Forfatteren Michael Larsen: Den der falder er en mise en abîme

tirsdag den 17. marts 2020

Den der falder er en mise en abîme

Den der falder er en mise en ambîme. Det blev jeg belært om af min dygtige redaktør Sine Norsahl. Virkeligheder i virkeligheder i virkeligheder. Det begreb havde jeg vist aldrig hørt om. Men det er rigtigt nok. Ifølge Gyldendals Den Store Danske gør de mange perspektivskift og brud på den forventelige dramaturgi læseren usikker og stiller fundamentale spørgsmål til, hvordan vi egentlig kan vide noget.
Præcis sådan er Den der falder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

PRESSEN SKREV:

"'Stormen' er smækfed ramasjang og storsejlet føljetonlitteratur"
Politiken
"Denne præ-holocaust-holdning over for Europas jødiske mindretal op til den tragiske Dreyfus-sag fastholder Larsen overmåde velskrivende, ja forbavsende godt og overbevisende tidstypisk i sit flot konstruerede plot. Frejdigt hele den brogede vej til den sidste fejende konklusion, hvor Lars Mikkelsen smerteligt af sin elskerinde selv bliver udnævnt til at være (den evige?) jøde inde under sin danske skal. Hvorfor således og hvordan, bør læseren unde sig selv at læse (...)"
Politiken

"Et storværk"

"Det er en flot og meget gennemført sproglig præstation, der selvfølgelig er præget af at være led i den standende værdikamp, men et meget velargumenterende og spændende led imod kulturradikalismen. Samlet et storværk med et meget kritisk syn på Det moderne gennembrud og især brødrene Brandes"
Bibliotekernes lektørudtalelse, Per Månson

DR Kulturguiden anbefaler 'Stormen'

”Andet og sidste bind, ”Stormen”, der nu er på gaden, fortsætter angrebet på Georg Brandes og hans disciple med så megen vedholdenhed og dokumentation, at det rent faktisk sætter sig i bevidstheden og hukommelsen (…) Larsen har bevæbnet sig med mangt et velvalgt ord. I al fald ender han her i sidste del af det ambitiøse projekt – sådan som man kunne ønske – med for alvor at træde ud af den store tid, der var engang, og ind i sin egen. Derfor bør den læses.”
**** Børsen

**** Jyllands-Posten

”Faktisk gør Larsens trommeild mod Brandes sin virkning (…) Og så har jeg ikke engang refereret, hvad Adler og Brandes har at sige om den homoseksuelle Bank/Bang. De fleste ved, at Johannes V. Jensen hånede Bang for hans seksuelle orientering, mange ved ikke, at Brandes står bag en lignende præstation. Da jeg fortalte det til en kulturradikal på redaktionen, blegnede han i vantro. Men den er god nok. Om Bang sagde Brandes i 1883: ”Han har et dødt Punkt i sit Hoved, thi han kan ikke tænke; jeg mener videnskabeligt (…) Hans forstand er en Middelgod Fruentimmerforstand. Der er ingen mandlig Gang i hans Tanker; de har tydeligt nok aldrig været underkastet den Tugt, der styrker og sikrer mod en evindelig Snublen”. Det er ord til andet, hvad Michael Larsen lader Nathan Adler sige om Herman Bank.”
Weekendavisen

"Dramatik - mord - og så lige en omskrivning af den danske kulturhistorie."
DR P1

"Nu har jeg endelig fået den læst. Og jeg må tilstå, at jeg er dybt rystet. Det er nok det mest provokerende værk, jeg nogensinde har læst. Der står en roman mellem linjerne. Det er som pakken i Seven. Skal man åbne den af frygt for, hvad man gør, når man ser, hvad der er i? Han håner dem jo. Kritikerne. Hvis jeg var anmelder, ville jeg slagte den.
Lars Mikkelsen, forfatter

Og således fortsætter manipulationen

Jørgen Knudsen om Georg Brandes til Information (21-3-2008): "Han ville eksplodere over så mediestyret en verden. Hvor så megen bevidsthed er styret af medier. En skepsis over for medier var Brandes i sin tid meget præget af".
Det er ellers ikke ligefrem skepsis, snarere det grænseoverskridende udspekulerede, der driver den samme Brandes til i 1875 hæmningsløst at misbruge mediernes magt, da han i sit eget blad Det nittende Aarhundrede leverer en helt fiktiv korrespondance fra Stockholm, hvor Bjørnsons skuespil "En fallit" netop er blevet opført. Brandes giver sig ud for at være en svensk iagttager, som anbefaler stykket til opførelse i København. For at gøre ondt værre, brød Brandes sig slet ikke om stykket. Men de rigtige venner skulle hjælpes for enhver pris. Og hvad har man medierne til?

