Bukkerøv har bukket sig igen, eller da Bukdahl vandt en pris

Som en påskønnelse af den humor Kunstrådet har udvist i tildelingen af Formidlingsprisen til Lars Bukdahl (Bukkerøv mellem venner) genoptrykker jeg hermed – og på utallige opfordringer - en række tv-anmeldelser fra Ekstra Bladet, som jeg skrev i efteråret 2005. Det var ganske vist ikke disse, der fik Lillemanden fra Weekendavisen til at gå grassat og hævne sig i Danmarkshistoriens vist mest forsinkede boganmeldelse. Den begivenhed fandt sted allerede året før, efter at jeg i en artikel i Information havde gjort grin med ham og den anden Dupond oven på parrets fjumren rundt i ledninger og lange sætninger på tv. Men heller ikke de nedenstående anmeldelser af anmelderen brød Lillemanden sig om, har jeg forstået :-) Faktisk bragte de mig på kant med store dele af det litterære establishment. Resten af det. Men som man siger: En dumhed er kun mod, hvis man gentager den. Og hvem vil ikke gerne være modig som Bukdahl? Her er en mand, der har mod til at … til at … til at ... til at bukke sig ned.
"Det er høj humor. Lars Bukdahl repræsenterer i mine øjne det formentlig mest ukritiske litteratursyn. Den mest gammeldags finlitterære tankegang, man overhovedet kan opdrive herhjemme." Sådan siger Jyllands-Postens Jakob Levinsen til Information om valget af Bukdahl. ”Og jeg vil også sige, at hvis det er en formidlingspris, så er han da et forbløffende valg. Dengang jeg arbejdede i forlagsbranchen, sagde vi, at det værste, der kunne ske for en bog, var, at den fik en god anmeldelse af Bukdahl. For så var der ikke nogen, der tog den alvorligt," siger Jakob Levinsen.

Men er han ikke for hård, Jakob Levinsen? Jeg synes det. For udover et par af Bukdahls venner sad der trods alt kun én fra Weekendavisen i det fire mand store præmieringsudvalg.

'TV-anmeldelserne fra Ekstra Bladet, efteråret 2005', eller 'da forfatteren Michael Larsen fandt et afskåret tranehoved i fodenden af sin seng':

1

Mennesker er smukke

Findes der noget mere labilt og øretæveindbydende end et medmenneske, der bare knuselsker alle mennesker, sit land, en simpel søndag – og bare er nødt til at sige det? Sådan er jeg. Jeg forsikrer, at det - ligesom for Steve Martin-figuren i Grand Canyon, filmproducenten, der efter en lignende åbenbaring, hvor han svømmer over af altruistiske følelser for sin omverden, beslutter sig for kun at lave dybt kedsommelige, ikke-voldelige film - vil gå over igen. Det gør det altid. For jeg får de anfald fra tid til anden. Jeg sad også og flæbede over Katrina, og det er jo ikke ligefrem mere vand, de har brug for. Denne gang var anledningen, at jeg og min lille familie tilbragte noget af vores søndag i det bedste selskab, vi har befundet os i længe. Først en indsigtsfuld og vittig prædiken af Johannes Møllehave, siden i selskab med tryllekunstneren Mr. Mox og et selskab af elskelige voksne, venner og bekendte og helt ubekendte, der sagde rigtig søde ting til hinanden og smilede og som man bare fik lyst til at kramme. Det hænger naturligvis sammen med, at vi alle er i alderen med børn. Alle med børn antager en mere menneskelig og elskelig form. Børnene var for resten også dejlige. Også de andres. Er det ikke vammelt?
Selvfølgelig er det også terroren og katastrofer som 11. september og den i New Orleans, der står os i blodet. Vi tror nok, det sker. Men jeg tror faktisk ikke, vi er bange. Jeg tror, vi intenst værdsætter vores liv. Og hvor dejlige vores medmennesker kan være. Vores sad endda pænt under middagen.

2.

