mandag den 17. marts 2008

Det moderne sammenbrud

Alle har hørt om det moderne gennembrud. Alligevel er det nok de færreste, der kan redegøre for, hvori det egentlig bestod og hvornår det fandt sted.
”Men hvornår skete egentlig dette meget omtalte ”moderne gennembrud”? spørger historikeren Kristian Hvidt i sin bog Edvard Brandes – portræt af en radikal blæksprutte uden at give et klart svar.
”Spørgsmålet er lige så relevant som det, historikerne har diskuteret gennem årtier: hvornår skete det industrielle gennembrud? Det stadigt stigende antal dampmaskiner er udtryk for en glidende udvikling, hvor ingen historiker kan stå fast på et bestemt år. Det samme gælder det litterære, som måske snarere burde kaldes det kulturpolitiske gennembrud, fordi bevægelsen indeholdt så meget andet end blot litterære idéer.”

Hvidts betegnelse, det kulturpolitiske gennembrud, er i virkeligheden en langt bedre og mere dækkende betegnelse, hvis man vel og mærke reserverer den til det rent oppositionspolitiske og indignationslitteraturen i 1870´erne og 1880´erne og så - giftigt sagt - lader den litteratur være i fred, der endnu læses i dag. Når Hvidt derimod skal til at konkretisere, hvornår gennembruddet fandt sted, og hvad og hvem det præcist drejer sig om, bliver han lige så uklar i mælet som alle andre. Peter Nansen og Strindberg - det er ikke lige de forfattere, der er forbundet med den traditionelle opfattelse af gennembruddet. Og Herman Bang. Jo, det lyder jo rigtigt, men faktisk var hverken Bang, Nansen eller Strindberg en del af gennembruddet ifølge den konventionelle opfattelse, hvis man med den forstår Georg Brandes´ moderne gennembrud.
Hvordan går det til? Hvordan kan vi være i tvivl om, hvornår en af de mest beskrevne epoker i Danmarks-historien fandt sted, og hvem og hvad den bestod af? Svaret er enkelt: fordi gennembruddet er resultatet af konstruktivistisk historieskrivning, subjektiv fremstilling, og hvis man accepterer betegnelsen kulturpolitisk om gennembruddet, så er historien om det så at sige et logisk produkt af sig selv. En kulturpolitisk sandhed og derfor kun en sandhed med mange modifikationer. Eller sagt mere polemisk: ren og skær fiktion.

”Et studium for sig og intet let er Brandes’ brug af sine kilder. Hvor nemt tillægger man ham ikke kundskab om en digter eller filosof, som han kun kendte på anden hånd! Navnlig i disputatsen søger han at give sig skinnet af større belæsthed end på nogen måde forsvarligt. At ikke mindst citaterne hyppigt er lånte fjer er beklageligt, thi påvisningen af Brandes´ kendskab til en bog eller en digter står og falder ofte med et enkelt citat”.
Henning Fenger Georg Brandes’ læreår, 1955.


De fleste tænker nok på Georg Brandes i forbindelse med det moderne gennembrud. Og det da også hans bog fra 1883, Det moderne gennembruds mænd, der har lagt navn til epoken. Men stik modsat af hvad der i generationer har været overleveringen, var og er sandheden om denne bog, at den var ”et moderne sammenbrud”, som den kaldes af først Harald Nielsen og senere Hakon Stangerup, der i Kulturkampen overbevisende redegør for hvorfor og i hvilken helt overvældende grad, der var tale om et sammenbrud.
Allerede Vilhelm Andersen konstruerede en dansk realisme-tradition helt uden om Brandes og hans ”gennembrud”, og som Iben Holk pænt antyder på Litteratursiden.dk, var der i det hele taget en god del komik i og Jean de France over en person, der i 1883 ville hævde gennembruddet af noget, der fandt sted mange, mange år tidligere.
”I sin monumentale biografi om Georg Brandes udnævner Jørgen Knudsen i bind 2, "Frigørelsens vej" (1985) følgelig Brandes til at være "realismens fader" (S.340). Det er ikke sandt, ” skriver Iben Holk.
” Realismens fædre i dansk litteratur er Steen Steensen Blicher og Poul Martin Møller med deres realistiske miljøstudier i hhv. "En Landsbydegns Dagbog" og "En dansk Students Eventyr", der begge udkommer i 1824.
Realisme kendetegner ligeledes Thomasine Gyllembourgs række af Hverdags-Historier fra 1820erne, der desuden foregriber kvindefrigørelsen og emancipationsdebatten et halvt århundrede senere med Mathilde Fibigers debutbog "Clara Raphael" (1850). ”Med H.C. Andersens romantrilogi "Improvisatoren" (1835), "O.T." (1836) og "Kun en Spillemand" (1837) skærpes realismen i stort format i dansk litteratur med inddragelse af arv og miljø-forholdets betydning for udvikling og dannelse (der normalt tillægges naturalismen). Æstetisk introducerer litteraturkritikeren P.L. Møller i sit tidsskrift Gæa. Æsthetisk Aarbog (1845-1847) som den første Blicher og Andersen som realistiske forfattere. Ligesom samme i øvrigt anvender Sainte Beuve's biografiske metode og Hippolyte Taine's realismeteori."

