Og nu må man så kalde Lars Handesten 'pædofil'?

Med frit opfundne anklager sætter en anmelder fra Berlingske Tidende helt nye standarder for, hvad man må kalde hinanden uden at skulle stå til ansvar for det. Punkt for punkt påvises her, hvor galt det kan gå, når man sætter en anmelder, der samtidig sidder i repræsentantskabet for Georg Brandes Skolen, til at anmelde en bog, der er stærkt kritisk over for netop Brandes.

Forfatteren har på baggrund af de groteske og fuldkommen grundløse anklager sendt et krav om genmæle til Berlingske Tidendes ansvarshavende chefredaktør Lisbeth Knudsen, ligesom det i øjeblikket undersøges, om der er grundlag for en injuriesag. Men enhver, der har bedt om genmæle, ved at skaden allerede er sket og hvor ringe et alternativ et genmæle er, i forhold til at folk tænker sig om, før de taler, hvilket Berlingske Tidende selv talrige gange har været flinke til at minde andre om. Implikationerne af Handestens udokumenterede og fuldstændigt gendrivelige perfiditeter er vidtrækkende. Fremover kan vi altså skrive hvad som helst - skadevoldende, injurierende og usandt - om hinanden uden risiko for straf. Mod bedre vidende og i ond tro. Dækker den holdning virkelig indstillingen på en dansk borgerlig avis, der igen og igen har talt om ytringsfrihed under ansvar? Det synes helt surrealistisk og Kafka'sk at minde om, at al denne ballade skyldes en skønlitterær roman. Og så igen: det handler jo netop ikke om en roman. Det er faktisk det, selve romanen handler om.
Læsere, der ikke ønsker afgørende handlingsforløb afsløret, bør ikke læse videre.




Krav om genmæle


Kære Lisbeth Knudsen


Ærø, 24. juni 2008

Jeg er en stor tilhænger af ytringsfrihed, og derfor er det heller ikke med større lyst, at jeg hermed rejser krav om genmæle. Men Lars Handestens anmeldelse (fredag den 6. Juni) af Den store tid – Stormen er af en så ubehagelig, gemen og direkte løgnagtig karakter, at jeg desværre føler mig nødsaget til at anmode om et sådant.
Oplysningerne i hans anmeldelse må for læseren fremstå som værende af faktisk karakter, selv om ikke én af de rejste og meget alvorlige og fuldkommen grundløse anklager eksemplificeres overhovedet. Det må også anses for sandsynligt, at en anmeldelse af den karakter og med den opsætning må antages at have skadelige virkninger for forfatterskabet, ligesom den økonomiske skade i forbindelse hermed både på kort og lang sigt må anses for at være ganske betragtelig.

Den store tid er et skønlitterært værk, der har givet anledning til forvirring blandt enkelte anmeldere, og derfor har jeg – belært af en enkelt reaktion på første bind Aftenlandet, der udkom i 2004 - også forsynet andet bind Stormen med et efterord, der er, eller rettere burde være, umisforståeligt. For det er desværre gået helt galt for Berlingskes anmelder Lars Handesten, der ellers, som medlem af repræsentantskabet for Georg Brandes Skolen, burde være godt inde i sagerne. Lars Handesten anfører selv, hvilket besvær han har haft med at afkode teksten, når han skriver, at han ikke ”ved præcis, hvornår det er Larsen eller kilderne, der taler.” Hvilket rejser det helt overordnede spørgsmål om, hvordan i alverden Handesten så kan blande privatpersonen Michael Larsen ind i resten af sin kritik og fælde sine højst overraskende domme.
Det er på den måde også overraskende, hvordan han forinden netop har kunnet slå fast, at Den store tid – Stormen er ”et opråb til en dansk højrefløj, der kun er optaget af at tjene penge, og som har overladt kulturkampen til de kulturradikale og jøderne på dagbladene.” Der angives fra Handestens side ikke ét eksempel på, hvor eller hvordan dette opråb skulle finde sted, og det er mig efter at have genlæst romanen umuligt at finde en sætning eller en passage, et afsnit eller en samlet masse, der rummer en sådan opfordring, og det er i øvrigt en påstand, der ikke er korrekt (se teksteksempel 1). Romanen er en historisk roman om 1870’ernes og 1880’ernes kulturkamp, og selv hvis man skulle være venlig og komme Handesten i møde med hensyn til at gøre romanen dækkende for også nuværende kulturpolitiske forhold, gør den jo stadig absolut intet andet end at konstatere tingenes tilstand. Der er ikke den mindste antydning af opråb af nogen art i denne roman.

