

'TV-anmeldelserne fra Ekstra Bladet, efteråret 2005', eller 'da forfatteren Michael Larsen fandt et afskåret tranehoved i fodenden af sin seng':

1

Mennesker er smukke

Findes der noget mere labilt og øretæveindbydende end et medmenneske, der bare knuselsker alle mennesker, sit land, en simpel søndag – og bare er nødt til at sige det? Sådan er jeg. Jeg forsikrer, at det - ligesom for Steve Martin-figuren i Grand Canyon, filmproducenten, der efter en lignende åbenbaring, hvor han svømmer over af altruistiske følelser for sin omverden, beslutter sig for kun at lave dybt kedsommelige, ikke-voldelige film - vil gå over igen. Det gør det altid. For jeg får de anfald fra tid til anden. Jeg sad også og flæbede over Katrina, og det er jo ikke ligefrem mere vand, de har brug for. Denne gang var anledningen, at jeg og min lille familie tilbragte noget af vores søndag i det bedste selskab, vi har befundet os i længe. Først en indsigtsfuld og vittig prædiken af Johannes Møllehave, siden i selskab med tryllekunstneren Mr. Mox og et selskab af elskelige voksne, venner og bekendte og helt ubekendte, der sagde rigtig søde ting til hinanden og smilede og som man bare fik lyst til at kramme. Det hænger naturligvis sammen med, at vi alle er i alderen med børn. Alle med børn antager en mere menneskelig og elskelig form. Børnene var for resten også dejlige. Også de andres. Er det ikke vammelt?
Selvfølgelig er det også terroren og katastrofer som 11. september og den i New Orleans, der står os i blodet. Vi tror nok, det sker. Men jeg tror faktisk ikke, vi er bange. Jeg tror, vi intenst værdsætter vores liv. Og hvor dejlige vores medmennesker kan være. Vores sad endda pænt under middagen.

2.

Oraklet fra Tapet

Hele vennekredsen kimede mig ned i går. Bekymret over min mentale habitus efter læsning af gårsdagens næstekærlige tv-anmeldelse. Jeg forklarede ham, at jeg allerede har det meget bedre. Jeg er ved mine fulde fem, fuld af misantropi og usigelig livslede.
Tidligt mandag morgen blev normaliteten nemlig genoprettet. Det skyldtes et indslag på CNN´s Larry King med Dalai Lama, som var hidkaldt for at aflevere et par åndfulde og trøstende ord oven på katastrofen i New Orleans. Det tibetanske overhoved, der har sådan cirka samme karisma som en vandchef fra Århus Amt, får mig altid til at tænke på Peter Sellers i rollen som Chauncey Gardiner, den svagt begavede gartner, der med sine ualmindeligt almindelige almindeligheder får fordrejet alle i Det hvide Hus til at tro, at hans retarderede havesprog i virkeligheden består af lignelser og dækker over dybe indsigter i livet. Det er ikke Dalai Lamas skyld alene. Hans Nyrup-engelsk undskylder ham også. Ligesom man kun kan sympatisere med den tubetinske, tapetinske … årh, never mind, hans sag. Men hvor dumme tror medierne egentlig, vi er? Også de hjemlige, der for nogle år siden gik i bro over ”oraklets” forsikringer om, at ”efter foråret kommer sommeren …” De samme medier er denne gang stået på den dødfødte, kulturradikale konspirations-teori om, at Washington med vilje forsinkede nødhjælpen for at komme af med nogle sorte. Man ryster på hovedet. Og håber inderligt, at Dalai Lama ikke gør det samme. Området kan ikke tage mere vand.

3

Lorteland

Forlaget Gylledal ejer alt i Danmark. Det kan man kun beundre, og derfor har alle i det kulturelle landskab da også sådan en lortebrun kulør, ikke bare på tungen men i hele ansigtet. Forlaget ejer universiteter, mediekoncerner og selv borgerlige redaktører som Gummi-Hansen og Sven Blested. Som utrættelig forfølger af anderledestænkende har man hyret Niels Lilleond fra Jydepotten og udsender så af medlidenhed hans bøger. Det omvandrende mindreværdskompleks, Lars Bukkerøv, er ansat på en avis til at sige det modsatte, så det ser ud, som om alt går rigtigt for sig. Bukkerøv vil oven i købet få løn, den dag folk forstår, hvad han skriver. Forlaget ejer også lokumslitteraturprisen De gyselige Galnebær, som i år går til en anæmisk digtsamling. Det er ganske vist først til januar, men den oppustelige redaktør, Tømmer Sildefadet, har allerede sikret den ved at anmelde den i en omtale af den forrige anmeldelse, som også andetsteds samme dag blev anmeldt af en omtale, der var en anmeldelse. Denne træk-og-slip-mekanik har fungeret i årevis mellem Gylledal og avisen, som de levende kalder ”Den døde”. Man gjorde også sådan med Knorrkraft, Det slukkede kog og Bundtagelsen.
Et tv-program om ekstremt incestuøse forhold og et ikke-Gylledal-ejet svensk bogprogram, fik mig til at tænke på dette kredsløb, hvor folk forledes til at tro, at de tænker selv. Kunne man ikke finde en ikke allerede stærkt anløben kulturjournalist (!) til et dansk bogprogram helt uden lokumsaftaler. Eller et par cand. mag.´er – før de står i lort til halsen?

4

Anus Ahkbar

Min læge konstaterede hurtigt, at jeg har ondt i røven, og min kæreste var synlig imponeret over diagnosen, som han stillede helt uden at have læst gårsdagens tv-anmeldelse. Problemet viser sig at være en mægtig tvanmelder-byld, som jeg har udviklet siden i søndags, og som jeg mest gik til lægen med, fordi den gjorde mig svimmel og gav mig højdeskræk, selv når jeg sad ned. Den bliver nu behandlet med medi-skrub klorhexidinsæbe og massive doser bredspektret antibiotika af mærket Dicillin. Skære ville han ikke.
–Skære? Det skulle redaktionssekretæren have gjort, sagde han spidst, da han havde fået læst Ekstra Bladet. Da gik det op for mig, at jeg måske var gået over stregen i går. At jeg uforvarende kunne være kommet til at såre nogen. Og læsere af dette blad kan ellers bevidne, hvor omhyggelig jeg var med at sløre folks identiteter.
Verdens dummeste forbryderorganisation – når man ser bort fra det danske svar på Dupont og Dupond, kritikerparret Erik Skydmig og Lars Bukkerøv - må være Al Qaeda. Nu vil man likvidere nogle flere muslimer. Hm. Hvis ikke det ville belaste Michael Kristiansen med endnu en opringning, burde man foreslå Al Qaeda at kontakte ham. Tænk, hvis Al Qaeda havde en sag. Og en spindoktor, som tilmed har vist sig at være en habil, ja ligefrem ”tjekket” selvmordsbomber.
Der findes blødere udgaver af Islam. Tag nu 16-årige Kajta fra DR´s ”Islam for begyndere”. Hun vil leve sit liv helt anderledes. Som ”konvertit”. Et liv med ingen kærester og fem bønner om dagen. Mon hun mente som ”christianit”?

