Berlingskes betonhoved

Berlingskes betonhoved, Lisbeth Knudsen, sætter en helt ny standard for enestående hykleri og dobbeltmoral (eller slet ingen) i et forsvar for sin detroniserede tv-kommentator Thomas Larsen. Samtidig bekræfter hun alle fordomme om, at man under hendes ledelse har ét bogholderi for fremmede og et helt andet for bladets egne ansatte, og dermed bidrager hun heftigt til den ekspanderende avislede.
Et urimeligt ”forsøg på at begå karaktermord” kalder hun kritik fra Henrik Qvortrup, der angiveligt skulle have anfægtet hendes medarbejder Thomas Larsens integritet. Med fråden næsten skummende ud af hver anden sætning er hun oprørt over, at Qvortrup ”har følt behov for at begå et usmageligt offentligt karaktermord”. Hun taler om Qvortrups ”egen udokumenterede påstand”, om hendes egen medarbejders ”større net af fortrolige kilder” og hun er næsten grådkvalt i selvretfærdig harme, da hun konkluderer, at det hele efterhånden åbenbart handler om, hvem ”man kan intimidere og mistænkeliggøre for selv at komme mere til fadet”.
Og man gnider sig selv i øjnene. For det er ikke længere siden end i sommer, at hendes egen medarbejder, Lars Handesten, ”forsøgte at begå et karaktermord, ”et usmageligt offentligt karaktermord” med ”egne udokumenterede påstande” på en ”yderst veldokumenteret bog”, Den store tid – Stormen. Bogens overvældende dokumentation gjorde åbenbart så ondt på Berlingskes medarbejder, der samtidig sidder i repræsentantskabet for Georg Brandes-selskabet (i selskabet uddeler man Georg Brandes-plakater til de studerende ved loyale og rosende omtaler af koryfæet), at han helt bevidst løj, så vandet drev i bladets spalter. I en rystende og helt usædvanlig ondskabsfuld artikel, som under tidligere ansvarlige chefredaktører på Berlingske Tidende naturligvis aldrig havde nået bladets spalter, forsøgte han af al hjertets magt at ”intimidere og mistænkeliggøre”, men naturligvis så nedrigt, fejt og udspekuleret, at man ikke ville kunne vinde en retssag, selv om mulighederne blev undersøgt. Men selv ikke dynget til i ”bevismateriale” om hendes løgnagtige medarbejder mente Lisbeth Knudsen, at avisen havde noget at beklage. Selv på konkurrende bogforlag var man rystet over Berlingske Tidende.
Det er samme Lisbeth Knudsen, der nu vil have, at vi skal føle os oprørte på bladets vegne. Samtidig er hun helt nede på knæ over for de ”villige hjælpere i andre dele af pressen”, der har stillet Berlingske i et dårligt lys. Det har avisen under Lisbeth Knudsens ledelse (eller mangel på samme) nu klaret udmærket selv i den ynkværdige leflen for netop den venstrefløj, der nu ydmyger hende. Hvis udtrykket ”en elefant i en porcelænsbutik” nogensinde har givet mening, må det da være her.