Rune, Ribjerg
og Bermuda-trekantens fire sider

Man ved efterhånden ikke om man skal le eller græde. Efter i årevis at have benægtet eksistensen af den berygtede Bermuda-trekant (Gyldendal, Politiken og DR) kastede Information sig med dødsforagt ind i en ’afsløring’ af to af trekantens sider for nylig. En anmelder på Politiken var angiveligt (læs: tydeligvis) sovset godt og grundigt ind i Gyldendals lønningsliste, hvilket dog på ingen måde forhindrede vedkommende i at fødselshjælpe forlagets potentielle bestsellere med flotte anmeldelser og højt stemte fanfarer. ’Afsløringen’ slog dog tilbage med rekylkraft, da det viste sig, at også Informations mange ansatte var sovset godt og grundigt ind i foretagendet i Klareboderne.
Nu er det så Rune Lykkebergs ellers på mange måder prisværdige kritik af kulturradikalismen og forsøget på at tegne konturer af det kulturelle landskabs mekanismer og magtstrenge, der møder modstand. Eller skulle man måske sige: møder kulturradikalisme. For den ellers så elskelige Klaus Rifbjergs hvasse (læs: forvrøvlede) indlæg er et skoleeksempel på kulturradikalisme, når den er værst. I en nærmest grotesk infam kommentar, hvor Rifbjerg kæder Lykkebergs angivelige ’mindreværd’ sammen med nazi-Tyskland, lykkes det ham at fremstille kulturradikalismen i sin allermest ’charmerende’ form: ”Her skal ikke drages sammenligninger af nogen som helst art, men der er i det mindste noget tankevækkende i, at spidserne i det tyske naziparti netop rekrutteredes blandt dem, der følte sig sat udenfor, de fallerede, de mindreværdige”. Jovist, således skriver Rifbjerg skam.
Det er velgørende at se de mange vrede indlæg, der begavet og nuanceret går i rette med forfatteren og opmuntrende, at man muligvis – muligvis – ser antydningen af en ny generation, der – modsat den forrige - har lært at skelne. Som en blogger begavet kommenterer det: ’Det mest mærkværdige er bare, at han, Rifbjerg, jo ikke fatter en pind af Lykkebergs pointe, men på paradoksal vis kommer til at bekræfte den ved sin "magtdemonstration" af et læserbrev’. Men igen: det er ærlig talt svært at være dybt og helligt forarget, når man betænker, at hele denne forsvars-sang står i selvsamme avis, der nu i to omgange uden nævneværdig indgriben har tilladt Erik Skyum-Nielsen at gå nøjagtig samme forvrøvlede og pinagtige rifbjergske bersærkergang i forhold til Den store tid.

Om vennetjenesterne i det datidige – og nutidige – litterære og kulturelle miljø kan man blive meget klogere her på bloggen og i Den store tid – Aftenlandet og Den store tid – Stormen.
Kulturradikalismens magtudøvelse er ingenlunde begrænset til Bermuda-trekantens tre sider eller til specifikke områder af det politiske spektrum, som Rifbjerg fejlagtigt fremstiller det og viser i grunden kun, hvor lidt han har forstået af den bevægelse, han selv tilhører. Se blot på den aktuelle faneflugt i Det Berlingske Hus og den overvældende dokumentation af ’Tilfældet Handesten’ her på siderne.