5

Røvtur

Sagen med bylden har taget en ubehagelig drejning. Altså ikke fysisk. Den sidder, hvor den hele tiden har siddet. Men den er ikke blevet mindre. Tværtimod. Jeg sidder nu så højt, at det er svært at se selv stavefejlene på tekst-tv. Min kæreste, der ellers er de fremmede venligt stemt, mener, det er araberne, der står bag.
-Du skulle aldrig have skrevet ”Anus ahkbar” i går.
-Arh, sagde jeg, muslimer har humor. For jeg huskede, hvordan jeg på Internettet havde set mange more sig kosteligt i selskab med muslimer, faktisk så meget, at de nærmest rallede af grin og til sidst slet ikke kunne få vejret. Nej, jeg frygter selv, at langt farligere og mere udspekulerede kræfter står bag. Al Qaida er jo heller ikke ligefrem kendt for at have opfundet den høje bygning.
Først faldt mistanken på min egen læge. Der er altid en læge indblandet. Husker De, hvordan Viktor Jusjtjenko fik sit meget åbne ansigt? Og Arafat - sit meget lukkede? Men min læge fik kastet mistanken i en helt ny og uventet retning. Han undersøgte bylden forleden, og nu lagde han en prøve med puds på bordet, som han hævdede kun kunne stamme ét sted fra: en bygning i Klareboderne.
Da blev jeg bange. Her ligger nemlig det forlag, som jeg i kamufleret form omtalte forleden, og som jeg nu kun tør omtale, som det forlag, der ejer alle andre og alt andet. Tænk bare på Meter Tø, forfatteren, som de fik til at gå helt ind i sin byld ovre i Jylland. Det tog ham ti år at slippe ud. Både af bylden og af Jylland. Først nu er han moden. Trykklar. Jeg er på røven.

6

Smagsløgnerne

Jeg husker kun, at jeg sad og så ”Smagsløgnerne” om redaktør Tømmer Sildefadets nye digtsamling ”JEG – en zeppeliner”, opfølgeren til ”JEG er drivhuseffekten”, der blev rost af alle hans medarbejdere i søndags. En ilter digterinde fremførte banebrydende, at pengene fra overflødige amerikanske film kunne afskaffe hungersnød. Retorisk burde man have spurgt: hvad kunne pengene fra overflødige danske, statsstøttede publikationer så ikke udrette? Men Ulrik Gravhøj, der ganske rigtigt er blevet en behagesyg, palovsk sælhund, var ikke sig selv. Eller rettere: som han sad dér – bemærkede De i øvrigt den umiskendelige, lortebrune kulør? - lignede han personificeringen af det borgerlige problem: man har for længst overgivet sig til argumenter af skuffen: det er det bare, og det er det bare ikke. Man forstår egentlig ikke litteraturen, man gider den heller ikke, man taler pænt med om malerkunst, selv om man kun kender forsvindingspunkter som det sted i horisonten, hvor alle borgerlige overvejelser om kunst ender, og så banker man pænt med luffen, når de kulturradikale, der slet ingenting forstår, sådan insisterer: det er det bare. ”Udefra” handlede om Sildefadets avislæsere, de levende døde. Det viser sig, at et stærkt bedøvende giftstof fra en fisk, som avisens bude sniger ind i 2. sektion, kan forklare læsernes zombieagtige gang til og fra boghandelen. ”Det er det bare,” mumler søvngængerne.
Jeg er et sted i Jylland. Ved ikke hvor. Jeg blev ramt af noget ualmindelig tungt og klodset. Det kan have været Bundtagelsen.

Rune, Ribjerg
og Bermuda-trekantens fire sider

Man ved efterhånden ikke om man skal le eller græde. Efter i årevis at have benægtet eksistensen af den berygtede Bermuda-trekant (Gyldendal, Politiken og DR) kastede Information sig med dødsforagt ind i en ’afsløring’ af to af trekantens sider for nylig. En anmelder på Politiken var angiveligt (læs: tydeligvis) sovset godt og grundigt ind i Gyldendals lønningsliste, hvilket dog på ingen måde forhindrede vedkommende i at fødselshjælpe forlagets potentielle bestsellere med flotte anmeldelser og højt stemte fanfarer. ’Afsløringen’ slog dog tilbage med rekylkraft, da det viste sig, at også Informations mange ansatte var sovset godt og grundigt ind i foretagendet i Klareboderne.
Nu er det så Rune Lykkebergs ellers på mange måder prisværdige kritik af kulturradikalismen og forsøget på at tegne konturer af det kulturelle landskabs mekanismer og magtstrenge, der møder modstand. Eller skulle man måske sige: møder kulturradikalisme. For den ellers så elskelige Klaus Rifbjergs hvasse (læs: forvrøvlede) indlæg er et skoleeksempel på kulturradikalisme, når den er værst. I en nærmest grotesk infam kommentar, hvor Rifbjerg kæder Lykkebergs angivelige ’mindreværd’ sammen med nazi-Tyskland, lykkes det ham at fremstille kulturradikalismen i sin allermest ’charmerende’ form: ”Her skal ikke drages sammenligninger af nogen som helst art, men der er i det mindste noget tankevækkende i, at spidserne i det tyske naziparti netop rekrutteredes blandt dem, der følte sig sat udenfor, de fallerede, de mindreværdige”. Jovist, således skriver Rifbjerg skam.
Det er velgørende at se de mange vrede indlæg, der begavet og nuanceret går i rette med forfatteren og opmuntrende, at man muligvis – muligvis – ser antydningen af en ny generation, der – modsat den forrige - har lært at skelne. Som en blogger begavet kommenterer det: ’Det mest mærkværdige er bare, at han, Rifbjerg, jo ikke fatter en pind af Lykkebergs pointe, men på paradoksal vis kommer til at bekræfte den ved sin "magtdemonstration" af et læserbrev’. Men igen: det er ærlig talt svært at være dybt og helligt forarget, når man betænker, at hele denne forsvars-sang står i selvsamme avis, der nu i to omgange uden nævneværdig indgriben har tilladt Erik Skyum-Nielsen at gå nøjagtig samme forvrøvlede og pinagtige rifbjergske bersærkergang i forhold til Den store tid.

Om vennetjenesterne i det datidige – og nutidige – litterære og kulturelle miljø kan man blive meget klogere her på bloggen og i Den store tid – Aftenlandet og Den store tid – Stormen.
Kulturradikalismens magtudøvelse er ingenlunde begrænset til Bermuda-trekantens tre sider eller til specifikke områder af det politiske spektrum, som Rifbjerg fejlagtigt fremstiller det og viser i grunden kun, hvor lidt han har forstået af den bevægelse, han selv tilhører. Se blot på den aktuelle faneflugt i Det Berlingske Hus og den overvældende dokumentation af ’Tilfældet Handesten’ her på siderne.