Ikke for sarte Politiken-læsere

"Jørgen Knudsens "folkebog" om Georg Brandes er autoritativ som en disputats ...", skriver Bo Tao Michaëlis om Jørgen Knudsens GB - En Georg Brandes biografi (Pol. 29-2-2008)
Sammenhold nu dette med, at anmelderen også skriver: "Georg Brandes er klart et vidunderbarn. Han lærer sig selv at læse som fireårig ..."
Påstanden om at Georg Brandes var et "vidunderbarn" har Bo Tao Michaëlis helt ukritisk overtaget fra Jørgen Knudsen, der helt ukritisk har overtaget den fra - ja, gæt selv hvem: Georg Brandes. Hans erindringer, Levned, er på så mange områder i tidens løb blevet taget i så mange fejl og uvederhæftigheder, at intet seriøst menneske i dag ville tage én oplysning i dem til indtægt for noget som helst uden omhyggeligt at krydstjekke den med et hav af andre kilder. I Levned forsøger Brandes også at gøre sig selv til et matematisk barnegeni, der dog mange år efter af uudgrundelige årsager har svært ved at styre et helt simpelt husholdningsregnskab i Berlin. Så svært, at konen må gøre det. Så at tale om "disputats" og "autoritativ" om noget, der baserer sig på én upålidelig kilde, siger vel alt om den journalistiske manøvre. Og den politiske bagtanke. Den kritiske Politiken-læser ville måske også ved nærmere eftertanke undre sig over den redaktionelle prioritering: en kulturforside til en opsamlingsbog!? Logikken og mønsteret burde være indlysende.

Pontoppidan-citatet, som Brandes-tilbederne hader

”Nu var han efter indbydelse på vej til Århus, hvor han – som han sagde – til afveksling skulle tale til en forsamling af jyske idioter.”
Dette citerer Jørgen Knudsen fra Henrik Pontoppidan, der møder Georg Brandes på Kalundborg-båden i 1884, i bogen Georg Brandes, Symbolet og manden 1883-95, s. 130. Meningen er tydelig nok og betegnende for Knudsens måde at citere på. Med dette citat skal læseren tro, at Knudsen da har præsenteret det værste, Pontoppidan kan sige om Georg Brandes. Men her er fortsættelsen, som Brandes-fanatikere som Knudsen hader, at man citerer, og som de færreste derfor kender:

”Jeg hørte på ham ved voksende forbavselse. Talte han sådan i naiv tillid til, at denne form for selvros ikke lugtede? En hensigt med hele sin ejendommelige facon måtte han vel have. I øvrigt beklagede han sig heftigt over de mange besværligheder, der fulgte med det at have vundet en smule navn i verden – sine ”ægyptiske plager”, som han kaldte dem. Idet han strakte armene frem og vred sig som en orm, jamrede han over den skruptudseregn af dumme breve, som daglig skyllede ned over ham med anmodninger fra tossede autografsamlere, der tryglede ham om hans håndskrift, og fra forskruede fruentimmer, som ”på deres knæ” bønfaldt ham om en lok af hans hår.
Det var med denne tone, han skuffede og forargede så mange, der kun kendte ham fra hans bøger; og jeg må tilstå, at også jeg følte mig ilde berørt af den. Ja trods al min beundring for ham som skribent, gik der adskillige år, før jeg helt forvandt mit indtryk af ham fra denne sejlads i det Per Paarske farvand.
Ældre folk, der har truffet H.C. Andersen og – som de fleste – havde følte sig frastødt af hans selvoptagethed, sammenlignede gerne Brandes med ham og kaldte dem for to lige store narre.”
Niels Kofoed mener i Fortællingens mester – Henrik Pontoppidan 150 år, at Jørgen Knudsen maler et skønmaleri, når han taler om et venskab mellem Georg Brandes og Henrik Pontoppidan. Det tør antydes. Korrespondancen mellem de to taler sit eget tydelige sprog. Brandes skriver, og Pontoppidan svarer nødtvungent. Pontoppidans forfatterskab taler om muligt endnu mere tydeligt. Det er ikke just kulturradikale helte, der befolker dem.

Forfatteren Michael Larsen

tirsdag den 17. marts 2020

Den der falder er en mise en abîme

Ingen kommentarer:

Rågelejes natur

PRESSEN SKREV:

Om forfatteren

PRESSEN SKREV:

Den store tid - Aftenlandet og Stormen

Michael Larsen Headline Animator

Subscribe Now: google

Nyttige links

Andre links

Og således fortsætter manipulationen

Blog-arkiv

Ikke for sarte Politiken-læsere

Pontoppidan-citatet, som Brandes-tilbederne hader