Dødsleg - og Ondskabens øjne

Året efter Anthony Hopkins' berømmede Oscarrolle som den kannibalistiske seriemorder, Hannibal Lecter, i Ondskabens øjne var jeg så heldig at møde ham i London i forbindelse med filmen Dracula. Det var dengang, jeg - i et andet liv - arbejdede som filmjournalist.

Ondskabens øjne var, og er stadig, en af mine absolutte filmfavoritter, og det var en stor oplevelse at møde Hopkins så kort tid efter, at han havde givet mennesker verden over mareridt med sin blændende præstation. En talemåde siger, at man 'aldrig skal møde sine helte'. Et af de ældst kendte steder, vendingen optræder, er i Gustave Flauberts Madame Bovary (læsere af Dødsleg vil vide, hvorfor netop dette har betydning :)) Men i tilfældet med Anthony Hopkins stemmer citatet ikke.

Det var en på alle måder stor og bestemt ikke skuffende oplevelse at møde stjernen med den vidunderlige diktion og sans for at aflevere replikker. Selv om man som journalist måske inderst inde havde et hedt ønske om, at Hopkins ville hvisle noget om 'en lever, nogle hestebønner og en dejlig chianti', så var det på en måde ligeså befriende, at det ikke skete.

Virkelighedens Anthony Hopkins var langt mere som den korrekte og pligttro butler, James Stevens, som Hopkins spiller med lige så præcision i filmen Resten af dagen. Med mesterligt underspil formidler han James Stevens, hvis lidenskaber brænder uden det mindste spor af røg. Hemmeligt forelsket i husholdersken miss Kenton, styrede han i 1930'erne den store husholdning på godset Darlington Hall, hvor arbejdsgiveren havde udpræget nazistiske tilbøjeligheder. Værdighed og tilbageholdenhed bringer James Stevens helskindet gennem livet samtidig med, at de helt identiske egenskaber frarøver ham et liv. Præcis så venlig, afdæmpet og imødekommende var virkelighedens Anthony Hopkins. Måske var han allerede i rollen. Resten af dagen kom et par år senere.

Alligevel er det - naturligvis - glansrollen som Hannibal Lecter, der har bidt sig fast og sikret ham 'evigt liv'. Mange andre forfattere har utvivlsomt - ligesom jeg - haft Hopkins' formidling af manusforfatteren Ted Tallys replikker, baseret på Thomas Harris' fremragende roman og eksekveret i Jonathan Demmes mesterlige instruktion, kørende som et mindeværdigt og altid inspirerende lydspor, når de skriver. Jeg skylder naturligvis mange andre film og romaner (og levet liv) tak for god inspiration. Men Ondskabens øjne står endog meget højt på den liste. Selv i dag. I flere romaner har jeg brugt variationer over Jonathan Demmes mesterlige nærklimaks-krydsklips-figur, ikke mindst i Dødens kode. Men også i Dødsleg gør jeg brug af en variation, som næppe var blevet sådan, hvis jeg ikke havde set og genset og genset og genset denne fremragende, vittige og yderst velskrevne film.

Det er en god påmindelse om, hvorfor det er så vigtigt at gøre sig umage, når man skriver. Der er folk, der læser det, ser det, og som måske selv en dag kommer til at inspirere andre til at forsøge at yde deres bedste. Som nu den unge Tv-journalist, der i Dødsleg sørme også har en dialog kørende med en morder, nøjagtigt som unge Clarice Starling i ondskabens øjne.

'You know what you look like to me, with your good bag and your cheap shoes? You look like a rube. A well scrubbed, hustling rube with a little taste. Good nutrition has given you some length of bone, but you're not more than one generation from poor white trash, are you, Agent Starling? And that accent you've tried so desperately to shed? Pure West Virginia. What's your father, dear? Is he a coal miner? Does he stink of the lamb? You know how quickly the boys found you... all those tedious sticky fumblings in the back seats of cars... while you could only dream of getting out... getting anywhere... getting all the way to the FBI' (Citat: Hannibal Lecter).

Wow. Tilsæt billedet og lyden af Lecter, så kan det ikke gøres bedre.

Dødsleg er ikke Ondskabens øjne. Den er noget andet. Men rummer den bare en brøkdel af de mange mindeværdige citater fra Ondskabens øjne, vil jeg være stolt og glad.

Dødsleg udkommer på tirsdag. God fornøjelse.

Billede: Når 'Hannibal Lecter' sådan lander labben på ens skulder, får han naturligvis ens fulde opmærksomhed. Heldigvis var Anthony Hopkins dengang for over 30 år siden langt inde i en ny rolle. Eller også var han bare sig selv.