Oraklet fra Tapet

Hele vennekredsen kimede mig ned i går. Bekymret over min mentale habitus efter læsning af gårsdagens næstekærlige tv-anmeldelse. Jeg forklarede ham, at jeg allerede har det meget bedre. Jeg er ved mine fulde fem, fuld af misantropi og usigelig livslede.
Tidligt mandag morgen blev normaliteten nemlig genoprettet. Det skyldtes et indslag på CNN´s Larry King med Dalai Lama, som var hidkaldt for at aflevere et par åndfulde og trøstende ord oven på katastrofen i New Orleans. Det tibetanske overhoved, der har sådan cirka samme karisma som en vandchef fra Århus Amt, får mig altid til at tænke på Peter Sellers i rollen som Chauncey Gardiner, den svagt begavede gartner, der med sine ualmindeligt almindelige almindeligheder får fordrejet alle i Det hvide Hus til at tro, at hans retarderede havesprog i virkeligheden består af lignelser og dækker over dybe indsigter i livet. Det er ikke Dalai Lamas skyld alene. Hans Nyrup-engelsk undskylder ham også. Ligesom man kun kan sympatisere med den tubetinske, tapetinske … årh, never mind, hans sag. Men hvor dumme tror medierne egentlig, vi er? Også de hjemlige, der for nogle år siden gik i bro over ”oraklets” forsikringer om, at ”efter foråret kommer sommeren …” De samme medier er denne gang stået på den dødfødte, kulturradikale konspirations-teori om, at Washington med vilje forsinkede nødhjælpen for at komme af med nogle sorte. Man ryster på hovedet. Og håber inderligt, at Dalai Lama ikke gør det samme. Området kan ikke tage mere vand.

3

Lorteland

Forlaget Gylledal ejer alt i Danmark. Det kan man kun beundre, og derfor har alle i det kulturelle landskab da også sådan en lortebrun kulør, ikke bare på tungen men i hele ansigtet. Forlaget ejer universiteter, mediekoncerner og selv borgerlige redaktører som Gummi-Hansen og Sven Blested. Som utrættelig forfølger af anderledestænkende har man hyret Niels Lilleond fra Jydepotten og udsender så af medlidenhed hans bøger. Det omvandrende mindreværdskompleks, Lars Bukkerøv, er ansat på en avis til at sige det modsatte, så det ser ud, som om alt går rigtigt for sig. Bukkerøv vil oven i købet få løn, den dag folk forstår, hvad han skriver. Forlaget ejer også lokumslitteraturprisen De gyselige Galnebær, som i år går til en anæmisk digtsamling. Det er ganske vist først til januar, men den oppustelige redaktør, Tømmer Sildefadet, har allerede sikret den ved at anmelde den i en omtale af den forrige anmeldelse, som også andetsteds samme dag blev anmeldt af en omtale, der var en anmeldelse. Denne træk-og-slip-mekanik har fungeret i årevis mellem Gylledal og avisen, som de levende kalder ”Den døde”. Man gjorde også sådan med Knorrkraft, Det slukkede kog og Bundtagelsen.
Et tv-program om ekstremt incestuøse forhold og et ikke-Gylledal-ejet svensk bogprogram, fik mig til at tænke på dette kredsløb, hvor folk forledes til at tro, at de tænker selv. Kunne man ikke finde en ikke allerede stærkt anløben kulturjournalist (!) til et dansk bogprogram helt uden lokumsaftaler. Eller et par cand. mag.´er – før de står i lort til halsen?

4

Anus Ahkbar

Min læge konstaterede hurtigt, at jeg har ondt i røven, og min kæreste var synlig imponeret over diagnosen, som han stillede helt uden at have læst gårsdagens tv-anmeldelse. Problemet viser sig at være en mægtig tvanmelder-byld, som jeg har udviklet siden i søndags, og som jeg mest gik til lægen med, fordi den gjorde mig svimmel og gav mig højdeskræk, selv når jeg sad ned. Den bliver nu behandlet med medi-skrub klorhexidinsæbe og massive doser bredspektret antibiotika af mærket Dicillin. Skære ville han ikke.
–Skære? Det skulle redaktionssekretæren have gjort, sagde han spidst, da han havde fået læst Ekstra Bladet. Da gik det op for mig, at jeg måske var gået over stregen i går. At jeg uforvarende kunne være kommet til at såre nogen. Og læsere af dette blad kan ellers bevidne, hvor omhyggelig jeg var med at sløre folks identiteter.
Verdens dummeste forbryderorganisation – når man ser bort fra det danske svar på Dupont og Dupond, kritikerparret Erik Skydmig og Lars Bukkerøv - må være Al Qaeda. Nu vil man likvidere nogle flere muslimer. Hm. Hvis ikke det ville belaste Michael Kristiansen med endnu en opringning, burde man foreslå Al Qaeda at kontakte ham. Tænk, hvis Al Qaeda havde en sag. Og en spindoktor, som tilmed har vist sig at være en habil, ja ligefrem ”tjekket” selvmordsbomber.
Der findes blødere udgaver af Islam. Tag nu 16-årige Kajta fra DR´s ”Islam for begyndere”. Hun vil leve sit liv helt anderledes. Som ”konvertit”. Et liv med ingen kærester og fem bønner om dagen. Mon hun mente som ”christianit”?