Lars Handesten er pædofil

Lars Handesten er pædofil, selv om han uden tvivl vil bedyre, at det ikke forholder sig sådan. Anmelderen på Berlingske Tidende må bare lære at leve med mistanken og anklagerne, selv om de ikke kan bevises. Lars Handesten skriver jævnligt i Berlingske Tidende og dermed udsætter han sig selv for, at andre personer bedømmer ham og hans arbejde, hans karakteregenskaber og hans personlighed. Selv hvis han skulle have held til at bevise, at det ikke forholder sig sådan, vil det ikke ændre en tøddel på, at andre har ret til fortsat at mene noget andet og udspy dette budskab, hvor ærekrænkende og usande og ubehagelige, han end måtte finde påstandene.
Dette er den absurde konklusion ovenpå en afgørelse i Pressenævnet, hvor nævnet indirekte slår fast, at alene et andet menneskes offentlige vurdering af og dom over eksempelvis Lars Handestens seksuelle præferencer fuldt og helt er afgørende for, hvordan han må fremstilles for offentligheden. Så længe der kun er tale om en ”vurdering” af hans præferencer er han retsløs og har end ikke krav på genmæle.
Det er ganske vist en noget anderledes sag, der har udløst ovenstående ræsonnement. For sagen er faktisk, at Handesten, som jeg kan forstå på mine forfatterkollegaer er et særdeles forhadt navn i litterære kredse, har fået tilkæmpet sig en ret, han sikkert nu ved nærmere eftertanke hellere var foruden. Pressenævnet har nemlig netop - efter at have tænkt over det i månedsvis - afgjort, at Handesten må lyve lige så tit og lige så stærkt i Berlingske Tidende, han vil. Og det gør han så. I øvrigt med chefredaktør Lisbeth Knudsens velsignelse. Lyt engang til denne sætning, som han brugte i sin anmeldelse af min roman ”Stormen”:
”Michael Larsen bedyrer i efterordet, at han på ingen måde nærer antisemitiske følelser. Og det kan da godt være, at han ikke gør det, men i romanen er det svært at finde en jøde, der ikke helt lever op til sit beskidte ry”.
At det er løgn, ved vel alle nu. Men er det nu oplysninger af ”faktisk karakter”, Handesten har fremsat, eller er det en ”vurdering”? Det er dét, det hele står og falder med. Pressejuridisk set. Ikke om han - beviseligt - er fuld af løgn.
Efter en gennemgang af flere af nævnets tidligere afgørelser var det for undertegnede ærlig talt svært at se, om nævnet mest er til for pressens skyld eller for klagerne, så det var ikke med den store tiltro til en seriøs behandling, at jeg henvendte mig til det. Men da den oplagte reaktion på Handestens løgne naturligvis var at få dem dementeret, rettede jeg i sommer - efter at have fået afvist et krav om genmæle af Berlingske Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen - henvendelse til nævnet.
Læsere af bogen ”Stormen” ved jo, at det forholder sig stik modsat af, hvad Berlingskes anmelder har skrevet: at det er svært overhovedet at finde en jøde i romanen, der helt lever op til det beskidte ry, som Handesten skriver, hvad det så end er. Nu er jeg jo ikke helt våd bag ørerne og ved godt, at jura og retfærdighed er to vidt forskellige ting. Så udfaldet af nævnets ”dybsindige” overvejelser og ”grundige” undersøgelser var ventet. Alligevel kan man godt undre sig over, hvordan fire voksne mennesker kan bruge næsten tre måneder på at nå til den rigide konklusion, der næsten er en standardformulering i alle nævnets afgørelser i forhold til medieansvarslovens § 36, stk. 1.: ”Pressenævnet finder, at de påklagede udsagn er vurderinger og ikke oplysninger af faktisk karakter, og der er derfor ikke grundlag for et genmæle.” Behændigt undgår man også overhovedet at kommentere det betænkelige i, at avisen har sat et medlem af repræsentantskabet for Georg Brandes- selskabet til at anmelde en stærkt kritisk bog om Georg Brandes.
”Vurdering” eller ”oplysninger af faktisk karakter”. Det er det figenblad, Lars Handesten har måttet gemme sig bag. Og som er det parodiske nævns standardformulering til langt hovedparten af klagerne. For havde man rent faktisk forholdt sig til indholdet i klagen og forholdt sig til Handestens uhørt perfide og løgnagtige påstande, der for avisens læsere naturligvis fremstår som ”værende af faktisk karakter”, havde Handesten og Berlingske haft et problem. Første afsnit af § 36, stk. 1 dikterer nemlig:
”… at en anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk skade eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom”.
Puha, det undgik man heldigvis at forholde sig til. Man har fået tilsendt stakkevis af dokumentation for Handestens løgne og kunne have fået mere, og frem for alt kunne man have læst romanen og konstateret: det er jo ikke rigtigt, hvad manden har skrevet. Det forholder sig direkte omvendt.
Hvad Handesten skriver er jo så konkret, som det kan blive uden at være det: der optræder ingen eller stort set nul jøder i romanen, der er positivt beskrevet, slår han fast. Han har jo læst den. Som læsernes vidne. Han er offentlighedens formidler. Hvordan læser De det? Som en vurdering? Eller en oplysning af faktisk karakter? Kan man overhovedet ”vurdere” et antal af personer? Eller kan man ikke bare – og kun - simpelt hen tælle dem? Og er der dermed så ikke tale om en oplysning af faktisk karakter, der enten er sand eller falsk?
Nu er der det ved bogen, at den er lige så dejlig konkret og derfor immun over for Handestens ”intrikate insinuationer”. Der er ingen tvivl om, hvem der er hvem, eller hvad de er, eller hvordan de skal opfattes. Der er helte og skurke. Der er jøder, og der er ikke-jøder. Og det pindes ud, hvordan det forholder sig med både den ene og den anden, netop, netop fordi et så underlødigt angreb i vid udstrækning var forudset. Og en simpel gennemgang af teksten viser stik modsat Handestens påstande, at stort set hele klientellet af helte i romanen udgøres – af jøder. Romanheltens kærlighed, Rebekka Levi, Lars Mikkelsens redaktør, en læge, Rebekka Levis onkel. Der er med andre ord fremsat en påstand, som ud over at den for læseren fremstår som værende af ”faktisk karakter”, også er lodret forkert.
Løgnen var sat stort op i avisen har jeg ladet mig fortælle. Og ligger nu derude på nettet til evig tid. Og ved De hvad: det anfægter mig. Ikke at anmelderen angiveligt ikke brød sig om romanen. Intet kunne bekymre mig mindre, end hvad Handesten eller andre fra den Berlingske bærme mener om noget som helst. Men at man ustraffet kan slippe af sted med i den grad at lyve. At hænge et andet menneske (det kunne jo være andre end undertegnede) ud for noget, anmelderen ved, er forkert og potentielt skadeligt i det øjeblik, han skriver det. Ved De hvad: det anfægter mig. Og ved De hvad: jeg er glad for, at det stadig anfægter mig.
Lars Handestens eskalerende konfrontationskurs og Berlingske Tidendes sanktionering af svineriet kan virke ejendommelig oven på avisens mange formaninger om besindighed i diskussionen om retten til at ytre sig. Mange har i årenes løb kaldt avisen for en sort og fascistoid møgsprøjte, og det bliver ærlig talt stadigt sværere at mene noget andet.
Der er groft sagt to måder at reagere på, når en avis på den måde misbruger sin magt. Man kan enten lægge sig ned. Eller svare igen. Handesten får nu lov til at smage sin egen medicin. Hvis alt går vel vil hans navn nu for tid og evighed være knyttet til pædofæli, når man søger oplysninger om ham på nettet. Hvilket mange sikkert vil synes er rimeligt, ikke mindst set i lyset af hans mange overgreb på yngre forfattere. Det skal blive spændende at se, hvor morsomt han synes, det er. Om han vil være ligeglad? Om hans børn eller venner vil være det? Eller arbejdsgiver? Eller om han vil reagere som pressens sarte mimoser plejer at gøre – ved hævnakter eller ved at slæbe mig i retten. Det er svært at sige. Det er nærmest – en vurderingssag.

Og nu må man så kalde Lars Handesten 'pædofil'?

Med frit opfundne anklager sætter en anmelder fra Berlingske Tidende helt nye standarder for, hvad man må kalde hinanden uden at skulle stå til ansvar for det. Punkt for punkt påvises her, hvor galt det kan gå, når man sætter en anmelder, der samtidig sidder i repræsentantskabet for Georg Brandes Skolen, til at anmelde en bog, der er stærkt kritisk over for netop Brandes.

