Lars Handesten er pædofil

Lars Handesten er pædofil, selv om han uden tvivl vil bedyre, at det ikke forholder sig sådan. Anmelderen på Berlingske Tidende må bare lære at leve med mistanken og anklagerne, selv om de ikke kan bevises. Lars Handesten skriver jævnligt i Berlingske Tidende og dermed udsætter han sig selv for, at andre personer bedømmer ham og hans arbejde, hans karakteregenskaber og hans personlighed. Selv hvis han skulle have held til at bevise, at det ikke forholder sig sådan, vil det ikke ændre en tøddel på, at andre har ret til fortsat at mene noget andet og udspy dette budskab, hvor ærekrænkende og usande og ubehagelige, han end måtte finde påstandene.
Dette er den absurde konklusion ovenpå en afgørelse i Pressenævnet, hvor nævnet indirekte slår fast, at alene et andet menneskes offentlige vurdering af og dom over eksempelvis Lars Handestens seksuelle præferencer fuldt og helt er afgørende for, hvordan han må fremstilles for offentligheden. Så længe der kun er tale om en ”vurdering” af hans præferencer er han retsløs og har end ikke krav på genmæle.
Det er ganske vist en noget anderledes sag, der har udløst ovenstående ræsonnement. For sagen er faktisk, at Handesten, som jeg kan forstå på mine forfatterkollegaer er et særdeles forhadt navn i litterære kredse, har fået tilkæmpet sig en ret, han sikkert nu ved nærmere eftertanke hellere var foruden. Pressenævnet har nemlig netop - efter at have tænkt over det i månedsvis - afgjort, at Handesten må lyve lige så tit og lige så stærkt i Berlingske Tidende, han vil. Og det gør han så. I øvrigt med chefredaktør Lisbeth Knudsens velsignelse. Lyt engang til denne sætning, som han brugte i sin anmeldelse af min roman ”Stormen”:
”Michael Larsen bedyrer i efterordet, at han på ingen måde nærer antisemitiske følelser. Og det kan da godt være, at han ikke gør det, men i romanen er det svært at finde en jøde, der ikke helt lever op til sit beskidte ry”.
At det er løgn, ved vel alle nu. Men er det nu oplysninger af ”faktisk karakter”, Handesten har fremsat, eller er det en ”vurdering”? Det er dét, det hele står og falder med. Pressejuridisk set. Ikke om han - beviseligt - er fuld af løgn.
Efter en gennemgang af flere af nævnets tidligere afgørelser var det for undertegnede ærlig talt svært at se, om nævnet mest er til for pressens skyld eller for klagerne, så det var ikke med den store tiltro til en seriøs behandling, at jeg henvendte mig til det. Men da den oplagte reaktion på Handestens løgne naturligvis var at få dem dementeret, rettede jeg i sommer - efter at have fået afvist et krav om genmæle af Berlingske Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen - henvendelse til nævnet.
Læsere af bogen ”Stormen” ved jo, at det forholder sig stik modsat af, hvad Berlingskes anmelder har skrevet: at det er svært overhovedet at finde en jøde i romanen, der helt lever op til det beskidte ry, som Handesten skriver, hvad det så end er. Nu er jeg jo ikke helt våd bag ørerne og ved godt, at jura og retfærdighed er to vidt forskellige ting. Så udfaldet af nævnets ”dybsindige” overvejelser og ”grundige” undersøgelser var ventet. Alligevel kan man godt undre sig over, hvordan fire voksne mennesker kan bruge næsten tre måneder på at nå til den rigide konklusion, der næsten er en standardformulering i alle nævnets afgørelser i forhold til medieansvarslovens § 36, stk. 1.: ”Pressenævnet finder, at de påklagede udsagn er vurderinger og ikke oplysninger af faktisk karakter, og der er derfor ikke grundlag for et genmæle.” Behændigt undgår man også overhovedet at kommentere det betænkelige i, at avisen har sat et medlem af repræsentantskabet for Georg Brandes- selskabet til at anmelde en stærkt kritisk bog om Georg Brandes.