5

Røvtur

Sagen med bylden har taget en ubehagelig drejning. Altså ikke fysisk. Den sidder, hvor den hele tiden har siddet. Men den er ikke blevet mindre. Tværtimod. Jeg sidder nu så højt, at det er svært at se selv stavefejlene på tekst-tv. Min kæreste, der ellers er de fremmede venligt stemt, mener, det er araberne, der står bag.
-Du skulle aldrig have skrevet ”Anus ahkbar” i går.
-Arh, sagde jeg, muslimer har humor. For jeg huskede, hvordan jeg på Internettet havde set mange more sig kosteligt i selskab med muslimer, faktisk så meget, at de nærmest rallede af grin og til sidst slet ikke kunne få vejret. Nej, jeg frygter selv, at langt farligere og mere udspekulerede kræfter står bag. Al Qaida er jo heller ikke ligefrem kendt for at have opfundet den høje bygning.
Først faldt mistanken på min egen læge. Der er altid en læge indblandet. Husker De, hvordan Viktor Jusjtjenko fik sit meget åbne ansigt? Og Arafat - sit meget lukkede? Men min læge fik kastet mistanken i en helt ny og uventet retning. Han undersøgte bylden forleden, og nu lagde han en prøve med puds på bordet, som han hævdede kun kunne stamme ét sted fra: en bygning i Klareboderne.
Da blev jeg bange. Her ligger nemlig det forlag, som jeg i kamufleret form omtalte forleden, og som jeg nu kun tør omtale, som det forlag, der ejer alle andre og alt andet. Tænk bare på Meter Tø, forfatteren, som de fik til at gå helt ind i sin byld ovre i Jylland. Det tog ham ti år at slippe ud. Både af bylden og af Jylland. Først nu er han moden. Trykklar. Jeg er på røven.

6

Smagsløgnerne

Jeg husker kun, at jeg sad og så ”Smagsløgnerne” om redaktør Tømmer Sildefadets nye digtsamling ”JEG – en zeppeliner”, opfølgeren til ”JEG er drivhuseffekten”, der blev rost af alle hans medarbejdere i søndags. En ilter digterinde fremførte banebrydende, at pengene fra overflødige amerikanske film kunne afskaffe hungersnød. Retorisk burde man have spurgt: hvad kunne pengene fra overflødige danske, statsstøttede publikationer så ikke udrette? Men Ulrik Gravhøj, der ganske rigtigt er blevet en behagesyg, palovsk sælhund, var ikke sig selv. Eller rettere: som han sad dér – bemærkede De i øvrigt den umiskendelige, lortebrune kulør? - lignede han personificeringen af det borgerlige problem: man har for længst overgivet sig til argumenter af skuffen: det er det bare, og det er det bare ikke. Man forstår egentlig ikke litteraturen, man gider den heller ikke, man taler pænt med om malerkunst, selv om man kun kender forsvindingspunkter som det sted i horisonten, hvor alle borgerlige overvejelser om kunst ender, og så banker man pænt med luffen, når de kulturradikale, der slet ingenting forstår, sådan insisterer: det er det bare. ”Udefra” handlede om Sildefadets avislæsere, de levende døde. Det viser sig, at et stærkt bedøvende giftstof fra en fisk, som avisens bude sniger ind i 2. sektion, kan forklare læsernes zombieagtige gang til og fra boghandelen. ”Det er det bare,” mumler søvngængerne.
Jeg er et sted i Jylland. Ved ikke hvor. Jeg blev ramt af noget ualmindelig tungt og klodset. Det kan have været Bundtagelsen.