Forfatteren har på baggrund af de groteske og fuldkommen grundløse anklager sendt et krav om genmæle til Berlingske Tidendes ansvarshavende chefredaktør Lisbeth Knudsen, ligesom det i øjeblikket undersøges, om der er grundlag for en injuriesag. Men enhver, der har bedt om genmæle, ved at skaden allerede er sket og hvor ringe et alternativ et genmæle er, i forhold til at folk tænker sig om, før de taler, hvilket Berlingske Tidende selv talrige gange har været flinke til at minde andre om. Implikationerne af Handestens udokumenterede og fuldstændigt gendrivelige perfiditeter er vidtrækkende. Fremover kan vi altså skrive hvad som helst - skadevoldende, injurierende og usandt - om hinanden uden risiko for straf. Mod bedre vidende og i ond tro. Dækker den holdning virkelig indstillingen på en dansk borgerlig avis, der igen og igen har talt om ytringsfrihed under ansvar? Det synes helt surrealistisk og Kafka'sk at minde om, at al denne ballade skyldes en skønlitterær roman. Og så igen: det handler jo netop ikke om en roman. Det er faktisk det, selve romanen handler om.
Læsere, der ikke ønsker afgørende handlingsforløb afsløret, bør ikke læse videre.




Krav om genmæle


Kære Lisbeth Knudsen


Ærø, 24. juni 2008

Jeg er en stor tilhænger af ytringsfrihed, og derfor er det heller ikke med større lyst, at jeg hermed rejser krav om genmæle. Men Lars Handestens anmeldelse (fredag den 6. Juni) af Den store tid – Stormen er af en så ubehagelig, gemen og direkte løgnagtig karakter, at jeg desværre føler mig nødsaget til at anmode om et sådant.
Oplysningerne i hans anmeldelse må for læseren fremstå som værende af faktisk karakter, selv om ikke én af de rejste og meget alvorlige og fuldkommen grundløse anklager eksemplificeres overhovedet. Det må også anses for sandsynligt, at en anmeldelse af den karakter og med den opsætning må antages at have skadelige virkninger for forfatterskabet, ligesom den økonomiske skade i forbindelse hermed både på kort og lang sigt må anses for at være ganske betragtelig.

Den store tid er et skønlitterært værk, der har givet anledning til forvirring blandt enkelte anmeldere, og derfor har jeg – belært af en enkelt reaktion på første bind Aftenlandet, der udkom i 2004 - også forsynet andet bind Stormen med et efterord, der er, eller rettere burde være, umisforståeligt. For det er desværre gået helt galt for Berlingskes anmelder Lars Handesten, der ellers, som medlem af repræsentantskabet for Georg Brandes Skolen, burde være godt inde i sagerne. Lars Handesten anfører selv, hvilket besvær han har haft med at afkode teksten, når han skriver, at han ikke ”ved præcis, hvornår det er Larsen eller kilderne, der taler.” Hvilket rejser det helt overordnede spørgsmål om, hvordan i alverden Handesten så kan blande privatpersonen Michael Larsen ind i resten af sin kritik og fælde sine højst overraskende domme.
Det er på den måde også overraskende, hvordan han forinden netop har kunnet slå fast, at Den store tid – Stormen er ”et opråb til en dansk højrefløj, der kun er optaget af at tjene penge, og som har overladt kulturkampen til de kulturradikale og jøderne på dagbladene.” Der angives fra Handestens side ikke ét eksempel på, hvor eller hvordan dette opråb skulle finde sted, og det er mig efter at have genlæst romanen umuligt at finde en sætning eller en passage, et afsnit eller en samlet masse, der rummer en sådan opfordring, og det er i øvrigt en påstand, der ikke er korrekt (se teksteksempel 1). Romanen er en historisk roman om 1870’ernes og 1880’ernes kulturkamp, og selv hvis man skulle være venlig og komme Handesten i møde med hensyn til at gøre romanen dækkende for også nuværende kulturpolitiske forhold, gør den jo stadig absolut intet andet end at konstatere tingenes tilstand. Der er ikke den mindste antydning af opråb af nogen art i denne roman.

Handesten mener, at romanværket ville have været interessant, ”hvis det var ført historisk igennem og var forpligtet på alle planer over for fakta”. Igen er det interessant og besynderligt, hvordan han i et værk, der efter hans mening ikke virker forpligtet over for fakta, alligevel mener, at det er det, hvor og hvis han ønsker det. Han anfører, at jeg i romanens efterord ”bedyrer”, at jeg på ingen måde nærer antisemitiske følelser, hvilket er fuldstændig korrekt forstået. Tilføjelsen i efterordet er bevidst kommet med, fordi det i forbindelse med udgivelsen af første bind Aftenlandet lykkedes en anmelder på Information at gå næsten, næsten, lige så galt i byen som Handesten gør denne gang. End ikke han gik dog så langt i sine perfide absurditeter som Handesten med hensyn til at sætte ordet ”antisemitisme” på tryk og betvivle forfatterens egne ord. Dengang, som der står i efterordet, blev pågældende anmelder efterfølgende belært offentligt af en kær kollega på samme avis om første punkt i anmelderens abc i forhold til en skønlitterær roman: at man aldrig må forveksle forfatter- og fortællerjeg. Dette intermezzo er tilsyneladende gået lige hen over hovedet på Handesten. Helt bevidst bruger jeg ikke selv ordet antisemitisme i efterordet, men Lars Handesten er uelskværdig nok til at gøre det, selv om han ikke kan være uvidende om, hvor mange forfatterskaber, der er blevet lagt i graven ved den mindste antydning i den retning, hvilket også er anført i romanens efterord. Man får derfor en forstemt fornemmelse af, hvad der er hans virkelige ærinde, og til hvad der får ham til at begrave enhver rimelig anstændighed og fornuft.
Handesten vil da sådan set også blæse på, hvad forfatteren selv har at sige, for, som han skriver, ”det kan da godt være, at han (undertegnede) ikke gør det (nærer antisemitiske følelser), men i romanen er det svært at finde en jøde, der ikke helt lever op til sit beskidte ry”. Med andre ord: romanen er antisemitisk. Udover at jeg ikke forstår, hvad han mener med ’beskidte ry’, som han ikke forklarer, stiller jeg mig komplet uforstående og totalt afvisende (som jeg i øvrigt også gjorde offentligt for fire år siden) over for den udlægning. De eneste figurer, der identificeres som jøder, er heltinden Rebekka Levi og hendes onkel Ariel Levi, som hjælper romanens helt, Lars Mikkelsen, med at opklare forbrydelserne. Desuden har Lars en meget hjælpsom redaktør, der hedder Stein og som derfor – hvilket en journalist i forbindelse med udgivelsen af første bind påpegede uden at forfatteren havde skænket navnet en tanke - må formodes at være jøde. Denne redaktør støtter Lars Mikkelsen i kampen mod Adler-brødrene. De to eneste andre jøder er brødrene Adler (Georg og Edvard Brandes), og den kritik, der rejses af dem, rejses jo af helt andre årsager end deres etniske herkomst. Oven i købet forsøges dr. Nathan Adlers (Georg Brandes) senere meget stridbare natur empatisk forklaret ved netop ubehagelige oplevelser med sin etnicitet i barndommen. For nu at fuldende det, er det en jødisk læge, K.L.Trier, der i første omgang forsøger at gøre romanens morder begribeligt, at hans identitet som morder er kendt, hans ugerninger afsløret og i anden omgang sørger for at lække oplysninger, der gør, at han kan blive pågrebet. Påstanden om at ”det er svært at finde en jøde, der ikke helt lever op til sit beskidte ry” er således en hårrejsende og grotesk anklage, der savner ethvert grundlag (teksteksempel 2)