Mord i moserne

- Jeg kan garantere for, at det bliver meget værre.

Sådan siger den autistiske og øretæveindbydende, men også skarpsindige svenske profileringsekspert, Stefan Falkehed i Dødsleg, i en generel betragtning om vold, voldtægter og drab på kvinder.

I Dødsleg bistår han dansk politi med at fange en seriemorder, men i virkelighedens verden er det en serie af drab på kvinder, der har gjort hans betragtninger ubehageligt aktuelle. Med et drab på en 50-årig kvinde, hvis lig blev fundet her til morgen, er der i Danmark begået fem drab på kvinder på otte dage.

Dødsleg skal som roman naturligvis først og fremmest være spændende og underholdende. Den gru, der møder virkelighedens ofre, er man som forfatter på lykkelig afstand af, og det er et evigt skisma som krimiforfatter at 'kapitalisere' på død og ulykke. Når det er sagt, er romanen faktisk også et helt ærligt forsøg på bl.a. at belyse de seksuelle spændinger og tiltagende magtkampe mellem kønnene, der sammen med den forråede og forrående incels-kultur bidrager til den ubehagelige statistik. I alle de omtalte drab er mænd, som kvinderne har kendt, sigtet i relation til dødsfaldene.

- Vi er i essensen rovdyr, der udviser en enestående tillid ved at sove ved siden af hinanden. Ikke mindst kvinderne. Citat: Stefan Falkehed. https://www.kattegat.nu/den-lokale-forfatter-michael-larsen-slar-mennesker-ihjel-i-fiktionen-og-redder-krybene-i-virkeligheden-1-juli-2025-udkommer-dodsleg/?fbclid=IwY2xjawLUZ4xleHRuA2FlbQIxMQBicmlkETB5WDdBMlZVZXFNc2RGTXBjAR4YTFhQAe91FYLJ7B4etS0E1acbv9T39VRDCVGKo06UyfEjkjDSmIqjtG_llQ_aem_1RsJOPmXBGEJVUkZ7Ejsfw

Forfatterens bi-beskæftigelse

I foråret var Familie Journalens Karna Bunk-Jensen og fotograf Søren Jul Lamberth forbi for at høre mere om hvepsebien Nomada subcornuta, som jeg var så heldig at finde sidste år i haven i Rågeleje. Nu foreligger resultatet i denne uges Familie Journal (sidste uges nummer!). Det er blevet til en historie om min passion for natur og insekter, eller som journalisten vittigt skriver, min lille bi-beskæftigelse.

Billede: Hvepsebien Nomada subcornuta (indsat) blev sidste år fundet som ny art i Danmark. Det skete i haven i Rågeleje. Vi er så heldige at have en fast bestand, så billedet her er fra i år - hvor den faktisk også blevet fundet et par andre steder i landet.

Den egentlige beskæftigelse er romanskriveriet, og jeg har - må jeg da også lige indskyde - en roman, der nu netop er udkommet. Dødsleg, som er skrevet til Mofibo og People's Press, kan læses og lyttes til fra 1. juli.

Dødsleg - gensyn med vennerne

Der er nu intet som en lydbog, der lander med et brag i helt fysisk form foran ens hoveddør

De første friske eksemplarer af min nye roman, Dødsleg, der er over 500 siders hor, mord og mystik, betyder samtidig et gensyn med Folmer, Bolbro og Antabi fra Mordet på øen og Dødens kode.

Dødsleg er skrevet for Mofibo, men udkommer i fysisk form hos People's - det skete 1. juli.

Hvis ikke det lød så morbidt, ville jeg sige, at jeg er kisteglad i dag

Dragenotatet klar til Krimimesse: Kan døde bier vækkes til live?

Når man skriver en krimi som DRAGENOTATET, der handler om liv og død, og man har en hovedperson, der kan vække døde dyr til live igen, er man næsten forpligtet på selv at undersøge, om det dog kan passe. Kan døde bier vækkes til live efter at have været druknet i 10-12 timer? Svaret er, at ja, det kan de.

Den overraskende opdagelse blev gjort under researchen til DRAGENOTATET, hvor jeg to fulde somre fik vækket i hundredvis af sjældne sorte jordbier, hvepsebier og svirrefluer til live, selv efter voldsomme tumblerture i filtre og skimmere på en swimmingpool. Stendøde med strittende, stive ben begyndte de efter et par timer at spjætte og rense sig og derefter blev de nænsomt hjulpet på vingerne igen.

