Året efter Anthony Hopkins' berømmede Oscarrolle som den kannibalistiske seriemorder, Hannibal Lecter, i Ondskabens øjne var jeg så heldig at møde ham i London i forbindelse med filmen Dracula. Det var dengang, jeg - i et andet liv - arbejdede som filmjournalist.
Ondskabens øjne var, og er stadig, en af mine absolutte filmfavoritter, og det var en stor oplevelse at møde Hopkins så kort tid efter, at han havde givet mennesker verden over mareridt med sin blændende præstation.
En talemåde siger, at man 'aldrig skal møde sine helte'. Et af de ældst kendte steder, vendingen optræder, er i Gustave Flauberts Madame Bovary (læsere af Dødsleg vil vide, hvorfor netop dette har betydning :)) Men i tilfældet med Anthony Hopkins stemmer citatet ikke.
Det var en på alle måder stor og bestemt ikke skuffende oplevelse at møde stjernen med den vidunderlige diktion og sans for at aflevere replikker. Selv om man som journalist måske inderst inde havde et hedt ønske om, at Hopkins ville hvisle noget om 'en lever, nogle hestebønner og en dejlig chianti', så var det på en måde ligeså befriende, at det ikke skete.
Virkelighedens Anthony Hopkins var langt mere som den korrekte og pligttro butler, James Stevens, som Hopkins spiller med lige så præcision i filmen Resten af dagen. Med mesterligt underspil formidler han James Stevens, hvis lidenskaber brænder uden det mindste spor af røg. Hemmeligt forelsket i husholdersken miss Kenton, styrede han i 1930'erne den store husholdning på godset Darlington Hall, hvor arbejdsgiveren havde udpræget nazistiske tilbøjeligheder. Værdighed og tilbageholdenhed bringer James Stevens helskindet gennem livet samtidig med, at de helt identiske egenskaber frarøver ham et liv. Præcis så venlig, afdæmpet og imødekommende var virkelighedens Anthony Hopkins. Måske var han allerede i rollen. Resten af dagen kom et par år senere.
Alligevel er det - naturligvis - glansrollen som Hannibal Lecter, der har bidt sig fast og sikret ham 'evigt liv'. Mange andre forfattere har utvivlsomt - ligesom jeg - haft Hopkins' formidling af manusforfatteren Ted Tallys replikker, baseret på Thomas Harris' fremragende roman og eksekveret i Jonathan Demmes mesterlige instruktion, kørende som et mindeværdigt og altid inspirerende lydspor, når de skriver. Jeg skylder naturligvis mange andre film og romaner (og levet liv) tak for god inspiration. Men Ondskabens øjne står endog meget højt på den liste. Selv i dag. I flere romaner har jeg brugt variationer over Jonathan Demmes mesterlige nærklimaks-krydsklips-figur, ikke mindst i Dødens kode. Men også i Dødsleg gør jeg brug af en variation, som næppe var blevet sådan, hvis jeg ikke havde set og genset og genset og genset denne fremragende, vittige og yderst velskrevne film.
Det er en god påmindelse om, hvorfor det er så vigtigt at gøre sig umage, når man skriver. Der er folk, der læser det, ser det, og som måske selv en dag kommer til at inspirere andre til at forsøge at yde deres bedste. Som nu den unge Tv-journalist, der i Dødsleg sørme også har en dialog kørende med en morder, nøjagtigt som unge Clarice Starling i ondskabens øjne.
'You know what you look like to me, with your good bag and your cheap shoes? You look like a rube. A well scrubbed, hustling rube with a little taste. Good nutrition has given you some length of bone, but you're not more than one generation from poor white trash, are you, Agent Starling? And that accent you've tried so desperately to shed? Pure West Virginia. What's your father, dear? Is he a coal miner? Does he stink of the lamb? You know how quickly the boys found you... all those tedious sticky fumblings in the back seats of cars... while you could only dream of getting out... getting anywhere... getting all the way to the FBI' (Citat: Hannibal Lecter).
Wow. Tilsæt billedet og lyden af Lecter, så kan det ikke gøres bedre.
Dødsleg er ikke Ondskabens øjne. Den er noget andet. Men rummer den bare en brøkdel af de mange mindeværdige citater fra Ondskabens øjne, vil jeg være stolt og glad.
Dødsleg udkommer på tirsdag. God fornøjelse.
Billede: Når 'Hannibal Lecter' sådan lander labben på ens skulder, får han naturligvis ens fulde opmærksomhed. Heldigvis var Anthony Hopkins dengang for over 30 år siden langt inde i en ny rolle. Eller også var han bare sig selv.