Romanen ender ifølge Handesten med, at den ”demonstrerer et paranoidt og patetisk angreb på ”de fremmede”, lige meget hvor mange jødiske venner Michael Larsen har ifølge sit efterord”. Når nu Handesten vælger helt at se bort fra forfatterens eget omhyggelige efterord og mener, at han, bedre end forfatteren, kan udlægge, hvad denne mener, havde det jo klædt ham ikke så lidt at påpege, hvor det er, han finder dokumentation for sine påstande. Men det gør han ikke. Ikke med ét ord. I stedet skriver han til sidst: ”Vi ved heller ikke, om man skal høre sandheden af den fulde og hashpåvirkede Lars Mikkelsen, der oplever det jødiske samfund som en logeagtig forening med storhedsvanvittige ideer om verdensherredømme.” Igen er det besynderligt, hvordan det på den ene side er uklart for anmelderen, om forfatteren bag værket skal tages til indtægt for Lars Mikkelsens tanker, og så alligevel på den anden side, når det passer Handesten, er klart, at det skal han. Endnu mere grotesk bliver det, når man så går ind i substansen og ser på, hvad det er Lars Mikkelsen rent faktisk tænker. For læserne kan ikke være det mindste i tvivl om, hvor han står. På s. 276 skæres det ud i pap: ”Nej, det var stofferne. Nu måtte han se at få gjort noget ved det. Holde op med at spise det. Han så og hørte ting, der ikke var til. Og hvorfor skulle en jødisk sammensværgelse stå bag mordene på så mange unge piger? Det var det rene vanvid og foregik kun i hans påvirkede hoved.” Klarere kan det vel ikke siges? Og for nu at fuldende det, viser det sig, at der IKKE står en jødisk sammensværgelse bag mordene. Så kan det vist ikke blive tydeligere.

(1) ”Noget andet var, og det var måske i virkeligheden den største motivation, at Dreyer var opfyldt af had til sine egne kredse – de royale, højre, det etablerede – for dets enorme selvtilstrækkelige dumhed. De borgerlige havde så travlt med at tjene penge, at man pragmatisk anså det for fint, at andre kunne tage sig af kulturen, der var så tidskrævende og gav så lidt afkast. Man indså slet ikke, fordi man havde så travlt med at tjene penge, hvor vigtigt det var at herske over meningen i Norden. Man deponerede sin tankekraft og overlod det til andre at tygge drøv på kunsten, som man anså for ret ligegyldig og ufarlig og et naturligt vedhæng til magten. Umærkeligt gled magten de magthavende af hænde, og man accepterede uden nævneværdige indsigelser enhver helgenkåring, men så ikke, at denne ugidelighed ville medføre, at kanonisering i fremtiden ville blive foretaget af ens fjender.”

(2) ”Som altid lå Lars og nød i fulde drag synet af Rebekka, når hun, som hun elskede, fortalte om jødedommen, dens ritualer og mærkedage. Vistnok for at tirre ham. Vistnok fordi hun elskede den reaktion, der udeblev. For Lars, der altid havde elsket ord og samlet på dem, blev hendes gennemgang af chanuka og makkabæernes sejre, sederbordet med fadet og det usyrede brød og de bitre urter og hagadaen alt sammen til en eksplosion af billeder i hans hoved, hvor han mærkede våde, varme jødiske kys på sin mund. Hedonisten i ham, ordsamleren, lod sig forføre af de mystiske ritualer med de hemmelighedsfulde navne. Alt hvad han havde oplevet i Levi-familien, var varme, kærlighed og tæt knyttede familiebånd. Det var så anderledes end den kulde, han var vant til.”

Et sidste tekstuddrag illustrerer meget godt, hvor tydeligt Lars Mikkelsens sympatier er angivet, og hvor aldeles grundløse Handestens anklager er, og i hvor høj grad de må være skrevet mod bedre vidende. Scenen drejer sig om, at Lars Mikkelsen ved hjælp af en bog vil afsløre brødrene Adlers hykleri i forhold til deres religionskritik, som der i øvrigt er fuld dækning for i virkeligheden i form af breve til brødrene fra bl.a. Strindberg og J. P. Jacobsen:
S. 161: ”Lars valgte at bruge adlerianernes eget våben: provokationen. Han havde lagt nogle grove, antisemitiske kommentarer ind i sine figurer, som vitterlig ville kunne høres i et selskab af de ældste og mest reaktionære godsejerfolk, så han vidste, at både Adlerbrødrene og kumpanerne på Dags-Avisen, der ikke kunne se litteratur for politik, dermed ville forløbe sig.”
Man hører jo her tydeligt forfatteren konstatere, at der ER antisemitisme i tiden, og at en distanceret Lars Mikkelsen vil bruge den udelukkende for at demonstrere, at Adler-brødrenes religionshad er hyklerisk, fordi det kun og udelukkende er rettet mod kristendommen, selv om det fremstilles, som om det gælder al religion. Det er præcis det, som Edvard Brandes’ nære ven J.P. Jacobsen konstaterer i skikkelse af Jens Peter Jensen på s. 173 i første afsnit, det som Strindberg konstaterer og det, en lang række af de øvrige kunstnere konstaterede om virkelighedens Brandes-brødre. Selv forfatterens efterord skærer denne pointe ud i pap: ”Jeg holder af jøder, som jeg holder af alle andre mennesker. Jeg tænker i det hele taget aldrig ”jøde”, og jeg tror ærlig talt ikke, at mange i min generation eller yngre overhovedet tænker på denne måde. Jeg tænker ”menneske”. Men min opgave, som forfatter, er at forsøge at leve mig ind i de forhold, der herskede på den tid, jeg skriver om. Man kan ikke lukke øjnene for det kultursammenstød, der fandt sted mellem jøder og ”fjerdedelskristne”, hvis man vil forstå perioden …” På s. 264 anføres det om Aleksander Horns (læs Holger Drachmann) angreb på brødrene: ”Med antisemitiske hentydninger erklærede den meget omskiftelige Horn sig nu på den adlerianske baggrund som en beundrer af den ellers så forhadte og afgåede digterredaktør fra Fædrelandet Kai Plov.” Igen holdes begivenhederne ud i strakt arm, og der er her oven i købet en klar karakteristik af og værdidom over udsagn fremsat af Horn. Samme værdidom, som Handesten nu helt bizart fælder over den person, der har skrevet disse ord. Alle disse ting er det lykkedes Berlingske Tidendes anmelder at få fuldstændig galt i halsen. Politikens anmelder Bo Tao Michaelis – og en lang række andre anmeldere - har derimod ingen problemer haft med at tyde teksten, der da også er glasklar: ”Denne præ-holocaust-holdning over for Europas jødiske mindretal op til den tragiske Dreyfus-sag fastholder Larsen overmåde velskrivende, ja forbavsende godt og overbevisende tidstypisk i sit flot konstruerede plot. Frejdigt hele den brogede vej til den sidste fejende konklusion, hvor Lars Mikkelsen smerteligt af sin elskerinde selv bliver udnævnt til at være (den evige?) jøde inde under sin danske skal. Hvorfor således og hvordan, bør læseren unde sig selv at læse (…) (Bo Tao Michaelis, Politiken).