Handesten mener, at romanværket ville have været interessant, ”hvis det var ført historisk igennem og var forpligtet på alle planer over for fakta”. Igen er det interessant og besynderligt, hvordan han i et værk, der efter hans mening ikke virker forpligtet over for fakta, alligevel mener, at det er det, hvor og hvis han ønsker det. Han anfører, at jeg i romanens efterord ”bedyrer”, at jeg på ingen måde nærer antisemitiske følelser, hvilket er fuldstændig korrekt forstået. Tilføjelsen i efterordet er bevidst kommet med, fordi det i forbindelse med udgivelsen af første bind Aftenlandet lykkedes en anmelder på Information at gå næsten, næsten, lige så galt i byen som Handesten gør denne gang. End ikke han gik dog så langt i sine perfide absurditeter som Handesten med hensyn til at sætte ordet ”antisemitisme” på tryk og betvivle forfatterens egne ord. Dengang, som der står i efterordet, blev pågældende anmelder efterfølgende belært offentligt af en kær kollega på samme avis om første punkt i anmelderens abc i forhold til en skønlitterær roman: at man aldrig må forveksle forfatter- og fortællerjeg. Dette intermezzo er tilsyneladende gået lige hen over hovedet på Handesten. Helt bevidst bruger jeg ikke selv ordet antisemitisme i efterordet, men Lars Handesten er uelskværdig nok til at gøre det, selv om han ikke kan være uvidende om, hvor mange forfatterskaber, der er blevet lagt i graven ved den mindste antydning i den retning, hvilket også er anført i romanens efterord. Man får derfor en forstemt fornemmelse af, hvad der er hans virkelige ærinde, og til hvad der får ham til at begrave enhver rimelig anstændighed og fornuft.
Handesten vil da sådan set også blæse på, hvad forfatteren selv har at sige, for, som han skriver, ”det kan da godt være, at han (undertegnede) ikke gør det (nærer antisemitiske følelser), men i romanen er det svært at finde en jøde, der ikke helt lever op til sit beskidte ry”. Med andre ord: romanen er antisemitisk. Udover at jeg ikke forstår, hvad han mener med ’beskidte ry’, som han ikke forklarer, stiller jeg mig komplet uforstående og totalt afvisende (som jeg i øvrigt også gjorde offentligt for fire år siden) over for den udlægning. De eneste figurer, der identificeres som jøder, er heltinden Rebekka Levi og hendes onkel Ariel Levi, som hjælper romanens helt, Lars Mikkelsen, med at opklare forbrydelserne. Desuden har Lars en meget hjælpsom redaktør, der hedder Stein og som derfor – hvilket en journalist i forbindelse med udgivelsen af første bind påpegede uden at forfatteren havde skænket navnet en tanke - må formodes at være jøde. Denne redaktør støtter Lars Mikkelsen i kampen mod Adler-brødrene. De to eneste andre jøder er brødrene Adler (Georg og Edvard Brandes), og den kritik, der rejses af dem, rejses jo af helt andre årsager end deres etniske herkomst. Oven i købet forsøges dr. Nathan Adlers (Georg Brandes) senere meget stridbare natur empatisk forklaret ved netop ubehagelige oplevelser med sin etnicitet i barndommen. For nu at fuldende det, er det en jødisk læge, K.L.Trier, der i første omgang forsøger at gøre romanens morder begribeligt, at hans identitet som morder er kendt, hans ugerninger afsløret og i anden omgang sørger for at lække oplysninger, der gør, at han kan blive pågrebet. Påstanden om at ”det er svært at finde en jøde, der ikke helt lever op til sit beskidte ry” er således en hårrejsende og grotesk anklage, der savner ethvert grundlag (teksteksempel 2)

