tirsdag den 21. marts 2023

Fra naturbog til krimi

Efter bogen om Rågelejes natur gælder det nu krimi. Dragenotatet, der udkommer i morgen, handler om den unge insektekspert og biologistuderende Camilla, der af et medicinalselskab bliver hyret til at finde en ganske særlig og meget sjælden bille. Billen indeholder et stof, der tilsyneladende kan sikre evig ungdom. Men noget stikker under, og da Camillas ekskæreste Benjamin med forbindelser til samme medicinalselskab undervejs i jagten på det unikke stof findes død, går det op for Camilla, at suspekte kræfter er på spil, og hun tager flugten sammen med journalisten Mikkel Valentin, der egentligt skulle overvåge hende, men nu beslutter sig for at hjælpe. Men hvem er de på flugt fra? Og hvad er det egentligt, hun og Mikkel jagter? Er det overhovedet den meget sjældne bille, eller er det i virkeligheden noget, verden aldrig tidligere har set? Et rumvæsen, et videnskabeligt eksperiment, der er slået fejl? Hvem er de andre, der jager det ukendte – og hvorfor? Er det for at redde verden – eller for at ødelægge den? Camilla bliver viklet ind i en verden, hvor al sund logik bliver udfordret, og hvor hun til sidst må stå ansigt til ansigt med sin værste frygt.

Ingen kommentarer: