 |
| Dr. phil i historie, Jon A.P. Gissel tager nu fat på Brandes med akademiske hænder. |
Kan det lade sig gøre at fejllæse den danske kulturhistorie i over 100 år? Kan en regulær historieforfalskning overleve så mange generationer af historikere og litterater, kritikere og journalister, uden nogen opdager det? Ønsker at opdage det? Tør formulere det?
Der skal nok være nogle læsere af Den store tid (Aftenlandet og Stormen), der under læsningen af værket har gnedet øjnene i vantro. Skulle alt hvad generationer af skoleelever og universitetsstuderende har lært om epoken, det moderne gennembrud, gennem tiden, virkelig være det pure opspind? Var sandheden om kulturkampen i slutningen af 1800-tallet i virkeligheden en helt anden? Ja, man må selv dømme, men nu ti år senere, hævder dr. phil. i historie, Jon A. P. Gissel, i bogen Konservatisme og kulturkamp (2014), i hvert fald nøjagtig det samme.
"Det er velkendt, at det radikale slagord i striden om kulturens indhold var "den frie tanke", velkendt fordi den senere litteratur i alt væsentligt har beskæftiget sig med den radikale side. Ganske ukendt er det vist derimod, at et gennemgående tema hos konservative skribenter i samme tid var "den frie vilje": Mennesket har i denne tankegang en fri vilje; omgivelser og drifter, arv og miljø øver deres indflydelse, men er ikke enerådende. Mennesket er ikke et værgeløst offer, men har en mulighed for selvstændig indflydelse på sit liv, en mulighed for et valg." Sådan skriver Gissel i bogen. Og præcis dette handlede Den store tid om.
Konservatisme og kulturkamp påviser akkurat som Den store tid, at der allerede dengang pågik en omfattende femte kolonne-virksomhed på de konservative blade, at der var "brandesianske anmeldere selv i de konservative blade - og endda på dette tidlige tidspunkt (1883) - at den litterære konservatisme egentlig var hjemløs, hverken havde et stort tidsskrift eller et stort dagblad i ryggen", den afmonterer som Den store tid også myten om, at Brandes blev forsøgt holdt ude af det gode selskab, den "afslører" som Den store tid alle Brandes´ numre og unoder, hans kamp, der blev ført med skældsord ikke argumenter, hans tendentiøse omgang med litteratur, hans litterære tyverier etc. Selv om det alt sammen altså er behandlet tilbundsgående i Den store tid (Aftenlandet og Stormen), er der kun grund til at glæde sig over, at man nu også fra akademisk hold er vågnet. Præcis dette var faktisk et optimistisk håb, der ledsagede udgivelsen af romanværket og skriverierne på denne blog: at man fra akademisk hold ville få det fornødne mod til nu endelig at gå løs på de kilder, der så entydigt fortæller den i bund og grund dybt forbløffende historie: at vi alle er blevet ført bag lyset igennem så mange år. Kun på et punkt er der grund til at undre sig. Forlaget lancerer bogen således: Den klassiske fortælling om dansk åndsliv er en fortælling om Georg Brandes som lysbringeren, der gjorde op med guldalderlitteratur og fejede romantikkens verden bort. Men det er sejrherrerne, der skriver historien. Glemt er det, at Brandes blev mødt af en stærk og velartikuleret konservativ modstand, som siden er skrevet ud af historien."
Det var, undskyld mig, i al beskedenhed netop den stærke konservative modstand, Den store tid (Aftenlandet og Stormen) mindede om og skrev ind i historien igen. Og man kan ikke lade være med at hæfte sig ved det ironiske i, at en bog som Gissels, der hævder at kæmpe for de udskrevne, nu gør sig skyldig i samme brøde. Den store tid var og er et endog meget grundigt og gennemarbejdet værk, der hvilede på et stort antal kilder. Hvilket da heller ikke på nogen kvalificeret måde blev imødegået, endsige bestridt, da romanværket blev behandlet i pressen. Langt hen ad vejen er det de samme kilder, som Gissel nu benytter sig af. Topsøe og Julius Paludan er sammen med mange andre af de vitterligt frygtindgydende (i positiv forstand) datidige, konservative skribenter fyldigt repræsenteret og rehabiliteret i såvel Aftenlandet og Stormen som på denne blog.
 |
| Georg Brandes og hans tid kom i skønlitterære hænder allerede i 2004 med Aftenlandet. I 2008 udkom de to bøger som samlet værk. Afsløringerne af en epoke og dens magtstrukturer trækker spor helt frem til nutiden. Og nu gentager Gissel nøjagtig det samme. |
Man bør vel blot trække på skulderen og så blot tilskrive det et forlags nødvendige salgsgas og så igen nøjes med at konstatere, at først et stort litterært værk (med ledsagende nøgle) og nu et akademisk af slagsen i nærmest ét og alt hævder det samme om samme emne, samme tid, samme persongalleri. I skærende kontrast til overleveringen. Det er dog tankevækkende. Det er jo på ingen måde naturgivent, at man læser kilderne på samme måde, dog synes det at være tilfældet her. Og så alligevel er der nuancer: jeg tillægger eksempelvis Stangerups tobindsværk, Kulturkampen, langt større værdi end Gissel, da værket netop ikke er "konservativt" men tilstræbt objektivt i sin fremstilling. Det leder til nye troværdige kilder, der både bekræfter de fremsatte påstande og anviser vejen til endnu nye kilder, der uddyber og nuancer og fuldender det billede, der kun antydes i Kulturkampen. På den måde har Stangerups værk været uvurderligt i min tilgang til stoffet. På et andet punkt er vi heller ikke enige: Gissel anser - som talløse kulturradikale skribenter gennem tiden - ikke Brandes for at have været et magtmenneske, og det anser jeg som rent ud sagt forkert og også løjerligt, al den stund at manden selv har proklameret det så klart: "Jeg alene er et parti.", og i øvrigt i al sin virksomhed stræbte efter magten. Kun holder vurderingen, hvis man definerer ham ud fra et menneske, der ikke opnåede den magt, han søgte, men det synes at være en noget bagvendt definition.
 |
| Stormen udkom i 1998. Dette er originaludgaven. |
 |
| Paperbackudgaven af første del (Aftenlandet). Den udkom i 2004. |
"I over 100 år har tankegangen været domineret af to retninger, radikalisme og marxisme, hvor hadet har været den grundlæggende drivkraft, som vi skal se; derfor er det ikke overraskende at se hadets flammer slå op fra megen debat og videnskab." Sådan skriver Gissel. Og han fortsætter: "Man har smykket sin hadefuldhed med ord som "kritisk", "frigørende" m. m. Når tilhængerne af disse retninger taler om det "kontroversielle" og "ønsket om at provokere", er dette et forsøg på at fremstille hadet som noget rationelt, som et rationelt middel i "fremskridtets" tjeneste og dermed undgå at vise det som drivkraft. Hadet går ind i selve tankegangen, præger hele sprogbrugen. Man fjerner sine egne og systemets modstandere; det kan både være udtryk for fanatisme og et ønske om selv at komme frem. Kulturradikalismen fik lov til at sejre trods en forbavsende ringe argumentationskraft, men med en høj grad af postulater og skældsord; den havde tidsånden på sin side, men det var ideologi mere end argumenter. "Det moderne" betyder i sig selv ikke andet end det, der er nu, men moderniteten som ideologi, f.eks. "Det moderne Gennembrud" gør krav på nutiden som sit territorium og derudfra retten til at fælde domme over fortiden".