Romanen ender ifølge Handesten med, at den ”demonstrerer et paranoidt og patetisk angreb på ”de fremmede”, lige meget hvor mange jødiske venner Michael Larsen har ifølge sit efterord”. Når nu Handesten vælger helt at se bort fra forfatterens eget omhyggelige efterord og mener, at han, bedre end forfatteren, kan udlægge, hvad denne mener, havde det jo klædt ham ikke så lidt at påpege, hvor det er, han finder dokumentation for sine påstande. Men det gør han ikke. Ikke med ét ord. I stedet skriver han til sidst: ”Vi ved heller ikke, om man skal høre sandheden af den fulde og hashpåvirkede Lars Mikkelsen, der oplever det jødiske samfund som en logeagtig forening med storhedsvanvittige ideer om verdensherredømme.” Igen er det besynderligt, hvordan det på den ene side er uklart for anmelderen, om forfatteren bag værket skal tages til indtægt for Lars Mikkelsens tanker, og så alligevel på den anden side, når det passer Handesten, er klart, at det skal han. Endnu mere grotesk bliver det, når man så går ind i substansen og ser på, hvad det er Lars Mikkelsen rent faktisk tænker. For læserne kan ikke være det mindste i tvivl om, hvor han står. På s. 276 skæres det ud i pap: ”Nej, det var stofferne. Nu måtte han se at få gjort noget ved det. Holde op med at spise det. Han så og hørte ting, der ikke var til. Og hvorfor skulle en jødisk sammensværgelse stå bag mordene på så mange unge piger? Det var det rene vanvid og foregik kun i hans påvirkede hoved.” Klarere kan det vel ikke siges? Og for nu at fuldende det, viser det sig, at der IKKE står en jødisk sammensværgelse bag mordene. Så kan det vist ikke blive tydeligere.

(1) ”Noget andet var, og det var måske i virkeligheden den største motivation, at Dreyer var opfyldt af had til sine egne kredse – de royale, højre, det etablerede – for dets enorme selvtilstrækkelige dumhed. De borgerlige havde så travlt med at tjene penge, at man pragmatisk anså det for fint, at andre kunne tage sig af kulturen, der var så tidskrævende og gav så lidt afkast. Man indså slet ikke, fordi man havde så travlt med at tjene penge, hvor vigtigt det var at herske over meningen i Norden. Man deponerede sin tankekraft og overlod det til andre at tygge drøv på kunsten, som man anså for ret ligegyldig og ufarlig og et naturligt vedhæng til magten. Umærkeligt gled magten de magthavende af hænde, og man accepterede uden nævneværdige indsigelser enhver helgenkåring, men så ikke, at denne ugidelighed ville medføre, at kanonisering i fremtiden ville blive foretaget af ens fjender.”

(2) ”Som altid lå Lars og nød i fulde drag synet af Rebekka, når hun, som hun elskede, fortalte om jødedommen, dens ritualer og mærkedage. Vistnok for at tirre ham. Vistnok fordi hun elskede den reaktion, der udeblev. For Lars, der altid havde elsket ord og samlet på dem, blev hendes gennemgang af chanuka og makkabæernes sejre, sederbordet med fadet og det usyrede brød og de bitre urter og hagadaen alt sammen til en eksplosion af billeder i hans hoved, hvor han mærkede våde, varme jødiske kys på sin mund. Hedonisten i ham, ordsamleren, lod sig forføre af de mystiske ritualer med de hemmelighedsfulde navne. Alt hvad han havde oplevet i Levi-familien, var varme, kærlighed og tæt knyttede familiebånd. Det var så anderledes end den kulde, han var vant til.”