Det må naturligvis blive Berlingske Tidendes egen sag, om avisen mener, at den overholder de interne etiske retningslinjer, der engang var avisens særkende, når den sætter en anmelder med så mange direkte aktier i Georg Brandes til at anmelde en bog, der er stærkt kritisk over for Brandes. Men havde anmelderen så dog i det mindste holdt sig til sagen. Denne forfatter er bestemt ingen sart mimose og er af typen, der er vant til og kan tåle begavet kritik. Men ikke én faktuel oplysning om Brandes i dette værk tvivlsættes, modbevises eller diskuteres overhovedet i anmeldelsen, der oven i købet forsøger at antyde, at man ikke som læser ved, om citater og forløb er korrekte, selv om det er tydeligt angivet i efterordet, og selv om netop troværdigheden og kontraktforholdet i forhold til læseren er et ofte omtalt kendetegn ved forfatterskabets øvrige produktion. Og selv om en anmelder, der er så involveret i Georg Brandes, som Lars Handesten er, må kunne forventes at kunne genkende centrale dele af Brandesproblematikken samt de indlagte citater. Om det er kritikken af Brandes eller helt andre ting i eller uden for romanen, der har provokeret anmelderen til fuldstændig at miste respekten for det faktiske, kan jeg naturligvis ikke vide. Men at synke så dybt som det er tilfældet her, hvor man ondsindet og uden skygge af dokumentation for sine påstande, fremsætter ærerørige og direkte falske oplysninger, som sætter en forfatters levebrød på spil, tager dog prisen. Jeg er intet mindre end målløs. Formentlig skal man ikke lede særlig dybt for at finde Handestens motiver for at skrive, som han gør. Der står formentlig ikke det i teksten, som Handesten ville ønske, der gjorde, og der står formentlig det, Handesten ville ønske, der ikke gjorde. Det skal han have lov til at være utilfreds med. Og sur over. Men her er vi langt, langt ud over rimelighedens grænser. Vi er faktisk ved efterordets afsluttende vendinger om: ”... hvor en ny kulturkamp raser, og hvor modstanderne konsulterer egne uerkendte fordomme frem for at holde sig til et litterært værk og faktuelle begivenheder og tidsforløb. Disse forsøg på stigmatisering har sjovt nok nærmest som ved en naturlov fulgt alle Brandes-kritikere gennem tiderne, og det bedste, man kan gøre, er vist, som Herman Bang gjorde det, at afslå stridigheder om livsanskuelse og litterære spørgsmål, hvor våbnene ikke er ”argumenter, moralske eller kunstneriske, men skældsord”. Desværre er disse skældsord i denne omgang af en så uhørt grov, løgnagtig og meningsforvridende karakter, at jeg som privatperson men også på fagets vegne er nødt til at protestere, og så må man bare håbe, at Berlingske Tidende med denne omgang ikke helt har skræmt andre skønlitterære forfattere fra at rejse relevante, kritiske spørgsmål og behandle kontroversielle emner. At romanens indhold så igen viste sig næsten uhyggeligt profetisk er i denne sammenhæng en liden trøst – forfatteren bag havde langt hellere set sig modbevist og modsagt i forhold til efterordet, hvor forfatteren ”undrer sig over, hvor lidt vi lærer af historien – andet end unoderne.”


Genmæle: Berlingske tidendes anmelder skriver om Den store tid - Stormen: ”Den er et opråb til en dansk højrefløj, der kun er optaget af at tjene penge, og som har overladt kulturkampen til de kulturradikale og jøderne”. Over for dette anfører forfatteren, at romanen på ingen måde kan anses for at være et opråb til nogen som helst fløj, da den udelukkende konstaterende skildrer begivenheder i slutningen af 1800-tallet, og selv hvis man tolker den som dækkende nutidige forhold, kan den også udelukkende anses for konstaterende og giver ikke anledning til opråb af nogen art. Berlingske Tidendes anmelder skriver: ”Michael Larsen bedyrer i efterordet, at han på ingen måde nærer antisemitiske følelser. Og det kan da godt være, at han ikke gør det, men i romanen er det svært at finde en jøde, der ikke helt lever op til sit beskidte ry.” Over for dette anfører forfatteren, at romanen tværtimod har en klar overvægt af jødiske personer, der skildres overvældende positivt. For såvel romanens heltinde, Rebekka Levi, som hendes onkel Ariel Levi, som redaktør Stein, gælder det, at de alle beskrives yderst positivt. Tilmed bidrager endnu en jødisk person helt afgørende med at få fanget en bestialsk massemorder. De eneste to jødiske figurer, der er udsat for kritik, er brødrene Adler, og det er af helt andre grund end deres etnicitet, som teksten også tydeligt angiver. Berlingske Tidendes anmelder skriver: ”Og derfor ender det alligevel med, at romanen demonstrerer et paranoidt og patetisk angreb på ”de fremmede”, lige meget hvor mange jødiske venner, Michael Larsen har ifølge sit efterord.” Over for dette anfører forfatteren, at det eneste paranoide foregår i hovedet på en romankarakter, som oven i købet klart og utvetydigt indser og meddeler dette, så læseren umuligt kan være i tvivl om, hvor hverken han eller forfatteren står. Romanens efterfølgende og afsluttende handling underbygger dette til fulde. Den store tid – Stormen kan derfor på ingen måde anses for at være antisemitisk.
Michael Larsen, forfatter.

Jeg står naturligvis til rådighed, hvis der – mod forventning – skulle være brug for yderligere dokumentation.

Med venlig hilsen
Michael Larsen, forfatter

Brandes’ fortiede overfald på Herman Bang

Brandes-brødrenes skamløse angreb på Herman Bangs homoseksualitet hører til et af de underbelyste kapitler i historien om det moderne gennembrud og er udførligt beskrevet i andet bind af Den store tid – Stormen. Af en eller anden grund er litterater og kulturskribenter altid veget tilbage for dette afsnit af dansk litteraturhistorie. Med nydelsesfuld væmmelse har man opholdt sig ved Johannes V. Jensens stort set identiske angreb på Bang i 1906, når man skulle pege på et lavpunkt i dansk debatkultur. Men trods de mange paralleller til især Georg Brandes’ overgreb, som i virkeligheden blev en slags forudsætning for netop Johannes V. Jensens angreb, hører kapitlet om Brandes versus Bang til et af de mørke og fortiede kapitler. Da Weekendavisens Arne Hardis i fredags i en gennemgang af ’Stormen’ (13-6-08) behandlede netop dette punkt, pegede han på uvidenhed som en mulig årsag.
”Da jeg fortalte det (Brandes’ angreb på Bang, red.) til en kulturradikal på redaktionen, blegnede han i vantro,” skriver Hardis.