Det og meget andet vil jeg fortælle om på både lørdag og søndag på Krimimessen i Horsens i weekenden 25-26 marts. Lørdag sker det i selskab med David Jacobsen Turner, og søndag taler undertegnede og Sissel-Jo Gazan med Lisbeth Bille om genren videnskabskrimi, som vi begge skriver.

Bedrager slap hugorme løs i Danmark: Slap han også sjælden bille løs?

En af Danmarkshistoriens største bedragere slap eksotiske dyr løs i den danske natur, men slap han også en sensationelt sjælden og eksotisk bille løs ét bestemt sted i landet? Hvis svaret er ja, så er et årelangt mysterium endelig løst.

I årevis har man på Ærø diskuteret, om der er hugorme på øen. Svaret er, at det har der i hvert fald været. Men de er ikke kommet af sig selv. Tv-dokumentaren, Den danske Satankult, som kan ses på drtv, fortæller historien om Knud Langkow, Danmarkshistoriens måske største bedrager og manden bag Satankulten på Anholt - en historie, som var stor i både dansk og international presse tilbage i 1970'erne. Men Langkow slap andet end satanistiske figurer og mønter løs i Danmark. Han lukkede også over flere årtier metodisk eksotiske dyr ud i den danske natur.

Nu kan det ydermere dokumenteres, at det var ingen ringere end Knud Langkow, der under et besøg på Ærø i 1975 slap 15 hugorme løs i hver sin ende af øen. Det forklarer, hvorfor flere mener at have set hugorme på Ærø - angiveligt blev en linjemester fra det tidligere Ærø Elforsyning sågar bidt nær Drejet ved Marstal. Men det er ikke det hele. For Langkow slap også farvestrålende ildsalamandre, klokkefrøer og eksotiske biller løs i den danske natur. Og straks spidser man ører, for netop Ærø huser netop en stor, grøn og skinnende bille, der var en regulær, men også nærmest uforklarlig, sensation, da den blev fundet i midten af 1990'erne i Voderup Klint.

Stor Guldløber hedder billen, der er Danmarks måske smukkeste løbebille. Men billen kan ikke flyve, så det har altid været et mysterium, hvordan den er kommet til Ærø og hvorfor den kun findes her. Biologerne har altid forklaret det med, at der måtte være tale om en relikt bestand. Men det rejser med det samme en række spørgsmål: for hvis der er tale om en relikt bestand, hvorfor har billen så ikke spredt sig til resten af øen på 2000 år? Og hvorfor finder man den først i midten af 1990'erne? Måske har vi lige fået svaret. For hvis det er Knud Langkow, der har sluppet den løs i Voderup Klint i midten af 1970'erne begynder alting pludselig at give mening.

Historien om Langkows omfattende og forbløffende faunaforurening af den danske natur indgår som en sidehistorie i DRAGENOTATET, der udkommer 22. marts. Det er dog ikke Stor Guldløber men en helt anden magisk bille, den biologistuderende Camilla fra Rågeleje er på sporet af, og som bringer hende i alvorlige problemer - ikke mindst på Ærø.

 

FOTO: Kopi af Knud Langkows dagbogsblad, hvoraf det på kryptisk latin fremgår, at han under gentagne besøg på Ærø slap hugorme og snoge løs. FOTO (Stort foto): Det er altid spændende og noget helt særligt at finde den ekstremt sjældne Stor Guldløber i Voderup Klint. Men måske har nogen taget fusen på os alle

Fra naturbog til krimi

Efter bogen om Rågelejes natur gælder det nu krimi. Dragenotatet, der udkommer i morgen, handler om den unge insektekspert og biologistuderende Camilla, der af et medicinalselskab bliver hyret til at finde en ganske særlig og meget sjælden bille. Billen indeholder et stof, der tilsyneladende kan sikre evig ungdom. Men noget stikker under, og da Camillas ekskæreste Benjamin med forbindelser til samme medicinalselskab undervejs i jagten på det unikke stof findes død, går det op for Camilla, at suspekte kræfter er på spil, og hun tager flugten sammen med journalisten Mikkel Valentin, der egentligt skulle overvåge hende, men nu beslutter sig for at hjælpe. Men hvem er de på flugt fra? Og hvad er det egentligt, hun og Mikkel jagter? Er det overhovedet den meget sjældne bille, eller er det i virkeligheden noget, verden aldrig tidligere har set? Et rumvæsen, et videnskabeligt eksperiment, der er slået fejl? Hvem er de andre, der jager det ukendte – og hvorfor? Er det for at redde verden – eller for at ødelægge den? Camilla bliver viklet ind i en verden, hvor al sund logik bliver udfordret, og hvor hun til sidst må stå ansigt til ansigt med sin værste frygt.