Et sidste tekstuddrag illustrerer meget godt, hvor tydeligt Lars Mikkelsens sympatier er angivet, og hvor aldeles grundløse Handestens anklager er, og i hvor høj grad de må være skrevet mod bedre vidende. Scenen drejer sig om, at Lars Mikkelsen ved hjælp af en bog vil afsløre brødrene Adlers hykleri i forhold til deres religionskritik, som der i øvrigt er fuld dækning for i virkeligheden i form af breve til brødrene fra bl.a. Strindberg og J. P. Jacobsen:
S. 161: ”Lars valgte at bruge adlerianernes eget våben: provokationen. Han havde lagt nogle grove, antisemitiske kommentarer ind i sine figurer, som vitterlig ville kunne høres i et selskab af de ældste og mest reaktionære godsejerfolk, så han vidste, at både Adlerbrødrene og kumpanerne på Dags-Avisen, der ikke kunne se litteratur for politik, dermed ville forløbe sig.”
Man hører jo her tydeligt forfatteren konstatere, at der ER antisemitisme i tiden, og at en distanceret Lars Mikkelsen vil bruge den udelukkende for at demonstrere, at Adler-brødrenes religionshad er hyklerisk, fordi det kun og udelukkende er rettet mod kristendommen, selv om det fremstilles, som om det gælder al religion. Det er præcis det, som Edvard Brandes’ nære ven J.P. Jacobsen konstaterer i skikkelse af Jens Peter Jensen på s. 173 i første afsnit, det som Strindberg konstaterer og det, en lang række af de øvrige kunstnere konstaterede om virkelighedens Brandes-brødre. Selv forfatterens efterord skærer denne pointe ud i pap: ”Jeg holder af jøder, som jeg holder af alle andre mennesker. Jeg tænker i det hele taget aldrig ”jøde”, og jeg tror ærlig talt ikke, at mange i min generation eller yngre overhovedet tænker på denne måde. Jeg tænker ”menneske”. Men min opgave, som forfatter, er at forsøge at leve mig ind i de forhold, der herskede på den tid, jeg skriver om. Man kan ikke lukke øjnene for det kultursammenstød, der fandt sted mellem jøder og ”fjerdedelskristne”, hvis man vil forstå perioden …” På s. 264 anføres det om Aleksander Horns (læs Holger Drachmann) angreb på brødrene: ”Med antisemitiske hentydninger erklærede den meget omskiftelige Horn sig nu på den adlerianske baggrund som en beundrer af den ellers så forhadte og afgåede digterredaktør fra Fædrelandet Kai Plov.” Igen holdes begivenhederne ud i strakt arm, og der er her oven i købet en klar karakteristik af og værdidom over udsagn fremsat af Horn. Samme værdidom, som Handesten nu helt bizart fælder over den person, der har skrevet disse ord. Alle disse ting er det lykkedes Berlingske Tidendes anmelder at få fuldstændig galt i halsen. Politikens anmelder Bo Tao Michaelis – og en lang række andre anmeldere - har derimod ingen problemer haft med at tyde teksten, der da også er glasklar: ”Denne præ-holocaust-holdning over for Europas jødiske mindretal op til den tragiske Dreyfus-sag fastholder Larsen overmåde velskrivende, ja forbavsende godt og overbevisende tidstypisk i sit flot konstruerede plot. Frejdigt hele den brogede vej til den sidste fejende konklusion, hvor Lars Mikkelsen smerteligt af sin elskerinde selv bliver udnævnt til at være (den evige?) jøde inde under sin danske skal. Hvorfor således og hvordan, bør læseren unde sig selv at læse (…) (Bo Tao Michaelis, Politiken).