Uvidenhed er bestemt en mulighed. Med den megen - og megen glorificerende - litteratur, der foreligger om Brandes, er det de færreste kulturskribenter, der i virkeligheden har de nødvendige forudsætninger for at vurdere Brandes og det moderne gennembrud for ikke at tale om kritiske bøger om ham. Men uvidenhed er ikke den eneste mulighed. Efter at have skrevet knap 3.000 sider om Georg Brandes kan man vel dårligt anklage forfatteren Jørgen Knudsen for uvidenhed om Brandes. Ikke desto mindre gør Brandes-skribenten sig i behandlingen af overgrebet mod Bang skyldig i en række vildledende manøvrer, der så må bero på enten en intellektuel brist eller en bevidst fordrejning af kendsgerningerne.
Optakten til det dramatiske opgør, da Brandes-brødrene blev bragt til fald i slutningen af 1883, startede allerede i sommeren samme år. På dette tidspunkt havde broderen Edvard allerede et par år forinden givet en opvisning i, hvor perfidt man fra brandesiansk hold var parat til at angribe en modstander, når lejligheden bød sig.
Edvard hadede og misundte Herman Bang. Så den 30. December 1880 skrev Edvard, rasende over, at der skulle lægges sag an mod Herman Bang på grund af dennes roman Håbløse slægter, til forfatteren J. P. Jacobsen: ”I hvilket land vi dog leve. Der skal anlægges sag imod Herman Bang for utugt. Dommerne skulle afgjøre et rent æsthetisk spørgsmål, om Liderligheden er der for dens egen Skyld eller for Kunstens. Hvilken Reklame for Bang! Det vender sig somme Tider i mig af ren Lede mod alt og alle”.
Edvard Brandes var misundelig på Herman Bang over den opmærksomhed, skandalen skaffede ham og lagde ikke skjul på det. Herman Bang havde i forvejen tirret brødrene Brandes ved allerede året før at have udgivet Realisme og Realister omhandlende samme stof og samme emner som Georg Brandes først fire år senere gentog blot i en langt, langt ringere form. Topsøe og Bangs ”program” for litteraturen og realismen var rummeligt og moderne og sikrede kunsten sin uafhængighed, mens Georg Brandes' egen version var snævert agitatorisk, ideologisk og ekskluderende. Og hvad næsten var værre: Bang havde først offentliggjort artiklerne, der lå til grund for bogen, i Vilhelm Topsøes toneangivende avis Dagbladet. Samme år skiftede Bang til den ligeledes nationalliberale avis Nationaltidende, hvor han fortsatte sine skriverier om især fransk litteratur, som Brandes-brødrene mente at have eneret på at omtale.

Edvard Brandes talte i private breve frustreret om, at Bang ”tog brødet ud af munden” på ham, og Georg Brandes skummede over, at den kun 22-årige Bang var kommet først med markeringen og definitionen af realismen, et raseri, der skulle blive bragt til en helt ukontrollabel eksplosion i sommeren 1883
I 1880 var Edvard netop kommet til magten igen på det generobrede Morgenbladet, hvor han sammen kampfællen, politikeren og avismanden Viggo Hørup lagde den ekstremt krigeriske linje over for alle anderledestænkende de næste tre år.
Til trods for at Edvard i netop sagen om anklager for usædelighed lå helt på linje med Bang og burde have stået last og brast med den unge digter, trak han i stedet en af de lange knive frem og skrev som et andet dydsmønster i avisen: ”at opponere mod Politidirektørens og Justitsminiteriets forenede Beslutning mod Hr. Bangs ”Håbeløse Slægter” er det samme som at ville anklage disse Avtoriteter for at holde sig Loven efterrettelig. Dette må vi alle forlange at de skulle gjøre, og det er i så Henseende uden Interesse om Forfatteren hedder Herman Bang eller Julius Strandberg, Valdemar Korfitsen eller Erik Bøgh.”
Og helt uden - eller netop med - tanke på de meget alvorlige implikationer sagen kunne få for Bang, fortsatte Edvard sit enestående hykleri og raffinerede hånen til et direkte angreb på den unge rival. I en anmeldelse af Bangs roman den 9-1-1881, lagde Edvard ikke det mindste skjul på, at det frisind, han mente selv at stå for, ikke omfattede en skribent som Herman Bang, ”en Skribent af Højrepressen” og så faldt den første ondsindede insinuation af Bangs seksuelle tilbøjeligheder, da Edvard anklagede romanen for at lide af den afgørende svaghed, at ”Heltens Lidenskab synes saa lidet mandskraftig”. Herman Bangs homoseksualitet var mere eller mindre en offentlig hemmelighed, men naturligvis var der i pressen - også dengang - et kodeks for, hvad man kunne tillade sig at skrive. At det blev Edvard Brandes, der blev normbryder også på dette felt var vel den mindste overraskelse - han var på dette tidspunkt i fuld gang med at oparbejde et ry af at være det mest hadede menneske i Danmark.

Angrebets ubehagelighed til trods satte nedrighederne alligevel en helt ny rekord, da broderen Georg Brandes kom til fadet i det andet opgør med Herman Bang i sommeren 1883. Her lykkedes det den berygtede kritiker - endda i flere omgange - at anlægge et helt nyt bundniveau for dansk debatkultur.
Anledningen var Karl Gjellerups roman Romulus. På dette tidspunkt var Brandes-lejren desperat. Forfatterne var trætte af de to brødres dekreter om, hvad litteraturen skulle indeholde, og flere havde allerede vendt dem ryggen. Georg Brandes, der var vendt hjem til København efter sit årelange eksil i Tyskland og havde troet, at han skulle krones som en anden konge, forsøgte i en art panik over at erfare, hvor forhadt han og især broderen Edvard var blevet i litterære og politiske kredse, at stemme de resterende i gruppen sammen ved at belære Gjellerup offentligt.

Romulus var et frigørelsesforsøg fra Gjellerups side. Det så Bang. Og det så Georg Brandes. Man var ved at miste Ibsen, Bjørnson, Drachmann. Udsigten til også at miste Gjelllerup, der havde været en af brødrenes mest trofaste forkæmpere, hidtil helt i agitationens og tendensens vold, ville være katastrofalt i en sommer, hvor alt andet i øvrigt gik galt.
I sin udførlige omtale af Romulus 21-6-1883 fremhævede Brandes, at Gjellerups fremskridt ikke uden videre var lykkelige, for de var vundet ved en moderation af tendensen og en uafhængig kunstnerisk stræben, som Hakon Stangerup skriver i Kulturkampen (2. Del s. 180). ”Det centrale sted i Georg Brandes’ anmeldelse er imidlertid det,” skriver Stangerup, ”hvor han mener at måtte fratage bogen navn af roman. Hvis den ville have været en roman, burde den have været mere udbroderet med vægten lagt på social-agitatorisk stof, belyst gennem mange eksempler og henpegende på den svageres uret – symboliseret i hesten Romulus.”
Gjellerup protesterede 14-7-1883 over Brandes’ kritik i Morgenbladet. Men protesten gjaldt alene de tekniske overvejelser. Gjellerup var klar over, at uenigheder i det ideologiske ikke skulle føres i offentligheden af hensyn til den trængte litterære bevægelse. Men privat protesterede han mod bebrejdelsen over, at han ikke havde skrevet en social-tendentiøs roman i et brev til Brandes dateret 18-7-1883. Brevet afslører, at Gjellerup på det tidspunkt var på vej væk fra tendens- og indignationslitteraturen og overhovedet ikke havde tænkt i samfundssymboler eller havde haft lyst til revolte i sin roman. Men selv om Herman Bang naturligvis ikke kendte til brevet, havde han efter Gjellerups protester og ikke mindst ved at have læst, hvad Georg Brandes havde at sige om Romulus, lugtet problemer. Derfor rykkede han ud den 29-7-1883 med en kommentar i Nationaltidende under overskriften: Teknik i vor nye litteratur. Artiklen var venlig og respektfuld og anerkendende over for Brandes’ indsats for den realistiske litteratur og handlede overfladisk set om definitioner og distinktioner på genrerne novelle og roman. Men på et dybere plan handlede den om de fundamentale forskelle på Bangs og Topsøes realistiske skole og Brandes-brødrenes, den handlede om selve kernen i stridspunktet mellem Georg Brandes og Gjellerup og alle de andre kunstnere, der havde fået nok af Brandes’ rigide program for litteraturen. Det er decideret besynderligt, at Jørgen Knudsen kan overse det, men ikke desto mindre er det lykkedes ham.