”Vurdering” eller ”oplysninger af faktisk karakter”. Det er det figenblad, Lars Handesten har måttet gemme sig bag. Og som er det parodiske nævns standardformulering til langt hovedparten af klagerne. For havde man rent faktisk forholdt sig til indholdet i klagen og forholdt sig til Handestens uhørt perfide og løgnagtige påstande, der for avisens læsere naturligvis fremstår som ”værende af faktisk karakter”, havde Handesten og Berlingske haft et problem. Første afsnit af § 36, stk. 1 dikterer nemlig:
”… at en anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk skade eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom”.
Puha, det undgik man heldigvis at forholde sig til. Man har fået tilsendt stakkevis af dokumentation for Handestens løgne og kunne have fået mere, og frem for alt kunne man have læst romanen og konstateret: det er jo ikke rigtigt, hvad manden har skrevet. Det forholder sig direkte omvendt.
Hvad Handesten skriver er jo så konkret, som det kan blive uden at være det: der optræder ingen eller stort set nul jøder i romanen, der er positivt beskrevet, slår han fast. Han har jo læst den. Som læsernes vidne. Han er offentlighedens formidler. Hvordan læser De det? Som en vurdering? Eller en oplysning af faktisk karakter? Kan man overhovedet ”vurdere” et antal af personer? Eller kan man ikke bare – og kun - simpelt hen tælle dem? Og er der dermed så ikke tale om en oplysning af faktisk karakter, der enten er sand eller falsk?
Nu er der det ved bogen, at den er lige så dejlig konkret og derfor immun over for Handestens ”intrikate insinuationer”. Der er ingen tvivl om, hvem der er hvem, eller hvad de er, eller hvordan de skal opfattes. Der er helte og skurke. Der er jøder, og der er ikke-jøder. Og det pindes ud, hvordan det forholder sig med både den ene og den anden, netop, netop fordi et så underlødigt angreb i vid udstrækning var forudset. Og en simpel gennemgang af teksten viser stik modsat Handestens påstande, at stort set hele klientellet af helte i romanen udgøres – af jøder. Romanheltens kærlighed, Rebekka Levi, Lars Mikkelsens redaktør, en læge, Rebekka Levis onkel. Der er med andre ord fremsat en påstand, som ud over at den for læseren fremstår som værende af ”faktisk karakter”, også er lodret forkert.
Løgnen var sat stort op i avisen har jeg ladet mig fortælle. Og ligger nu derude på nettet til evig tid. Og ved De hvad: det anfægter mig. Ikke at anmelderen angiveligt ikke brød sig om romanen. Intet kunne bekymre mig mindre, end hvad Handesten eller andre fra den Berlingske bærme mener om noget som helst. Men at man ustraffet kan slippe af sted med i den grad at lyve. At hænge et andet menneske (det kunne jo være andre end undertegnede) ud for noget, anmelderen ved, er forkert og potentielt skadeligt i det øjeblik, han skriver det. Ved De hvad: det anfægter mig. Og ved De hvad: jeg er glad for, at det stadig anfægter mig.
Lars Handestens eskalerende konfrontationskurs og Berlingske Tidendes sanktionering af svineriet kan virke ejendommelig oven på avisens mange formaninger om besindighed i diskussionen om retten til at ytre sig. Mange har i årenes løb kaldt avisen for en sort og fascistoid møgsprøjte, og det bliver ærlig talt stadigt sværere at mene noget andet.
Der er groft sagt to måder at reagere på, når en avis på den måde misbruger sin magt. Man kan enten lægge sig ned. Eller svare igen. Handesten får nu lov til at smage sin egen medicin. Hvis alt går vel vil hans navn nu for tid og evighed være knyttet til pædofæli, når man søger oplysninger om ham på nettet. Hvilket mange sikkert vil synes er rimeligt, ikke mindst set i lyset af hans mange overgreb på yngre forfattere. Det skal blive spændende at se, hvor morsomt han synes, det er. Om han vil være ligeglad? Om hans børn eller venner vil være det? Eller arbejdsgiver? Eller om han vil reagere som pressens sarte mimoser plejer at gøre – ved hævnakter eller ved at slæbe mig i retten. Det er svært at sige. Det er nærmest – en vurderingssag.