Det må naturligvis blive Berlingske Tidendes egen sag, om avisen mener, at den overholder de interne etiske retningslinjer, der engang var avisens særkende, når den sætter en anmelder med så mange direkte aktier i Georg Brandes til at anmelde en bog, der er stærkt kritisk over for Brandes. Men havde anmelderen så dog i det mindste holdt sig til sagen. Denne forfatter er bestemt ingen sart mimose og er af typen, der er vant til og kan tåle begavet kritik. Men ikke én faktuel oplysning om Brandes i dette værk tvivlsættes, modbevises eller diskuteres overhovedet i anmeldelsen, der oven i købet forsøger at antyde, at man ikke som læser ved, om citater og forløb er korrekte, selv om det er tydeligt angivet i efterordet, og selv om netop troværdigheden og kontraktforholdet i forhold til læseren er et ofte omtalt kendetegn ved forfatterskabets øvrige produktion. Og selv om en anmelder, der er så involveret i Georg Brandes, som Lars Handesten er, må kunne forventes at kunne genkende centrale dele af Brandesproblematikken samt de indlagte citater. Om det er kritikken af Brandes eller helt andre ting i eller uden for romanen, der har provokeret anmelderen til fuldstændig at miste respekten for det faktiske, kan jeg naturligvis ikke vide. Men at synke så dybt som det er tilfældet her, hvor man ondsindet og uden skygge af dokumentation for sine påstande, fremsætter ærerørige og direkte falske oplysninger, som sætter en forfatters levebrød på spil, tager dog prisen. Jeg er intet mindre end målløs. Formentlig skal man ikke lede særlig dybt for at finde Handestens motiver for at skrive, som han gør. Der står formentlig ikke det i teksten, som Handesten ville ønske, der gjorde, og der står formentlig det, Handesten ville ønske, der ikke gjorde. Det skal han have lov til at være utilfreds med. Og sur over. Men her er vi langt, langt ud over rimelighedens grænser. Vi er faktisk ved efterordets afsluttende vendinger om: ”... hvor en ny kulturkamp raser, og hvor modstanderne konsulterer egne uerkendte fordomme frem for at holde sig til et litterært værk og faktuelle begivenheder og tidsforløb. Disse forsøg på stigmatisering har sjovt nok nærmest som ved en naturlov fulgt alle Brandes-kritikere gennem tiderne, og det bedste, man kan gøre, er vist, som Herman Bang gjorde det, at afslå stridigheder om livsanskuelse og litterære spørgsmål, hvor våbnene ikke er ”argumenter, moralske eller kunstneriske, men skældsord”. Desværre er disse skældsord i denne omgang af en så uhørt grov, løgnagtig og meningsforvridende karakter, at jeg som privatperson men også på fagets vegne er nødt til at protestere, og så må man bare håbe, at Berlingske Tidende med denne omgang ikke helt har skræmt andre skønlitterære forfattere fra at rejse relevante, kritiske spørgsmål og behandle kontroversielle emner. At romanens indhold så igen viste sig næsten uhyggeligt profetisk er i denne sammenhæng en liden trøst – forfatteren bag havde langt hellere set sig modbevist og modsagt i forhold til efterordet, hvor forfatteren ”undrer sig over, hvor lidt vi lærer af historien – andet end unoderne.”


Genmæle: Berlingske tidendes anmelder skriver om Den store tid - Stormen: ”Den er et opråb til en dansk højrefløj, der kun er optaget af at tjene penge, og som har overladt kulturkampen til de kulturradikale og jøderne”. Over for dette anfører forfatteren, at romanen på ingen måde kan anses for at være et opråb til nogen som helst fløj, da den udelukkende konstaterende skildrer begivenheder i slutningen af 1800-tallet, og selv hvis man tolker den som dækkende nutidige forhold, kan den også udelukkende anses for konstaterende og giver ikke anledning til opråb af nogen art. Berlingske Tidendes anmelder skriver: ”Michael Larsen bedyrer i efterordet, at han på ingen måde nærer antisemitiske følelser. Og det kan da godt være, at han ikke gør det, men i romanen er det svært at finde en jøde, der ikke helt lever op til sit beskidte ry.” Over for dette anfører forfatteren, at romanen tværtimod har en klar overvægt af jødiske personer, der skildres overvældende positivt. For såvel romanens heltinde, Rebekka Levi, som hendes onkel Ariel Levi, som redaktør Stein, gælder det, at de alle beskrives yderst positivt. Tilmed bidrager endnu en jødisk person helt afgørende med at få fanget en bestialsk massemorder. De eneste to jødiske figurer, der er udsat for kritik, er brødrene Adler, og det er af helt andre grund end deres etnicitet, som teksten også tydeligt angiver. Berlingske Tidendes anmelder skriver: ”Og derfor ender det alligevel med, at romanen demonstrerer et paranoidt og patetisk angreb på ”de fremmede”, lige meget hvor mange jødiske venner, Michael Larsen har ifølge sit efterord.” Over for dette anfører forfatteren, at det eneste paranoide foregår i hovedet på en romankarakter, som oven i købet klart og utvetydigt indser og meddeler dette, så læseren umuligt kan være i tvivl om, hvor hverken han eller forfatteren står. Romanens efterfølgende og afsluttende handling underbygger dette til fulde. Den store tid – Stormen kan derfor på ingen måde anses for at være antisemitisk.
Michael Larsen, forfatter.

Jeg står naturligvis til rådighed, hvis der – mod forventning – skulle være brug for yderligere dokumentation.

Med venlig hilsen
Michael Larsen, forfatter