Det er altså – naturligvis - en myte, at der ingen realisme fandtes i Danmark før Georg Brandes. En anden af de helt store kollektive myter, der effektivt er blevet plantet i de fleste danskernes bevidsthed er, at Georg Brandes glimrede på en baggrund af nærmest ideoplastiske sinker og et bundløst dyb af uvidenhed. At Danmark åndeligt set henlå i et tæt, middelalderligt mørke, før litteraturkritikeren kom og lyste det hele op, Danmark, Norden, ja hele Europa. Det var mildest talt ikke tilfældet. De fleste har sikkert også allerede undret sig over at høre, at Herman Bang ikke var en del af Georg Brandes´ gennembrud. For mon ikke mange endnu i dag i umiddelbare refleksioner over gennembruddet får rodet Brandes og Bang sammen i én uskøn forvirring? Sandheden er da også, at Bang var og er selvskreven i noget, der vil kalde sig det moderne gennembrud, og eksemplet er derfor en ypperlig illustration af, hvorfor det moderne gennembrud rettelig burde hedde noget helt andet. For ikke alene var Brandes og Bang ikke venner, de var derimod konkurrenter og fjender og stod for to helt forskellige litteratur- og menneskeopfattelser. Og den opmærksomhed der automatisk retter sig mod Brandes ved betegnelsen ”det moderne gennembrud”, burde langt snarere rettes mod Bang, hvis man med det moderne gennembrud får associationer til lys og luft og frihed.

”Når Georg Brandes 1872 påstod overalt at være gået til kilderne og ikke at have ”omtalt et eneste skrift, som jeg ej på det omhyggeligste – mange gange atter og atter – har gennemlæst,” så er det en elskværdig omskrivning af den kendsgerning, at Brandes næsten intet kendte til de behandlede digtere.”

Henning Fenger (om Emigrantlitteraturen – Georg Brandes´ berømte og berygtede forelæsninger på universitetet) Georg Brandes’ læreår, 1955.

Herman Bang havde tirret brødrene Brandes ved allerede fire år før Georg Brandes´ bog om realismen, at have udgivet Realisme og Realister omhandlende samme stof og samme emner. Og hvad næsten var værre: Bang havde først offentliggjort artiklerne, der lå til grund for bogen, i Vilhelm Topsøes toneangivende avis Dagbladet. Samme år skiftede Bang til den ligeledes nationalliberale avis Nationaltidende, hvor han fortsatte sine skriverier om især fransk litteratur, som Brandes-brødrene mente at have eneret på at omtale.
Brødrene Brandes hadede og frygtede og misundte Herman Bang, og vi skal senere se, hvordan det udviklede sig til et af de mest rystende og grænseoverskridende angreb, der overhovedet er set i dansk litteraturhistorie. Vi skal også se kritisk på, hvordan Jørgen Knudsen selv på så mange års afstand uden held og uden skam i livet forsøger at forsvare og bagatellisere angrebet, som Iben Holk med rette kalder ”chokerende”, ”infamt” og ”modbydeligt”. Og så skal vi se, at angrebet, som Holk tydelig indigneret kalder ”et af de underbelyste kapitler i dansk litteraturhistorie”, endda havde et ret ukendt brandesiansk fortilfælde, hvilket kun understreger omfanget af den kulturpolitiske historieskrivning og den tendentiøse fremstilling af epoken.
Edvard Brandes talte frustreret om, at Bang ”tog brødet ud af munden” på ham, og Georg Brandes skummede over, at den kun 22-årige Bang var kommet først med markeringen og definitionen af realismen. Oven i købet med et ”program” for litteraturen og realismen, som var rummeligt og sikrede kunsten sin uafhængighed, mens Georg Brandes´ egen version var snævert agitatorisk, ideologisk og ekskluderende.
”Det er på dette centrale felt, vejene skilles imellem Bang og Brandes. Afgørende er det, at naturalisme/realisme i 1870erne under ét bruges i et politisk opgør med 'æstetik' (romantik) i kampen for et nyt menneskesyn og en ny samfundsform, hvor 'politik' sættes lig med 'realisme'. Det er en sådan politisering af litteraturen, der er det nye,” skriver Iben Holk.
”Derfor bliver ALT, hvad der går forud for 1870, over én kam erklæret for 'romantik'. Det er en forenkling, der er til at tage og føle på …”