I Georg Brandes – Symbolet og manden 1883-95 del 1 s. 90 skriver Knudsen, at Bangs indvendinger ”bærer præg af, at han søger en strid, som den uideologiske artikel om Gjellerups romanteknik ikke giver basis for. De tanker, Bang fører frem, er ikke meget forskellige fra Brandes’ egne. Den uenighed mellem de to, som var den afgørende – den mellem samfundsreformatorens og sjæleskildrerens målsætninger – lader han helt ligge …” Hvorefter Knudsen selv opremser netop de eksempler fra Bangs artikel, der understreger de ideologiske stridspunkter og forskelle mellem de to litterære skoler. Han citerer Bang for at skrive: ”Vi er blevet forfærdede over at læse ord som ”symbol på samfundets uret” eller som: En ædel ung pige repræsenterer retsfølelsen og barmhjertigheden.” I en moderne digtning repræsenterer personerne kun sig selv, og det er også stoffet selv – en persons sjæleliv, et socialt miljø – der dikterer formen, idet alt hvad der kan belyse emnet tages med og alt andet udelades.”
Og det kan godt være, at Knudsen stadig ikke kan se det. Men Brandes kunne. Og herefter overlader vi ordet til Iben Holk (litteratursiden.dk), der har skildret Brandes’ reaktion og de efterfølgende begivenheder så glimrende:

”Georg Brandes' svar i Morgenbladet (1.8. 1883) er chokerende læsning. Ude af sig selv af raseri skriver han: "Lad ham imødegå mig, men ikke udtvære mig under Skin af Imødegaaen. Sligt er Epigoners Sæd og Skik." Herpå skal afstanden imellem dem for alvor sættes ind, og med ord, der for lange tider mærkede Herman Bang: "Han har et dødt Punkt i sit Hoved, thi han kan ikke tænke; jeg mener ikke tænke videnskabeligt. Han har ingen Sans for Filosofi, ingen Evne til begrebsbestemt Tænkning… Hans Forstand er en Middelgod Fruentimmerforstand. Der er ingen mandlig Gang i hans Tanker; de har tydeligt nok aldrig været underkastet den Tugt, der styrker og sikrer mod en evindelig Snublen." Således Georg Brandes, der bl.a. skabte sit ry på at være talsmand for kvindernes frigørelse. Bang svarede samme dags aften i Nationaltidende under overskriften: "Til Dr. Georg Brandes". Han skrev, at han var "uøvet i den lille Ondskabs Fægteskole" og derfor gav afkald på en "Fægtekunst, hvor Modstanderen dog havde al den store Kundskab, al Alderens og den lange Rutines Overvægt". Han ønskede ikke at deltage i stridigheder om livsanskuelse og litterære spørgsmål, hvor våbnene ikke var "Argumenter, moralske eller kunstneriske, men Skældsord". Og han tilføjer: "Dr. Brandes' Kampaand bliver dog aldrig min." Således mødtes to store navne i dansk litteratur. Hvem er egentlig mest mandig af de to? Vi ser, hvorledes Georg Brandes repræsenterer den mest modbydelige form for chauvinisme. At inddrage - ad hominem - sin modparts sårbare kønskarakter i en litterær debat er infamt. I sit svar (Morgenbladet, 2.8. 1883) forsøger han, hvilket næsten er det værste, nedladende at glatte ud: "Hr. Bang behøver ikke at tage sig de smaa Spydigheder i min Artikel saa nær. De er jo kun Stød af en Fleuret med Dup. Dersom jeg havde villet ham til Livs, havde jeg skrevet i en ganske anden Tone, og dersom jeg ingen Interesse havde næret for ham, havde jeg slet ikke svaret." Herpå svarede Herman Bang ikke.”

Det hører med til historien, at Brandes i sit gensvar 2-8-1883 ikke holder sig for god til atter at hentyde til Bangs homoseksualitet ved at tilføje sætningen om, at Bang skriver ” … med en ægte kvindelig vending”.
Herefter skulle man ikke tro, det kunne blive meget værre. Men det kan det. Og for at se det skal man gå til en æresdoktor ved Københavns Universitet, der selv på så mange års afstand uden held og uden skam i livet forsøger at forvare og bagatellisere et af de mest rystende og grænseoverskridende personangreb, der er set i dansk litteraturhistorie. For at finde et forsvar for Brandes i denne sag har Jørgen Knudsen bidt sig fast i, at Bang hele tiden i sin artikel hentyder til, at Brandes vist har nået udløbsdatoen ved hele tiden at tale om ”ungdom” og ved at omtale sig selv som ”ung”.
”Det med fortsat at minde om Brandes’ alder stammer dog vist fra samme fægteskole, og det er derfor kun råt for usødet, når Brandes i sit gensvar refererer Bang for at skrive noget ”med en ægte kvindelig vending,” skriver Jørgen Knudsen i ramme alvor. Og han overtager derefter næsten fuldkommen Brandes’ identitet og ordvalg, da han skriver: ”Han (Brandes) er ellers nedladende velvillig: han kunne have svaret langt ondere”.
Det er et lettere rystende afsnit. Og man fristes til at spørge Knudsen, hvordan man kunne have svaret meget ondere, end der gøres her? Det er Brandes, der starter med at gå under bæltestedet og ham, der slutter der. Der er også en besynderlig fornægtelse i udsagnet. Er det virkelig samme fægteskole? Nej, det er det ikke. Den ene er direkte nedrig og ondskabsfuld, den anden er fræk og charmerende polemisk. Intet havde jo for Brandes være lettere end at gå efter Bangs ungdom, som Bang går efter Brandes' alder. Men hans våben af en helt anden kaliber, og han åbenbarer dermed sin egen personlighed og sande natur for os. Efter denne omgang, der efterlod en ung Herman Bang dybt rystet, vil Jørgen Knudsen i ramme alvor have os til at tro, at alt igen var fryd og gammen mellem de to, og at Bang ikke havde taget Brandes' "små spydigheder nær". Det angivelige bevis er, at Bang ved en senere festlig lejlighed udråber Brandes' skål og et klip fra Brandes' dagbog: "Herman Bang, spadserende med børnene og ham." Et halvt år efter, i december 1883, fik man en forklaring på, hvordan det virkelig var fat: Bang havde forholdt sig så tavs, chokeret, skrækslagen og ubevægelig som ethvert andet fornuftigt menneske ville ved synet af en spyttende kobra, der smyger sig i ens umiddelbare nærhed. Da Bang fik sin hævn, skete det på den mest elegante og overlegne facon. Hvordan det gik for sig kan man læse udførligt om i Den store tid - Stormen.


Det hører med til historien, at Jørgen Knudsen har brugt 19 år på at skrive sine bøger om Brandes. Han er født 1926 og mag.art. i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie. Han blev æresdoktor ved Københavns Universitet i 2000. Han vil nok betegne sig selv som kulturradikal.
Det hører også med til historien, at da Herman Bang af Johannes V. Jensen i en kronik i Politiken blev angrebet for sin seksualitet i 1906, stod en kreds af venner bag ham, og Jensen blev truet med eksklusion af Forfatterforeningen.