Sammen med kampfællen, politikeren og avismanden Viggo Hørup lagde den ekstremt krigeriske og magtgale Edvard Brandes strategien. Først med venstreavisen Morgenbladet, som de i de tre første år af 1880´erne radikaliserede til et selvforherligende kamporgan. Fra sit eksil i Berlin afleverede Georg Brandes i en treårig periode en lang række artikler til bladet men deltog ikke i den direkte ledelse af bladet.
”Det var ikke noget for Georg Brandes' mere varmblodige, impulsive temperament,” skriver Iben Holk. ”Men til det litterære fysiognomi hører i tråd hermed, at han som litterat desuden er politiker og kulturjournalist: litteraturen skal underordnes det politiske program, hvor netop realisme er ensbetydende med politik. Det er derfor, deres nye avis (grundlagt 1884) får navnet Politiken.”

”De værker, vi med nogenlunde sikkerhed kan fastslå Georg Brandes har læst i deres helhed i månederne før forelæsningerne, bliver da Werther, Misantropen, René, Adolphe, Delphine og Corinna, ingen meget imponerende litteraturliste for en ansøger til universitetets lærestol i det videnskabelige studium af digtekunsten”.

Henning Fenger, Georg Brandes’ læreår, 1955.

Man må ikke være naiv i forhold til det kulturpolitiske/kulturradikale gennembrud og dets implikationer helt frem til i dag. Når Holk nævner Politiken, er det ikke tilfældigt. Det var Georg Brandes, der tidligt i 1870´erne fandt på avisens navn og senere kom til at skrive i den, og hans bror, der kom til at redigere den. Flere nutidige aviser og politiske partier så på dette tidspunkt dagens lys for første gang og har af den grund selv i dag en interesse i, at en bestemt historie fortælles på en bestemt måde. Men man må i dag spørge sig selv om, hvorfor så mange generationer skulle undervise og undervises i et gennembrud, der aldrig fandt sted? Som dybest set var én stor konstruktion og manipulation, hvilket blev gennemskuet og kommenteret straks ved udgivelsen af Georg Brandes´ bog og siden ”glemt”. Om hvordan så mange skribenter gennem så mange år næsten uimodsagt har kunnet få vendt et litterært sammenbrud til et kulturpolitisk gennembrud og fået gjort størrelserne ens i folks bevidsthed?

En oplagt løsning på skismaet er at gøre Hvidts betegnelse ”det kulturpolitiske/kulturradikale gennembrud” betegnende for den del af det, der vitterligt var et snævert, kulturpolitisk/kulturradikalt gennembrud, så også Georg Brandes frem for den alt for centrale og dominerende plads, han hidtil har indtaget i historien, får tildelt den langt mere marginale, der tilkommer ham. At uendelig mange roder begreberne sammen, taler for klarhed og forenkling af det, der ved i første omgang at blive simplificeret og narrativiseret til ukendelighed i stedet er blevet til forvirring og falske forestillinger, hvor man ofte ærer den forkerte for andres dyder. At sætte Brandes´ navn i forbindelse med eksempelvis ordet frigørelse, som det ofte sker, er en uanstændighed i forhold til litteraturen og ret beset en fornærmelse mod Herman Bang, der netop forfægtede dette synspunkt, mens Brandes´ opfattelse af forfatterne var, at de ikke kunne tænke selv, og at de skulle skrive med en bestemt tendens og under én ”fører” – gæt selv hvem. At ikke alle adlød, at faktisk næsten ingen gjorde det til sidst, er underligt nok også ”et særdeles underbelyst kapitel i dansk litteraturhistorie”, og var det, der førte til sammenbruddet.
Selv Danmarks nye demokratikanon har vist sig som et offer for den falske overlevering og har fået klasket det hele sammen og smurt J.P. Jacobsen godt og grundigt ind i Brandes´ ”moderne litterære gennembrud”. At det altid går lidt for stærkt med at cementere falske myter i forbindelse med gennembruddet ses næsten symbolsk af, at man ikke engang har stavet digterens navn rigtigt. Men J.P. Jacobsen og Georg Brandes, det lyder da rigtigt? Ja, det gjorde Herman Bang og Georg Brandes også, ikke? Men uanset hvordan De vender og drejer Det moderne gennembruds mænd, så nævnes Bang ikke med en linje.
Senere ser vi nærmere på sammenbruddet, og hvorfor det er helt urimeligt at nævne Brandes og J.P. Jacobsen i samme åndedrag …

Send en kommentar